Om turen til Füssen sidst i maj til først i juni 2015 - efter turen.

Ruten var alt overvejende D9, som forløber fra Cuxhaven ved Nordsøen til Füssen ved den østrigske grænse ved foden af Alperne. - Jeg stødte til ruten ved Nienburg via Celle efter start ved Uelzen Bahnhof.

Jeg blev opmærksom på D9 i forbindelse med planlægning af en tur langs Weser, idet Weser-Radweg er første del af D9, og fik straks lyst til denne tur gennem hele Tyskland fra øverst til nederst, bogstavelig talt. (D9 er en del af et overregionalt cykelrutenet på kryds og tværs af Tyskland). Se den planlagte og gennemførte rute her.

D9 hægter sig dernæst på Fulda-Radweg, der slutter i Hann.-Münden, hvor Weser-Radweg starter. Fulda følges indtil få km fra dens begyndelse, hvorefter der følger godt 100 km fra Fulda-dalen til Main-dalen, en strækning uden dækning i turbøger, men uden at man af den grund lades i stikken, idet ruten er glimrende skiltet. Efter ca. 40 km langs Main kommer man til Würzburg, hvor Romantische Strasse Radweg begynder med slutpunkt i - Füssen. Kort sagt: Tre af Bikeline's turbøger dækker godt 90% af den samlede rute.

Turen startede mandag den 25/5 ved middagstid og sluttede i Füssen søndag den 7/6 ved godt middagstid, dvs. 12 hele og 2 halve dage på cykel, men med ret forskellige etape-distancer, der jo skulle afpasses med seværdigheder og overnatningsmuligheder. Samlet distance: Godt 1.100 km.

Der skiltes ikke ret meget med delstaternes grænser og navne, men man starter i Niedersachsen, passerer Bremen, kører gennem Nordrhein-Westfalen, Hessen og ender i Bayern.

Landskabsmæssigt får man det meste med fra det nordlige lavland til de første bjerge, Weserbergland, via det stærkt kuperede terræn ved Kassel og videre til Den sydtyske Højslette, som ender ved foden af Alperne, alt gennemskåret af store og små floder, dækket af landbrug, skovbrug og industri samt, naturligvis, et stort antal små og store byer.

Vejrmæssigt fik jeg også det meste med - undtagen sne og hagl, men heldigvis således, at turen begyndte med det dårlige og endte med det gode vejr. Jeg kørte dermed ind til Alperne i det bedst tænkelige vejr med den smukkest tænkelige finale til følge. Dette kan ikke mindst aflæses i antallet af billeder, som jeg dagligt tog.

De to første dage var i høj grad præget af dårligt vejr og overraskende megen skov på Lüneburger Heide, der jordbundsmæssigt minder meget om Vestjylland med sandjord og plantager, men altså med meget mere skov. Heldigvis havde jeg ingen problemer med at få tørret mine sko, strømper og hvad der ellers var vådt, så jeg kunne starte på en frisk om morgenen.

Strækningen langs Weser var i høj grad et gensyn, da jeg har kørt den to gange tidligere, men jeg var i mellemtiden blevet opmærksom på to oversete seværdigheder, nemlig Wasserstrassenkreuz Minden og Corvey slot og kloster ved Höxter. (Man ser kun det, man allerede ved!). Rottefængerbyen Hameln og baron von Münchhausens hjemby, Bodenwerder, var dejlige gensyn. Jeg må straks tilstå, at jeg finder Weser-ruten langt smukkest fra Minden/Porta Westfalica til dens tilblivelse i Hann.-Münden, idet den på denne strækning gennemstrømmer Weser-bjergene. - Det uden sammenligning bedste overnatningssted var i øvrigt Hotel-Pension Resi i Beverungen. Jeg mødte masser af turcyklister langs Weser; mange så faktisk ud til at være mindst lige så gamle som jeg selv.

Efter et kort (og rart) gensyn med Hann.-Münden fortsatte jeg med Fulda-Radweg, der går fra Gersfeld i Rhön-området, tæt på Fuldas udspring. Fulda-ruten er i alt kun godt 200 km,  altså en ganske kort rute, men mere kuperet end Weser-ruten. Det var nyt "land" for mig og jeg skulle i øvrigt dreje fra ca. 15 km før Gersfeld. Den forløber det meste af vejen i nærheden af Autobahn A7, der jo er kendt af alle danskere på vej sydpå i bil. Af kendte byer er de største Kassel, Rotenburg an der Fulda, Bad Hersfeld og selve byen Fulda. Rotenburg a.d. Fulda var en positiv overraskelse, ikke udbombet, og dermed med en intakt, charmerende bykerne med slot. Ikke mange turcyklister på denne strækning.

Dagsetapen fra overnatningsstedet ved Fulda (116 km) til Würzburg blev turens længste og mest udfordrende: Det regnede den udslagne dag, det var koldt, der var modvind og de første ca. 20 km gik terrænet op til et højdedrag, et slags pas, på ca. 500 meter, hvorefter det gik nedad de næste mange km, og terrænet fladede igen ud til et almindelig bakket landskab. Baggrunden herfor var nødvendigheden af at komme fra én dal, Fulda-dalen, til en anden, Sinn-dalen, der ca. 40 km fra Würzburg munder ud i Main-dalen. Uden turbog måtte der navigeres efter skilte og gps, hvad der heldigvis forløb helt perfekt. Der er ingen (af mig) kendte byer på strækningen; de fleste hedder noget med "Sinn" efter floden/åen. Ved udmundingen i Main-floden ligger Germünden, der med en vis rimelighed kan kaldes en by, men våd som jeg var, manglede tilskyndelsen til nærmere udforskning. Men selv i regnvejr var "indcyklingen" langs Main til Würzburg en dejlig oplevelse. Jeg fulgte cykelstien til Alte Mainbrücke, fandt en vej op til den og fortsatte til overnatningshotellet i den indre by, hvor der blev taget godt mod mig. Jeg var fremme ved Romantische-Strasse-Radweg, lidt medtaget og ret våd, men ved godt mod. Det var den 1/6.

Næste morgen skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, så jeg kunne - efter at være kommet godt ud af Würzburg - ret hurtigt anlægge sommerdress. Men de første par timer blev brugt på lige at snuse til nogle af byens store seværdigheder, jf. Dagbog og billeder. Dog måtte Festung Marienberg opgives pga. stiarbejde, og jeg orkede ikke at gå derop.

Som følge af denne sightseeing var etapen planlagt ret kort. Den viste sig imidlertid også at være den mest udfordrende af alle med voldsomme stigninger, herunder én på 16%, der gør selv det at trække/skubbe cyklen med små 20 kg bagage til en sved- og pulsdrivende prøvelse… Igen var der blot tale om at komme fra én dal til en anden: Fra Main- til Tauber-dalen. Allerede før Würzburg var jeg kommet ind i Bayern, der jo er umiskendelig katolsk med et utal af små og store kirker, der stort alle er forsynet med løgkupler på tårnene. Mange af dem er bygget i sydtysk barokstil, og de er især ufatteligt smukke, når man kommer ind i dem, hvad man derfor aldrig bør undlade at gøre. Der er næsten altid mennesker i dem. Hvis de ikke er turister, kommer de for at bede, og det er egentlig dejligt at se kirker brugt på denne ret naturlige måde. En af dem skiller sig desuden ud ved et træskærerarbejde i absolut verdensklasse, nemlig den lille Herrgottskirche nær Creglingen. Den rummer Tilman Riemenschneiders Marie-alter, som imidlertid fuldstændig dominerer kirkerummet og som måske havde fortjent en mere rummelig kirke at stråle i. Stedet er en turistmagnet, og der tages entré, hvilket er usædvanligt i Tyskland.

Romantische Strasse forbinder en perlerække af byer, som man let kan fortabe sig i langt ud over en sådan turs rammer. Der henvises igen til Dagbog og billeder.

Om turen så var anstrengelserne værd? Ja, ubetinget ja. Jeg er jo efter enhver målestok nu en gammel fyr, der måske ikke burde bevæge sig særlig langt væk fra gyngestolen, avisen og TV'et uden brug af transportmidler, som ikke indebærer voldsomme fysiske anstrengelser. Jeg havde planlagt turen grundigt, trænet vinteren over og følte det faktisk som en slags indre nødvendighed. En test af min fysiske og psykiske formåen. Det gør man helst alene. Måske det lidt kan sammenlignes med folk, der går Caminoen alene. Eller indianernes svedhytte.

Bagefter er det en stor tilfredsstillelse, at have gennemført det, føle at kræfterne slog til (sagtens endda), at opleve formen blive bedre og bedre, at slippe for sygdom og/eller småskader på trods af det undertiden meget dårlige vejr, at møde mange søde og spændende mennesker, at ankomme til Alperne i strålende solskin og at sniffe til en række kulturskatte. Dertil kom, at jeg med en enkelt undtagelse hver aften kunne "skype" med Jytte, så hun også kunne føle sig tryg ved projektet.

"Acknowledgments"

Det er her udenlandske forfattere takker deres forældre, kone, børn, hund, kat og de der har læst korrektur på teksten etc.. Tro mod denne glimrende skik vil jeg starte med at takke Jytte, dels fordi hun ikke var ret meget imod turen og dels fordi hun faktisk har læst korrektur på teksten (ansvaret for fejl er dog udelukkende mit).

Dernæst vil jeg takke min nye GPS, Garmin Edge 810, for helt minimale fejlkørsler. Google - og utallige bidragydere til samme - har gjort det muligt at tilrettelægge turen hjemme fra mit skrivebord, af hjertet tak. Min cykel, TREK 7300FX, i daglig tale bare Rosinante, har tjent mig trofast gennem 11 år; ganske vist er der efterhånden tegn på lidt slitage her og gigt der, men hun er alligevel en dejlig tøs, som stadig ser hammergodt ud trods den høje alder. Min kærlighed er i hvert fald usvækket, og jeg er kold over for yngre modeller med skivebremser og alskens tant og fjas. TAK.