Retur til turen
Allerede i november 2011 udsendte Gudrun, Niels-Jørn, Mette og Poul et turforslag med en dato for et januar-møde med de potentielle deltagere. På mødet blev der udleveret cykelkort og ruteforslaget blev diskuteret; - det blev realiseret med nogle småjusteringer undervejs. Til gengæld har der været et ganske stort ”gennemtræk” på deltagerlisten. Initiativtagerne regnede vist med 12-14 stykker af alle mulige køn og aldre.
Vi endte med at være 9 og – som det senere blev sagt - det er sådan et godt antal, da det jo er det samme som 3+3+3, dvs. tilpas nemt at overskue for de fleste af os… I forbindelse med fælles middage på restauranter er det i virkeligheden nok også et pænt stort antal, hvis man skal gøre sig håb om at få et bord uden al for mange problemer – eller i det hele taget at komme ind.
Mette og Poul udsendte i begyndelsen af maj en plan over seks træningsture med ca. en uges interval og stigende distancer, et rigtig godt initiativ, som desværre ikke formåede at samle ret mange deltagere, ikke af mangel på interesse, men pga. deltagernes travle hverdage.
Klar til afgang
De sidste dage op til turens start var præget af ustadigt vejr og vejrmeldingerne lovede ikke godt for turen. Torsdag morgen den 14. juni var, mørk, kold, blæsende og med småregn, men der var MEDVIND ned langs diget. Seks af de ni deltagere mødte forventningsfulde og spændte op ved Jerne Sognehus tillige med en hel del andre, som kom for at ønske god tur. Gudrun, Niels-Jørn og Inger havde af forskellige årsager været nødt til at tage et eftermiddagstog til Tønder.
Reni, Bente, Mette, Jørgen, Poul og Peter linede op til fotografering, tog afsked og svang sig op på et bredt udsnit af, hvad cykelfabrikanterne formår, iført et endnu større sortiment af beklædningsgenstande, Reni bar f.eks. en fiks lille nederdel og Jørgen havde et flower-power svedebånd som/i stedet for cykelhjem. Reni og Peter ankom i øvrigt på flunkende nye cykler. Poul havde talt indtrængende om risikoen for punkteringer og den deraf følgende betydning af gode dæk – herom mere senere…
Vi fulgte cykelstien til Tjæreborg, hvor vi kørte ind på Nordsøruten, der også er vores nationale cykelrute nummer 1. Den blev fulgt til Højer, hvorfra vi via Daler, Østerby og Gallehus tog vejen til Tønder og torvets café til en velfortjent fadøl efter godt 90 km i sadlen.
Som sagt blev vi velsignet med medvind. I betragtning af det noget rustikke vejr var det særdeles opmuntrende for flere af os. Vi holdt den første lidt større pause ved Kammerslusen med indtagelse af lidt frokost og væske. Solen var da så småt ved at have fået overtaget og vi var allerede fortrolige med de mange/utallige (fåre-) led, der skal passeres på ruten.
Lige før Rømøvej er der nogle trælse km med grusvej, men herefter er der igen fast belægning. Nogle kilometer senere var det blevet først på eftermiddagen, og resten af de medbragte forsyninger blev med god appetit og samvittighed indtaget på en rasteplads lige før Hjerpsted. Vi kørte lidt senere ind gennem Højer, hvor handlingen i succesfilmen ”Frygtelig Lykkelig” udspillede sig. Vi mødte heldigvis ingen knirkende barnevogne, men kørte op til Højer Mølle, den højeste hollændermølle i Nordeuropa og nu indrettet som museum. Vi var så svineheldige, at nogle flinke mennesker netop var ved at prøvebage nogle forsvarlige pandekager på åben ild i forbindelse med et weekendarrangement. Vi tilbød straks at smage dem uden udgifter for bagerne, hvilket de gik ind på – og de smagte himmelsk.
De higer og søger...
Det blev efterhånden særdeles tydeligt, at Mette og Poul var på hjemmebane, idet de hilste på Gud og Hvermand, uanset om de var til fods, på cykel, i bil eller hestevogn. Af samme grund lagde vi ruten forbi Pouls og Mettes barndomshjem.
Lidt senere standsede vi i Gallehus ved mindestene for Guldhornene og Reni benyttede lejligheden til at fremsige Adam Oehlenschlägers digt af samme navn: ”De higer og søger …” næsten som Poul Reumert, hvis nogen kan huske ham?
Så rullede vi ind i Tønder med kurs direkte mod fadølsservering på byens torv hos Klostercaféen. Vi var vist alle lidt lettede (jeg var i hvert fald) over den mod forventning relativt lette tur (igen takket være den gunstige vind).
De fleste havde bestilt overnatning på vandrerhjemmet, hvortil de tre togrejsende efterhånden også ankom. Poul havde reserveret bord til ni personer på Torvets Restaurant & Bistro til klokken 19, og her samledes så for første gang hele gruppen til en meget hyggelig middag, hvor snakken gik som om vi alle havde kendt hinanden altid, hvad der jo dog langt fra var tilfældet. Da dagen sluttede, var der i virkeligheden ingen tvivl om, at gruppen ville komme til at fundere godt sammen.
Vejret var rimelig, men blæsende fra en knap så gunstig vindretning som dagen før. Ruten gik via Aventoft til Niebüll, hvor vi provianterede for dagen i et supermarked. Vi var jo nu i Tyskland og så overalt tegn på den tyske EM-feber med flag påsat mange biler og hængende ud af vinduerne i mange huse og bygninger.
Sönke Nissen Koog begynder. Bemærk de karakteristiske grønne tage.
Fra Niebüll gik det sydpå via Fahretoft til Ockholm, hvor vi for længst igen var stødt til Nordsøruten. Kort efter kørte vi ind i Sönke Nissen Koog, et stort område inddæmmet af Sönke Nissen (1870 - 1923), der havde tjent en meget stor formue i Tysk Sydvestafrika, det nuværende Namibia. Alle gårde i området skal have grønne tage, ligesom husene i Tysk Sydvestafrika. Vi stoppede ved hans enkes gård, hvor Poul fortalte om tilblivelsen af området, samt at Hermann Göring (1893 - 1946) en gang havde været gæst på stedet. Helt ude ved diget nordvest for Husum ligger et flot gammelt hotel, Arlau Schleuse.
Nogle hundrede meter før hotellet havde vi turens eneste uheld, idet Gudrun kørte fra asfalten ud i græsrabatten. Uheldigvis var der en højdeforskel på 5-10 cm, hvilket forårsagede styrtet, der så ret dramatisk ud, men som heldigvis kun medførte nogle overfladiske - om end spektakulære -hudafskrabninger, jf. de flotte billeder. Vi stoppede ved hotellet for en kop kaffe og – for nogens vedkommende – et stykke kage.
Die Königin von Koldenbüttel
Mens vi nød kaffen og kagen begyndte det at regne, og vi måtte køre de sidste ca. 12 km til vandrerhjemmet i Husum i regnvejr. Vandrerhjemmet er på enhver måde forbilledligt: Personalet kunne ikke være venligere, huset er spændende med mange rum, og der kan købes masser af forskellige drikkevarer til billige priser, hvad vi så også omgående gik i gang med før turen ned til havnen, hvor der ligger flere gode restauranter, alle med masser af fisk på spisekortet. Jeg fik eksempelvis en enorm og velsmagende stegt rødspætte, ”Kutterscholle”, næsten i sig selv en rejse værd. Bagefter fik nogle en såkaldt ”Farisæer”: En frisisk drik bestående af kaffe, sukker og rom med flødeskum på toppen.
Pga. kombinationen afstand og dårlig vejr tog vi taxa frem og tilbage og undrede os over fantastisk lave priser, nok kun en fjerdedel af de danske.
På vejen ud af Husum lagde vi vejen forbi Marienkirche, tegnet af vores nationalarkitekt, C. F. Hansen, der efter endt uddannelse på kunstakademiet i København startede sin løbebane som bygningsinspektør i Slesvig og Holsten. Hans far stammede sjovt nok fra Husum.
Kirken åbner imidlertid først kl. 11, så vi så den kun udefra på torvet, hvor Husums vartegn, skulpturen af marskpigen ”unse Tine” også står.
Friedrichstadt
Fra Husum til Heide gik ruten først og fremmest gennem Friedrichstadt, en meget charmerende by i hollandsk stil med mange meget smukke gavlvendte huse. Den er på det nærmeste omgivet af vand, nemlig både Trenen, der udspringer syd for Flensborg i landskabet Angel, og lige syd for Friedrichstadt løber sammen med Eideren, der udspringer sydvest for Kiel, og som har stor historisk betydning, idet den var det danske riges sydgrænse fra 800-tallet til 1864. Den var faktisk grænsen mellem flere forskellige konstellationer: Den var i middelalderen Danmarks grænse til det Tysk-Romerske Rige og senere mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Vi udnyttede (naturligvis) også besøget til at indtage frokosten i en hyggelig restaurant ved torvet.
Nogle kilometer nord for Heide løb vi ind i turens første store tordenbyge, men heldigvis fandt de fleste af os ly i et busstoppested, så skaderne blev trods alt begrænsede. Bagefter klarede det op igen og den friske vind gjorde, at de fleste af os vist var tørre igen inden ankomsten til vandrerhjemmet i Heide. Heldigvis ankom vi så tidligt, at vi var nødt til at drikke en omgang øl, inden Cathrin med stor venlighed dukkede op for at tjekke os ind.
Heide er kredsby i Ditmarsken i Slesvig-Holsten; den har ca. 20.000 indbyggere og virker tiltalende, men savner måske lidt af Husums charme. Det var egentlig hensigten at spise på en græsk restaurant, som imidlertid var lukket pga. ferie, men vi fandt naturligvis let en anden, hvor vi blev udmærket betjent. Da regningen skulle gøres op, opstod der en ret morsom episode, idet der manglede betaling for nogle øl, som var gået i glemmebogen af deres banemænd og –kvinder, men efter en del palaver faldt puslespillet på plads og vi kunne forlade stedet i nogenlunde god ro og orden samt fuld fordragelighed. Jeg er dog lige ved at tro, at den flinke servitrice rystede lidt på hovedet, da vi gik.
Vi (nogle) sluttede dagen/aftenen af med at kigge ind på yderligere et værtshus for at indtage hhv. farisæere og grogs samt fordøje lidt på dagens oplevelser – så sover man nemlig bedre.
Denne etape var på forhånd frygtet dels som følge af lidt overdrevne formodninger om dens længde og dels fordi det faktisk blæste kraftigt lige fra syd, dvs. strid modvind, indtil vi ved Elben skulle ændre kurs fra syd til øst. Vi besluttede derfor at følge en lidt mere direkte rute på strækningen til Elben, og det var faktisk kun de første 10-15 km til Meldorf, at vinden var generende.
Lige syd for byen passerede vi det store olieraffinaderi og oliefelt, hvis historie går helt tilbage til 1856. Efter endnu nogle få kilometer kom vi tæt på slagmarken fra år 1500: Slaget i Ditmarsken, som kom til at spille en stor rolle for udviklingen i Skandinavien, specielt forholdet mellem Sverige og Danmark. Slaget blev helt umiddelbart en katastrofe for kong Hans (1455 - 1513).
I Sankt Michaelisdonn (”donn” = ”Düne” = klit) fandt vi det venlige Hotel Landhaus Gardels, hvor vi drak en velfortjent kop kaffe, inden turen fortsatte i godt vejr til færgestedet Kudensee ved Kielerkanalen. Da en kop ”glat” kappe jo ikke stiller sulten, fandt vi i Kudensee et lille traktørsted, der var i stand til at servere pølser i stærkt begrænsede mængder til de drikkevarer, som man måtte ønske, men det rakte da også til den sidste strækning til Glückstadt. Det meste af strækningen kørtes på sydsiden af det store Elbdige blandt millioner af får og på en cykelsti med masser af fårelort. Undervejs passerede vil atomkraftværket ved Brokdorf, der jo efter katastrofen i Japan skal lukkes.
Da vi ankom midt på eftermiddagen kunne vi konstatere, at etapen ikke havde været nær så lang som antaget og heller ikke nær så anstrengende. Vi kørte direkte til torvet for at fejre det med indtagelse af de drikkevarer, som hver især fandt nødvendige, hvilket gav et ret varieret indtag, men – naturligvis – alt sammen inden for, hvad de fleste ville kalde for rimeligt.
Tre yngre mænd i færd med at lappe én cykel...
Det var på dette værtshus, at Peter punkterede! Han ankom uden at have observeret nedsat dæktryk, men pludseligt opdagede han (vi sad udenfor), at hans baghjul havde opgivet ånden, helt og aldeles. Episoden udløste heftig aktivitet: Både Peter og Poul iførte sig gummihandsker (!) og gik i gang med operationen: Skift af slange og – ikke mindst – at finde og eliminere årsagen til punkteringen, dvs. finde det fremmedlegeme i dækket, som havde lavet hullet i slangen. Det sidste mente de samstemmende måtte være min opgave, da de jo ikke kunne mærke noget med gummihandsker på… Så det endte med, at JEG stod med snavsede hænder, da de blot kun tage handskerne af og bestille endnu en øl… Nå, men den skyldige var en lillebitte flintesten, der havde arbejdet sig igennem dækket, der i øvrigt heller ikke helt levede op til Pouls minimumskrav/anbefalinger desangående. Hvilket han vist også påpegede.
Der er et yndigt land
Poul havde reserveret bord hos ”Der kleine Heinrich” til middagen, der skulle indtages kl. 19, så vi kunne være klar til EM-kampen mellem Danmark og Tyskland. Restaurant og middag var fortrinlige, så vi var mildt stemte, da vi gik ind i naborestauranten, ”Der Däne” (!) for at se kampen med passende servering undervejs. Desværre gik det jo ikke helt som håbet, men de tyske gæster var søde nok til ikke at hovere nær så meget, som vi ville have gjort i deres sted. Men udenfor gik de helt amok: Kørte rundt på torvet og andre steder med hornet i bund. Vi andre luskede en lille smule nedtrykte hjem i seng.
Hele gruppen samlet ved Sperrwerk Krückau
Vejret var igen slået om med ny vindretning, så vi nu igen havde modvind, men ellers rimeligt. Vi fortsatte langs Elbdiget og skulle passere et par sluser, som man skal passe godt på: De er nemlig ikke passable på alle tidspunkter af døgnet, men det havde vi (dvs. Poul og Mette) heldigvis styr på, så vi havde ingen problemer. Sluserne er bemandede, selv om det umiddelbart er svært at se hvorfor. Ved Sperrwerk Krückau sad der hele tre mænd i ”tårnet”, så Gudrun prajede dem og spurgte, om ikke en kunne komme ud og tage et billede af os, hele gruppen. Det kunne de da godt, og det kom der mange gode billeder ud af.
Ved næste sluse, Pinau, måtte vi sige farvel til Gudrun, Niels-Jørn og Inger, der havde besluttet at tage toget hjem til Esbjerg fra Elmshorn lidt mod nord, dvs. de sprang sidste overnatning i Altona over.
Farvel
Vi andre fortsatte gennem fåreflokkene og fårelortet indtil Wedel, hvorfra vi kørte i by resten af vejen. I Blankenese gjorde vi holdt ved en hyggelig restaurant og fik en frokosttallerken med Matjesfilet-Hausfrauenart, en slags marinerede sild, som smagte aldeles fremragende. Herefter gik det videre, på en lang strækning gik stien gennem folks baghaver, hvilket er ret enestående, og efterhånden blev Elben mere og mere præget af havnemiljø, indtil det hele bare var et stort havneområde.
Vi fandt let op til hotellet lige over for Altona banegård, perfekt beliggende for den kommende hjemrejse. Om aftenen tog vi S-Bahn ind til Hamborg Hovedbanegård, i hvis nabolag Reni kendte en glimrende restaurant med god mad til absolut rimelige priser og en god tysk stemning. Aftenen blev rundet af på Reni og Bentes værelse med plads nok til et glas rødvin og beslutning om fælles hjemrejse næste formiddag.
Hjemkomst og afsked - Tak for denne gang.
Trods en hel times respit var vi lige ved IKKE at nå billetkøbet inden den påtænkte afgang. Den flinke dame sad og tastede i en uendelighed og kikkede fortvivlet på skærmen, indtil jeg spurgte om, hvad der var galt. Der var cyklerne på den korte strækning mellem Niebüll og Tønder, der pt. betjenes af danske Arriva, dvs. uden togskifte som i gamle dage i Tønder. Jeg sagde, at vi selv påtog os risikoen for cyklerne på denne delstrækning, og så udskrev hun meget langt om længe et forbløffende antal billetter, og vi nåede lige akkurat at komme med toget.
Turen hjem forløb helt efter planen. Arriva holdt og ventede i Niebüll på nabosporet og kørte os lige til Esbjerg efter i alt 4½ timer.
Vi kunne her tage afsked med hinanden efter en meget vellykket tur og – ikke mindst - et dejligt samvær.
Jeg var ret spændt på det at være en del af en større gruppe, for der er virkelig meget, som er anderledes: Fra at kunne gøre hvad man vil, og hvornår man vil (inden for lovens rammer…), er man pludselig en lille del af en større helhed. Det giver anledning til flere og længere pauser, ligesom ruten - og især justeringer af samme - kalder på flere meninger, og det at gå ud for at spise bliver pludseligt et helt lille projekt. Osv., osv.
Men til gengæld er der også rigtig mange ekstra glæder ved at være i en gruppe – altid nogen at sludre med og altid en hjælpende hånd, hvis der er brug for det. Den fungerede simpelthen godt, og der var nok derfor aldrig optræk til opsplitning i undergrupper, tværtimod "cirkulerede" vi uden videre alle mellem hinanden. Og skønt det kan volde vanskeligheder at få bord(e) på en restaurant, ja så er fornøjelsen ved at spise og hygge sammen altså meget større, end når man sidder der alene.
Bottom line, som det vist hedder på nydansk: Jeg gør det meget gerne igen.
Jørgen