Delstater med markering af det tidl. DDR med opdeling i
"Neue Bundesländer". Af kortet kan det måske fornemmes,
at vores rute netop går, hvor mange blå og orange delstater
støder sammen, hvorefter vi så ved "indhakket" stikker
tværs over mod Berlin gennem Brandenburg.
I det følgende gøres et forsøg på en kortfattet præsentation af vores rute gennem en del af Nordtyskland. Vi danskere har måske ofte en tilbøjelighed til at glemme, at Tyskland er en forbundsstat og dermed betår af en række delstater, der som regel er betydelig større end Danmark. F.eks. udgør både Hamborg og Berlin sådanne selvstændige delstater. - Det er således ikke uden grund, at Hamborg ynder at kalde sig "Freie und Hansestadt Hamburg".
Vores rute fører gennem eller grænser op til følgende delstater:
Hamburg - Niedersachsen - Mecklenburg-Vorpommern - (Sachsen-Anhalt) - Brandenburg - Berlin.
Men hertil kommer, at det ikke er så mange år siden Tyskland (genforenet d. 4. oktober 1990) bestod af hhv. DDR og Vesttyskland. Grænsen forløb på en længere stækning faktisk lige midt i Elben. Lige før Dömitz fører ruten os over på Elbens højre (østlige) bred, som dengang var en del af DDR. Denne fortid er stadig tydelig, især hvis man ved hvad man skal kigge efter, f.eks. i vejnettet og mange bykerner, hvor tiden stod stille fra krigens afslutning, og indtil der efter genforeningen blev taget fat på en som oftest nænsom renovering og istandsættelse. Resultatet er ofte meget charmerende bymidter.
Jf. etapeplanen følger vi dag 1 Elbens højre bred fra Altona til Lauenborg (overnatning). Ruten fører os gennem Hamborg og ind i Niedersachsen. Indtil Geesthacht ser vi ikke meget til floden, men vi passerer tæt på et mørkt kapitel i Tyskland og Danmarks fælles historie: Koncentrationslejren i Neuengamme, hvor de fleste danske kz-fanger endte. I Geesthacht grundlagde den noksom bekendte Alfred Nobel i 1865 en krudtfabrik, hvor han senere opfandt dynamitten...
Dag 2 fortsætter vi fra Lauenburg, idet vi krydser Elben og følger dens venstre bred indtil Neu Darchau, hvor vi tager en færge tilbage til højre bred og fortsætter til Dömitz (overnatning). - Få km før Dömitz kører vi for en kort bemærkning ind i Mecklenburg-Vorpommern. Umiddelbart efter byen krydser vi grænsen til Brandenburg og fortsætter på højre bred til Wittenberge (overnatning). Herfra udgør Elben på en strækning grænsen til Sachsen-Anhalt, som vi kører ind i lidt nord for Havelberg.
Fra Altona og til (Hansestadt) Havelberg følger vi således Elben, der udspringer i Tjekkiet og (efter 1.091 km) løber ud i Nordsøen nær ved Cuxhaven. Floden gennemskærer naturligt nok især vådområder, selv om inddigning har medført dræning og opdyrkning af store dele heraf. Alligevel er der store områder med en spændende fauna, ikke mindst en masse storke. Ruten går således lidt syd for Wittenberge igennem Rühstadt, der er Tysklands "storkerigeste by" med storkereder på næsten alle hustage, ja ofte mere en én rede på hvert hus, men storkene ses i det hele taget ofte på engene langs ruten.
Et stemningfyldt indtryk fra ruten (lavet af ukendte turcyklister) kan opleves på dette YouTube indslag.
Ved Havelberg forlades Elbruten og vi drejer ind på Havelland Radweg, der via Rathenow (overnatning) og Nauen (overnatning) fører os til Berlin Centrum via Berlin-Spandau. Ruten, som den er kortlagt og beskrevet, er vist forholdsvis ny, stykket sammen af en række lokale cykelruter
Hele denne del af Brandenburg er lavtliggende og meget vandrig, selv om ruten ikke følger selve Havel-floden og de mange søer, den løber igennem.