Retur til forsiden
På hjemturen efter Hamborg-turen i 2012 var der allerede tanker fremme om en tur "næste år", og overvejelserne endte som bekendt med en forlængelse til Berlin på Elben-ruten til Havelberg og derfra videre med den nordlige Havelland-rute lige til Brandenburger Tor i hjertet af Berlin.
Selv om sidste års tur blev en stor succes, var der alligevel kun 6 gengangere på 2013-holdet, som kom til at tælle 14 deltagere, hvilket i planlægningsfasen gav anledning til mange overvejelser om praktiske udfordringer undervejs, herunder ikke mindst i "spisesituationen". Overraskende nok endte vi imidlertid altid med at spise sammen til stor fælles glæde og underholdning.
Vejret havde ikke set for lovende ud i tiden op til afgangen. Specielt havde det været dårligt i Tyskland, faktisk så dårligt, at vi langs Elben kørte mod en truende flodbølge stammende fra enorme nedbørsmængder i Tjekkiet og Sydtyskland.
Men mandag morgen den 3. juni var der solskin og let vind. Der blev ingen samlet fotografering, idet vi var nødt til at dele os i to grupper á 6 personer for at være sikre på plads til vore cykler i Arriva-togene. Grethe og Bent fra Skanderborg kørte selv til Altona i autocamper. Hold 1 startede kl. 6:27, mens Hold 2 kunne vente til afgangen fra Esbjerg kl. 9:09. Den ca. 15 km lange tur gennem Hamborg fra banegården i Altona og ud til Elb-stien gjorde imidlertid opdelingen i to grupper til en stor fordel. Af forskellige grunde, der endnu ikke er helt udforskede, endte Hold 2 med næsten at indhente Hold 1's to timers forspring på turen til Lauenburg...
Dette kort, og alle de følgende etapekort, er alle baseret på registreringer foretaget af min Nokia mobiltelefon via et gratis program. Til gengæld for venligheden må man så finde sig i reklamerne, der her afslører, at det drejer sig om Sports Tracker.
Bemærk, at der er tale om "levende" kort, som der kan zoomes ind på og ses både som 'kort' og 'satellit', ganske som I kender det det fra normale Google kort.
Der er desværre enkelte fejl i registreringerne. F. eks. ser det i denne etape ud, som om vi var oppe forbi St. Pauli U-Bahn stationen, hvilket ikke var tilfældet. Sådanne småfejl ses kun, hvis man zoomer ind på kortene.
Dec. 2014, bemærkning til ovenstående i kursiv: Jeg har måttet slette alle etapekortene, idet Sports Tracker åbenbart har kappet forbindelsen til kort-databasen.
I Hamborg/Altona var vejret endnu bedre end i Esbjerg. Turen gennem byen gik helt uden problemer, sikkert ikke mindst pga. velvillig assistance fra en venlig tysker, der kendte den kritiske del af ruten som sin egen bukselomme, hvorved vi opnåede en lille genvej. Ca. 1 time efter vi stod af toget, var vi ude på cykelstien, hvor vi tog det meste af overtøjet af og fortsatte i sommertøj, strålende sol, let medvind og højt humør. Bedre start kunne hverken forventes eller ønskes.
I Geesthacht holdt vi pause for at få lidt frokost. Den fundne restaurant var imidlertid lukket, så vi brugte i stedet dens græsplæne, men da vi alle havde medbragt mad til formålet, var tabet for alle parter til at overse.
Lidt uden for Geesthacht drejede ruten ind på en uasfalteret skovsti, der var ganske krævende med kraftige stigninger og ditto nedkørsler, så om ikke før fik vi vist alle sveden frem i rigelige mængder. Skoven var fuld af glubske myg, som kastede sig over os, når/hvis vi holdt stille, men den var også meget smuk og frisk.
Klar til afgang fra Zündholzfabrik med Kerstin på venstre fløj.
Bemærk de to store tændstikker i baggrunden.
Kl. ca. 18:20 nåede vi frem til Jugendherberge Zündholzfabrik i Lauenburg, vort overnatningssted, hvor vi blev taget kærligt imod af Kerstin, der kunne tale dansk efter at have boet 8 år i Nordborg på Als, hvor hendes mand havde været lærer på den tyske skole. Hun fortalte senere, at det egentlig var hendes fridage, men hun havde fået lavet planerne om, fordi hun så gerne ville møde os.
Hold 1 tog naturligvis imod os med passende glæde, selv om de jo måtte indrømme, at de faktisk næsten lige var ankommet - på trods af deres to timers forspring - og med rette havde været bekymret for, at Hold 2 ville komme først frem...
Vandrerhjemmet ligger lige ud til Elben på en skrænt med en ca. 9 m høj mur ned til den normale vandstand, men Kerstin fortalte med bekymring om den varslede flodbølge, som man mente ville blive netop omkring de 9 m over normalen. Vi ved nu, at det vist mange steder BLEV værre end forventet.
Poul havde bestilt bord til hele gruppen på 14 veltrænede deltagere på "Zum Alten Schifferhaus", hvor vi blev modtaget af en ualmindelig gnaven serveringsperson, der tilsyneladende opfattede os som en ufortjent straf fra højere magter. Nå, men maden og drikkevarerne samt humøret var udmærket, så vi havde en fin aften sammen. En perfekt start på turen.
Vi stod op til fortsat perfekt vejr og kørte/trak gennem byens meget toppede brosten for først at krydse en havnekanal og dernæst selve Elben, hvis venstre bred vi så fulgte indtil Neu Darchau, hvor vi tog en færge over til højre bred, som vi så fulgte indtil vi drejede fra mod Berlin i Havelberg.
Men nogle km ude på ruten punkterede Peter Krøyer på baghjulet. Efter en kort rådslagning blev Poul og Mette hos ham for at bistå med skiftning af slange og så indhente os i løbet af nogle få km... Ca. et kvarter senere indløb der pr. sms meddelelse om, at Peter lige havde haft endnu en punktering på baghjulet. Vi andre var nået frem til den lille by Bleckede og besluttede os for at bruge ventetiden på at købe ind til frokosten. Mette nåede også frem til butikken og efter passende indkøb satte gruupen minus Poul og Peter sig igen i bevægelse i den tro, at de to stod klar på ruten. Det viste sig imidlertid, at de i stedet var kørt ind i byen og slået sig ned et sted med servering. Denne drejning gav anledning til en ægteskabelig (telefon-) samtale samt nogle interessante oplysninger om Pouls evner udi navigering uden Mette, som herefter sammen med Peter H. iværksatte en eftersøgning efter den anden Peter og Poul. Hvad der så hændte vides ikke, men vi andre fortsatte i adstadigt tempo ned til færgen og Elbens højre bred, hvor vi slog os ned på en solbeskinnet græsskråning for at spise vores frokost, mens vi ventede. Næppe var vi kommet over, før de fire agterudsejlede dukkede frem i en støvsky til næste færgeafgang, og vi igen kunne fortsætte som én gruppe.
Herfra fortsatte vi til Dömitz uden flere punkteringer i denne omgang. De fleste skulle bo på "Radlerpension" og resten på "Hafenhotel Dömitz", men forinden havde vi sikret os et bord til hele gruppen på restaurant "Zur Torbrücke" i Schweriner Str. 9, hvor vi fik en hyggelig og dejlig middag med venlig betjening. Efterfølgende hyggedes der videre i Radlerpensions lille lukkede gård med kaffe og levende lys.
Perfekt vejr, næsten vindstille, men med tydeligt stigende vandstand i Elben på vores højre side. Vandmængden gjorde paradoksalt nok udsigten endnu smukkere end normalt. Wittenberge var i fuld gang med at forberede sig på den kommende flodbølge med påsætning af ca. 1 m høje kanter, der så på landsiden afstivedes med sandsække. Underligt nok der en afslappet og nærmest munter stemning. Vi havde imidlertid problemer med at finde et sted, hvor vi kunne spise sammen. Første kandidat forsøgte to gange at snyde os ved at give for lidt tilbage og behandlede os i det hele taget uforskammet, så det meddelte vi dem og forlod igen stedet. Længere op på gaden fandt vi en græsk restaurant, hvor vi absolut var velkomne og fik en hyggelig middag sammen, omkranset af to forsvarlige glas ouzo'er (til hver).
Hotellet var ikke nogen stor positiv oplevelse, men morgenmaden var da OK. Damen i receptionen oplyste, at alt var spærret ved Havelberg, men en anden turcyklist, som overhørte dette, mente nu, at det var stærkt overdrevet, så vi fortsatte ad ruten som planlagt.
Perfekt vejr med pil opad!. Som følge af muligheden for omveje pga. af flodbølgen aftalte vi afgang kl. 08:30, og på mirakuløs vis steg vi på cyklerne kl. 08:30. (Tak Reni). Ikke langt fra Wittenberge ligger en stor attraktion, storkebyen Rühstädt, med en masse storkereder, i flere tilfælde to reder på samme hus.
Før Rühstädt var man i gang med forberedelser til flodbølgen, og vi måtte vente på, at lastbiler med sand fik læsset af, før vi kunne fortsætte. Kort efter byen kom vi til det sted, hvor Havel løber ud i Elben med en lille bro over, så man på en lang strækning cykler mellem de to floder. Det er selv under normale forhold et meget smukt syn, men netop denne gang enestående pga. den stærkt forhøjede vandstand.
Efter de foreliggende meldinger skulle vi kunne løbe ind i vanskeligheder ved Havelberg, men dette skete overhovedet ikke. Vi forlod uden problemer Elb-ruten og svingede ind på Havelland-ruten. Vores timing havde været perfekt. Stor ros til Styregruppen!
Havel til højre løber ud i Elben til venstre.
Etapen var turens længste og som følge deraf omgivet af en vis respekt, men den gik nærmest af sig selv, og før vi vidste af det, var vi i Rathenau, hvor en af ølhundene straks fik færten af en restaurant (Schwedendamm) lige ned til en af Havel flodens grene og med en pragtfuld Biergarten, betjent af en sød og absolut nydelig serveringsdame, der straks charmerede Poul til, at vi endelig skulle komme igen om aftenen til grill buffet. For ikke at sætte ham i forlegenhed accepterede vi andre omgående dette, og vi fik atter en dejlig aften sammen.
Byen var tidligere center for en stor optisk industri, men blev bombet sønder og sammen under 2. verdenskrig. Den bærer stadig stærkt præg heraf, måske ikke mindst fordi den optiske industri efter genopbygning i DDR-tiden så gik helt og aldeles fallit efter genforeningen med Vesttyskland. Imidlertid er man nu så småt i gang igen, så måske der endelig kan komme lidt velstand til byen.
Perfekt vejr, suk. Lidt problemer med at finde cykelstien i udkanten af byen, men så gik det ellers derudad på helt nye og nyasfalterede stier gennem et roligt landskab med skove og marker samt små, søvnige byer (uden indkøbsmuligheder).
Men når nøden er størst, viser der sig imidlertid næsten altid en restaurant i horisonten. Denne gang var det "Flugplatz Bienenfarm", som herefter mest vil blive husket af os, der heldigvis var i nærheden, fordi Peter H. for første gang foldede sig helt ud på tysk i en lang indviklet sætning, lidt tyktflydende måske, men 100% effektiv og fantastisk morsom.
Hotelkapaciteten i Nauen er åbenbart ret begrænset, så vi var fordelt på to overnatningssteder. Styregruppen m.fl. skulle overnatte på "Hotel Stadt Nauen", hvilket absolut lyder flottere, end det faktisk er, men vi hjalp naturligvis galant de øvrige frem til deres sted. Undervejs blev Poul igen væk med nogle begrundelser, som det ville være forkert at gå dybere ind i. Måske det ville være en idé at udstyre ham med en af de der GPS-dimser, så man altid kan se, hvor han er? Da vi kom tilbage til hotellet, viste det sig at være aflåst, da de først åbner for publikum kl. 17. Via mobilopkald lykkedes det heldigvis at komme i forbindelse med værtinden, som tog venligt imod os, og hendes noget skrantende ægtemand viste os rundt til vore værelser, der ikke var pralende.
Byen var kendt som "Radiobyen Nauen", men tidligt i krigen demonterede man antennerne, så den blev faktisk ikke bombet. Den gamle bykerne var dermed intakt, men alligevel ganske ucharmerende og med en udpræget mangel på restaurenter. En planlagt fælles byvandring forvandledes derfor til eftersøgning af et spisested til fælles aftensmad, og miraklet skete igen: Vi spiste på selveste rådhuspladsen, hvor en sød og vaks serveringsdame tog sig godt af os. Jeg lagde i øvrigt mærke til, at vi af en eller anden grund næsten altid endte med at komme til at sidde stort set alene, selv om vi næsten ikke støjede. Det hjalp måske heller ikke, at vi nær havde mistet Ingrid, der fik noget grøn salat i den gale hals, så først Inger K. og (da det ikke hjalp) dernæst Peter K. måtte give hende en ordentlig rystetur. Den mand er altså rar at have i nærheden i den slags situationer, og Ingrid genvandt lynhurtigt fatning, appetit og det gode humør. (Flere af vi andre forstod pludseligt, hvorfor vi helt instinktivt ikke er så vilde med grøn salat). Peter H. leverede denne aften turens mest fortvivlede ansigtsudtryk, da serveringsdamen fratog ham en ellers tilpas kold fadbamse.
Fremdeles perfekt vejr. Kort efter at vi havde forladt Nauen var der endnu en punktering, nemlig mig selv. Det var første gang efter mere end 8.000 km på cyklen, så det var da også på tide. Poul og Peter H. blev venligt tilbage med hjælp og gode råd; vi fik også relativ hurtigt fundet årsagen: Det var som næsten altid en lillebitte flintesten, der havde arbejdet sig gennem dæk og slange. Efter at have fjernet stenen og skiftet til reserveslange indhentede vi hurtigt igen de øvrige.
Tæt på Havel-kanalen kom vi pga. dårlig skiltning lidt på afveje i forhold til den planlagte rute, men et par lokale cyklister forsikrede os om, at stien langs kanalen var glimrende og ville føre os lige til Kbh. - Berlin ruten, herunder "Maurweg", der forløber, hvor muren engang gik, og som vi alligevel skulle ind på. Og det viste sig at holde stik.
Ophold ved Nieder Neuendorf, hvor en af de få tiloversblevne af 302 vagttårne omkring Østberling står tilbage som mindesmærke. Via linket fås et godt indtryk af, hvor kompliceret et system muren faktisk var. På en forbløffende lang strækning og næsten helt ind i centrum havde man slet intet indtryk af, at vi kørte i en af Europas største byer - vi oplevede snarere at køre i en skov, med cykelsti langs floder og kanaler. Til sidst var vej med ledsagende cykelsti simpelhen gravet op, men et ungt par skulle samme vej, så vi fulgtes med dem, indtil vi kort efter var tilbage på sporet/stien, og 2-3 km senere stod vi foran Brandenburger Tor.
Vi var i Berlins hjerte, helt fremme ved målet. Fantastisk. Hele den indre by var præget af forberedelser til næste dags (søndag) store cykelløb, hvilket givetvis var en fordel, idet store dele af den indre by var afspærret for biltrafik.
På nær Reni og Ingrid skulle vi alle bo på Jugendherberge Berlin-International, der har en perfekt belggenhed tæt på Tiergarten og Potsdamer Platz. Til vores store overraskelse kunne vi ikke få cyklerne anbragt forsvarligt, og der var lidt forviklinger mht. til værelserne, men der var en rar baghave med borde, bænke og skygge samt mulighed for at købe øl/vin i receptionen. Pigerne tog ind i området ved Kurfürstendamm for at mødes med Reni og Ingrid, der havde påtaget sig at finde en restaurant med mod på et langbord til 14 cykelturister. Det betød en spadseretur på 3-4 km for vi andre og en lidt forsinket ankomst, som den den unge italienske tjener havde udnyttet groft til at charmere konerne. De var derfor helt fra snøvsen, indtil vi med besvær fik dem dæmpet lidt ned igen gennem vores rolige og værdige opførsel. Det blev narturligvis igen en perfekt aften, hvorefter vi med vanligt besvær fik opdelt regningen, så hver især betalte sin del, og vi kunne tage toget tilbage til herberget.
Man orker næsten ikke at gentage det, men vejret var altså også perfekt på denne vores sidste dag (Nå ja, der kom en tordenbyge hen under aften, men pyt).
Det viste sig, at alle gerne ville med på den annoncerede cykeltur rundt til en række seværdigheder i den indre by omkring Brandeburger Tor og med hovedvægt på det tidligere Østberlin, fordi denne del faktisk rummer de største seværdigheder.
Turen fulgte nøje oplægget på hjemmesiden, som der henvises til. Som supplement er der her adgang til en pdf-fil med en uddybende forklaring. Bogstaverne henviser til det kort, der er i forbindelse med oplægget. Der er desværre en lille fejl i i kortet, idet bogstavet B ved en fejl er placeret lidt sydvest for Potsdamer Platz, som det henviser til.
Jeg har forsøgt at lave et link i dokumentet til gudinden Minerva, men det fungerer åbenbart ikke i et pdf-dokument, så jeg har lige gentaget det her. - Dokumentet kan naturligvis udskrives og genbruges ved besøg i byen.
På Potsdamer Platz
Det var overraskende, hvor fantastisk det var sådan at cykle rundt i byen ad en planlagt rute til udvalgte seværdigheder, men vi var vist også begunstiget af, at det var søndag, fantastisk vejr og - cykelløbet. Cyklen er et enestående effektivt transportmiddel i en storby med cykelkultur og -faciliteter.
De enestående kvinder på holdet påtog sig med glæde endnu en gang, den allersidste, at skaffe et fælles langbord til os. Og det blev Restaurant Mövenpick, Berlin Europa Center, lige over for springvand og Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche, altså med manér.
Da vi så småt var kommet i gang med spisningen, annoncerede Reni en overraskelse, nemlig en hyldest til styregruppen. Ellinor, Reni, Inger K., og Ingrid holdt på vegne af "De ti små cyklister" hver en takketale til en af styregruppens medlemmer og overrakte i forlængelse heraf en medalje, og som om dette ikke allerede var rigeligt, ville de også give os middagen. Så rejste Bent sig og gav udtryk for sin og Grethes store glæde ved at have deltaget i turen. Til slut blev det råbt "forfra", "bagfra" og hurra. Vi blev totalt overrumplet og overvældet. Det var flot, rørende og fantastisk dejligt. Tusind selv tak fra styregruppen!
Tilbage står indtrykket af en magisk tur, hvor 14 mere eller mindre tilfældigt sammenbragte mennesker fik en herlig uge sammen, fordi de gerne ville på en cykeltur i Tyskland, fordi de alle sammen havde glædet sig meget, og fordi de alle sammen bidrog til, at det skulle blive en dejlig tur.