Ved en anden lejlighed blev jeg opmærksom på en slags forløber til Politikens "Turen går til...", i dette tilfælde en samling af turforslag til Nord- og Sydslesvig.

Det er mit umiddelbare indtryk, at kvaliteten her ligger langt over det, vi i dag må nøjes med, og duften af retro er da også med til at forhøje nydelsen. Da der indgår en hel del ord og begreber, som er fremmede for mig, har jeg enten indsat et link eller en ordforklaring. Mange har sikkert hørt/læst om Den Store Mandrukning, men at den f.eks. gjorde Husum til en havneby var ukendt for mig.

Tønder

Omgivet af vand.

Tønder er en gammel by, bygget i det lave land, hvor geest og marsk mødes; byens højeste punkt, Svinetorvet ligger kun fem meter over havets overflade. Når man tidligere, ja, for mindre end 40 år siden, kom til Tønder ved efterårstid, var byen næsten omgivet af vand. Kom man f. eks. sydfra, af Flensborg-Tøndervejen, var det kun selve vejen, der ragede op over de store vandmasser, der dækkede arealerne til begge sider af vejen. Gården ”Hestholm” lige syd for Tønder, der er bygget på en varft, ragede således op som bygget på en ø i havet. Kun er smal vej førte fra landevejen over til gården, og på den tid af året ankom børnene fra Hestholm til skolen i robåd det var langt nemmere at sejle over til Mølle Allé i Tønder, end at gå der lange omvej over til landevejen. Disse forhold varede ved, indtil marskens afvanding var gennemført i 1930.

Ingen ved, hvornår de første huse er blevet rejst på den største af de to lave langstrakte holme i geest-randen, der næsten var omsluttede af to arme af Vidåen. Intet skriftligt foreligger fra den tid, idet byens arkiver fra middel alderen er tilintetgjort.

Store- og Lille-Tønder

Den første vej til bebyggelsen er gået over det sikkert meget ældre Møgeltønder (Store Tønder), hvorefter der over Gallehus østfra er søgt frem mod den største af holmene. Først senere, men dog før 1600-tallet, går der vej vestfra ind i Tønder. Sydfra lader ingen vej sig påvise i middelalderens ældre århundreder. Tønder opstår derfor, mener man, som både landevejsby og - fordi den lå ved en sejlbar strøm - flodby.

Den er ikke, som adskillige andre nordslesvigske byer, vokset op omkring et slot; her er borgen - Tønderhus (første gang nævnt i 1285) - blevet bygget til beskyttelse af havne- eller ankerpladsen. Derfor har Tønder heller ikke en borg, men et skib i sit våben og i sit ældste segl fra 1200-tallet. Den arabiske geograf Idrisi er den første, der nævner Tønder by, idet han ca. 1130 indtegner byen på sit verdenskort under navnet Tundira som ”en ankerplads, beskyttet mod alle vinde og omgivet af bygninger”. Det må formodes, at Store Tønder (Møgeltønder) har anlagt Lille Tønder som ankerplads ved den sejlbare Vidå. Men Lille Tønder vokser efterhånden moderbyen over hovedet, bliver en af de ældste bymæssige bebyggelser i Sønderjylland og får betydning som havneby i den store frislandske handelsperiode mellem oldtid og middelalder.

I 1243 fik Tønder sin stadsret, men har sikkert allerede da haft visse købstadsfunktioner. Som bevis herfor nævnes, at Tønder i 1238 fik sit Franciskanerkloster, og i modsætning til cisterciensermunkene (der kom til Løgum) nedsatte franciskanermunkene (gråbrødrene) sig altid i købstæderne. I indledningen til den afskrift af sin stadsret, som rådet i Lybæk i maj 1243 sendte til Tønder, hedder det, at det skete ”til ære og behag for hr. Abel, Jyllands berømte hertug, og på foranledning og anmodning af broder Reinard, provinsialminister for mindrebrødrene i Danmark, samt til glæde for borgerne i Tønder”.

Søfartsbyen der mistede sin havn

En ting har borgere og bønder i disse egne altid kæmpet imod - og det hvad enten der var krig eller fred: Det grådige Vesterhav. Digebygningen og kampen for at holde digerne er da også tæt knyttet sammen med Tønder bys historie.

Det første område blev inddiget i 1436. Havet brød stadig ind, nye diger blev bygget, stormfloder brød dem ned igen. Blandt andet ansatte hertug Frederik (den senere kong Frederik 1.) hollandske digemestre til at gøre det afskårne Viding herred landfast ved oprettet sluseværk ved hjælp af et dige tværs over dybet fra Rudbøl til Rødenæs. Han havde indset, at det ødelæggende vand ”blev mere og mere besværligt, således at man deraf kan vente sig undergang og fordærv”.

Digebygningsarbejderne var store, besværlige og ofte forgæves – men som årene skred frem, blev hele området sikret. Vesterhavet er dog gang på gang brudt frem i al sin magt og vælde, således f.eks. i 1615, da man sejlede i både i Tønders gader, og under den store stormflod i 1825, da byens broer blev revet væk. Så sent som den 30. august 1923 brød en springflod gennem diget ved Rejsby, og syv mænd, der arbejdede på diget, omkom i bølgerne.

Digebygningen var både til gavn og smerte for Tønder, for selv om der blev oprettet sluseværk ved Højer-Lægandiget, blev byen i virkeligheden afskåret fra den direkte adgang til havet. Igennem slusen kunne kun små fartøjer passere - og byen ophørte dermed at være søstad. Indtil 1567, hvor dette skete, havde Lægan været almindelig ladeplads - nu blev udhavnen Rudbøl, hvor skibene lå meget udsat.

Generationers kamp for at værne liv og ejendom mod det grådige Vesterhav har således stålsat slægten og skabt vestslesvigeren af i dag, den stoute og ranke borger og bonde, der står med begge ben på den jord, der er dyrekøbt arv og eje.

De tønderske kniplinger

Men som den vestslesvigske bonde ved genforeningen i udstrakt grad måtte lægge landbruget om fra studedrift til korn-, smør- og baconproduktion, måtte borgerne i Tønder allerede for århundreder siden - da Tønder ophørte med at være søstad, finde nye veje frem. Det Tønder-produkt, der i de følgende århundreder bar Tønders navn videst omkring, var uden sammenligning de tønderske kniplinger. Vi ved, at Christian 4. i slaget på Kolberger Heide bar en hue med Tønderkniplinger, men vi ved ikke nøje, hvornår det første kniplebræt kom til Tønder.

Bystyret i Tønder tillagde efterhånden knipleindustrien stor betydning. I 1760 klager rådet således over de store soldaterindkvarteringer, der lægger så mange skattebyrder på borgerne, at mange kniplepiger og kniplingshandlere flytter fra byen og bosætter sig på landet. Nogle år senere fremsættes en lignende klage, og da en af byens borgere vil starte en hue- og strømpefabrik, får han koncession på betingelse af, at han benytter mandlig arbejdskraft og kun ”sådanne kvinder, der ikke duer til at kniple”.

I 1767 oprettes en trådfabrik, så Tønder kan blive selvforsynende med den fine tråd, der er et særkende for Tønder-kniplinger. Rundt omkring i by og på land sidder tusinder af flittige kvinder bøjede over kniplebrætterne fra tidlig morgen til langt ud på aftenen. De opnår kun en beskeden løn for deres slid, men kniplingskræmmerne, der har kunder så fjerne steder som Paris, hjemfører formuer.

Helligåndshospitalet

Helt ude i den gamle bydels nordøstlige hjørne, hvor Ribe Landevej går over Laurentiusstrømmen, finder vi Helligåndshospitalet, let kendeligt ved det lille tårn på taget over indgangsdøren.

Første sikre omtale af Helligånds-hospitalet findes i et åbent brev af 1523 fra Frederik 3. til forstanderen med tilladelse til at foretage en indsamling i hertugdømmerne til opførelse af et nyt Helligåndshospital. Da brevet er stilet til forstanderen, og da der er tale om opførelse af et nyt hospital, må der have eksisteret et ældre; og dette er formentlig brændt, da hele Østergade i 1517 blev hjemsøgt af en ildebrand. I 1725 brændte det nyopførte hospital igen, men genrejstes 1729-31 for midler, testamenteret af kniplingshandleren Peter Struck til opførelsen af et vajsenhus. Den gamle bygning, med salmedigteren H. A. Brorsons bedesal, tilhører nu Tønder Statsseminarium.

En rundtur i Tønder

Vi bør herefter slentre en tur ned ad hovedstrøget - Østergade, Storegade og Vestergade. Der er en mild atmosfære over byen, som man rigtig fornemmer i den krumme hovedgade og i de små, snævre sidegader eller gyder, hvor gamle kvægstalde og pakhuse gemmer sig. Ellers er det hovedgadens mange smukke og interessante huse, der fanger øjet - huse med gavlen vendt mod gaden og en overflod af karnapper, - beboerne skulle skam leve med i gadens liv.

Ved Østergade 15 bør vi standse og ligeledes ved nr. 13 - et dejligt renæssancehus fra 1668 - bagsiden bærer umiskendelige lighedstegn med marskgårdene. Østergade 1 - Store Apotek - fremtræder nu som et facadehus, men var oprindeligt et tvillingehus med to gavle mod gaden, bygget af digegreven Johann Preuss, der døde i 1684; en pragtfuld barokportal af sandsten pryder indgangen.

Storegade 6, den tidligere gæstgivergård, viser i gavlkonturerne præg af renæssancen - men hører sikkert hjemme i første halvdel af 1700-tallet; det samme gælder den stærkt ombyggede ejendom, Storegade 14. Vi har nu ved skellet mellem Østergade og Storegade passeret Torvet og kirken, som vi senere vender tilbage til - foreløbig slentrer vi videre og kommer snart ind i Vestergade, hvor endnu et par gamle huse kræver vor opmærksomhed.

F. eks. nr. 9 - Den Richtsenske Gård - opført af den rige kniplingshandler og borgmester Richtsen i 1777. Huset tilhører en ældre tradition, men har et frodigt rokokoudstyr - bl. a. i den overdådige portal og døren, hvortil en høj stentrappe fører op mellem de to karnapper. En særdeles statelig bygning har vi i nr. 14, hvor nu en bank har til huse. Stilen er renæssanceagtig - og vi lægger især mærke til den smukke Ludvig 16.-portal.

Resterne af Tønderhus

For enden af Vestergade, lige inden vi når jernbanen, drejer vi skarpt til venstre ned ad Kongevej, og efter at have passeret Slotsbanken ser vi resterne af det gamle "Tønderhus". Det er kun Porthuset, der er tilbage - af det tidligere, ret så anselige slot er ikke ladt sten på sten. Allerede i 1284 hører vi om slottet, idet det var herfra, hertug Valdemar 4. stadfæstede Flensborgs stadsret. Aret efter - i 1285 - erobrer og ødelægger Erik Glipping borgen. Den bliver dog snart genopført og tilhører i de kommende århundreder snart kongen snart hertugerne. O. 1600 stod slottet efter adskillige ombygninger som en statelig renæssancebygning med rundtårne, kegletape og svungne gavle. Bygningerne forfaldt dog mere og mere - og i 1750-51 blev det helt nedbrudt - på nær Porthuset, der var blevet ombygget og restaureret i 1740.

Middelalderligt virker Porthuset ikke set udefra; nogle rustika kvadre og et par sandstens-løvehoveder ved den hvælvede gennemkørsel og i ydermuren jernhængsler fra vindebroen er tilsyneladende alt, hvad der er tilbage af det fordums så stolte Tønderhus. Inden døre er der dog lidt mere at se; de gamle fangehuller f.eks. Der er endnu fire celler, der har været i brug som fængselsceller i tiden helt op imod genforeningen. Den gamle danske redaktør og forfatter P. Skovrøy, der i tvangsfortyskningens dage under fremmedherredømmet tog danskhedens ”hundevagt” i Vidåbyen, afsonede således i en af disse celler en måneds fængsel i 1907.

Men i en anden fløj af Porthuset er der lyst og venligt. Her åbnedes i 1922 Museet for Tønder Amt og By. I stueetagen rummer museet bl. a. gammel kirkekunst og smukke gamle møbler fra 1500-tallet og nedefter. Også Tønders ”Kagmand”, der i 1700-tallet stod på Lille Torv, har fået plads her. I ovenlyssalen hænger ca. 100 malerier, Tønder By og Amts andel i Danske Kunstneres Gave til Sønderjylland efter genforeningen.

I nærheden af Porthuset kan vi se den smukke amtmandsbolig, opført af amtmand, greve U. A. Holstein i 1768 efter tegning af Jardin. Også Amtshuset ligger her; i mødesalen skildrer et stort maleri digebygningen i 1510.

Fra slottet til Torvet

Når vi er ude på Kongevej igen, er vi tæt ved Vidåen og den gamle Skibsbro - der dog i dag kun eksisterer af navn. Den idylliske spadseretur fra slottet, forbi Slotsvandmøllen og gennem anlægget ved Vidåen er yndet af både unge og gamle tøndringer; vi kan gå den vej og endda komme tilbage til den gamle bydel igen - men vi drejer til højre ad Jomfrustien og op ad enten Møllegade eller Slotsgade og ind til højre i Uldgade - et gammelt stræde, hvor husene så at sige alle er fra 1700-tallet. Husene vender gavlen mod gaden og er forsynede med karnapper - de gamle håndværksmestre, der har boet her, skulle følge med i, hvad der skete på gaden - byen var jo deres hele verden, og lille var den.

Ved Søndergade drejer vi nu mod venstre - mod Torvet, hvor vi ender vor rundgang i byen; men netop her på Torvet er også flere ting, vi nærmere bør se på.

Gavlhuset (Torvet 11), det mest kendte og oftest malede og fotograferede hus i Tønder, er opført ca. 1520. Det er et toetages hus med ”Diele” (forhal) i stueetagen, hvorfra en trappe fører op til første salen. Både husets beliggenhed ved kirken, dets indretning og den høje, særprægede gavl med de flade vinduesbuer, støtter formodninger om, at bygningen i sin tid har huset det daværende Sankt Nikolai kalendebroderskab - og er denne formodning rigtig, er Gavlhuset i Tønder Danmarks eneste bevarede kalendehus.

Kalendebroderskabet var en slags bindeled mellem gejstlige og lægmænd - idet begge kategorier kunne være brødre sammen - et særsyn, idet præsterne ved deres vielse ellers indtog en særstilling.

Tønder Kirke

Lige bagved Gavlhuset finder vi Kristkirken, som imidlertid ikke er Tønders første kirke. Det vides ikke hvornår Lille Tønder (det nuværende Tønder) blev selvstændigt sogn, men den første kirke i byen viedes Sankt Laurentius og nævnes første gang i 1214. Meget tyder på at Sankt Laurentius Kirken har været byens eneste kirke til langt op i 1400-tallet. Kirken skal have ligget, hvor ejendommene Vestergade 31-35 nu ligger, og kirkegården må have strakt sig til det nuværende ”Hotel Tønder”.

Sankt Nikolai Kirke, der lå, hvor den nuværende Kristkirke ligger, nævnes første gang Ar 1500 og betegnes da som sognekirke. Ribebispen lagde da den gamle Sankt Laurentius Kirke som anneks under Sankt Nikolai, og Sankt Laurentius var derefter kun kirke for landsognet. Reformationen synes at være blevet indført i Tønder o. 1530. Da nedlagdes i hvert fald Gråbrødre klostret, der var blevet stiftet i 1238

Selv om Sankt Nikolai Kirke først nævnes i 1500, har den sikkert dengang allerede stået i mange år. I hver fald er den i 1591 blevet for lille og for gammeldags, hvorfor den nedrives og erstattes af den nuværende Kristkirke. Det eneste, der blev tilbage af der gamle kirkebygning, var tårnet, og det siger lidt om Tønders daværende beliggenhed i forhold til havet, at det høje tårn anvendtes som sømærke. Tårnet er 47,5 meter højt, og dets otte kantede spir er åbent under den øverste hat for bedre at kunne modstå vesten vindens vælde.

Om bygningen af Kristkirken beretter en smuk tavle, som sognepræsten, Andreas Thomæus, i 1593 lod opsætte den nye kirke. Indskriftens latinske ordlyd fortæller i oversættelse: ”Her, på den tidligere snævre og faldefærdige kirkes plads, begyndte man i Kristi Ar 1591, dagen før 1. maj, fra grunden at bygge denne nye op til det garn le tårn, og dels ved gunst og gavmild hed af den ærværdige og berømmelig fyrste hr. Johan Adolf, ærkebiskop af Bremen, biskop af Lybæk, arving til Norge, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenburg og Delmenhorst, dels ved denne bys bevillinger og arbejder blev den fuldendt 25. juli 1592 og 4. oktober højtideligt indviet til Kristus vor Frelser og til helligt brug”. Senere har man tilføjet: ”1. september år 1686 blev tårnets øverste spids ved Guds vredes lyn nedstyrtet i otte alens højde, men ved sammes nåde lykkeligt genrejst den næstfølgende måned”.

Opførelsen af den store kirkebygning på lidt over et år må betegnes som en arbejdspræstation af rang. Ganske vist er der i årenes løb foretaget visse tilbygninger og ændringer, men 1 det store og hele står kirken i dag bygningsmæssigt, som den stod ved indvielsen.

Kirkens rige udstyr

Tønder Kirke er meget rig på gammelt inventar; ikke blot har den fra den foregående kirke bevaret døbefont, tre middelalderlige krucifikser, prædikestolen og et enkelt epitaf, men en stor del af stolestaderne står endnu, og såvel renæssancen som barokken er vel repræsenteret ved den lange række af epitafier og mindesmærker.

Endvidere står sangerpulpituret på sin plads mellem kor og skib, og i vest hæver det flere gange ombyggede orgel sig med to pulpiturer. Prædikestolen fra 1586 har haft den største betydning for oplandet, og i hele landsdelen træffer vi prædikestole af Tøndertype - en type der igen er lånt fra Flensborg.

Altertavlen med malet årstal 1695 er skænket af borgmester Friedrich Jurpens og hustru, Catharina, formodentlig som mindegave for den unge, afdøde datter, hvis portræt er opsat under giverens våben. Tavlen er utvivlsomt udgået fra Peter Petersens værksted i Tønder. Medens rammeværk og ornamenter er udskåret i eg, er figurerne Lukas, Johannes, Mathæus og Markus skåret i blødere træ. Tavlens malerier (på træ) forestiller i postamentet bønnen i Gethsemane, i storfeltet nadveren og i topfeltet korsbæringen.

Sangerpulpituret (eller lektoriet) fra 1623 er skåret af Peter Petersen. Der har sikkert været læsepulte på pulpituret, hvorved det har bevaret karakter af et lektorium.

Pulpituret har atten fag; tolv mod skibet og tre på hver ende mod sideskibene. I fagene ses Tønder-maleren Hans Schmidts atten malerier med bibelske motiver. Hængestykkerne under fagene er forsynede med våben for de givere, hvis navne står i postamentfelterne.

Prædikestolen fra 1586 (med senere tilføjelser overført fra den gamle kirke) svarer temmelig nøje til Lybæk'eren Hinrich Mattes' prædikestol fra 1570 i Flensborgs Sankt Nikolaj. Stolen har i sin oprindelige skikkelse haft syv fag, men efter flytningen til Kristkirken er der føjet to fag til. Det er fagene med syndefaldet og pinseunderet, der er tilføjede efter (eller ved) flytningen. På opgangen ser man de fire evangelister med deres tegn.

Selv om hovedbestanddelene i orglets pulpitur og opbygning går tilbage til 1630, er det Peter Petersens akantus-ornamenter fra 1701, der behersker orgelfacaden. I 1634 fik facaden en tilføjelse, da Karsten Petersen, Gørrismark, leverede ni figurer, bl.a. kong David og en hornblæsende soldat. I 1945 kom den sidste tilføjelse: kong Christian 10.s krone og monogram.

I kirken hænger 14 epitafier fra tiden 1586 til 1695, alle træskærerarbejder af meget høj kvalitet. Kun få af kirkens oprindeligt sikkert mange gravsten er bevarede, og kun en romansk gravsten er tilbage i Tønder by. Den lå i mange år som dørtrin til ejendommen Torvet 11 (gavlhuset), men kan nu ses på Tønder Museum.

Da Hans Adolf Brorson blev trediepræst ved kirken

Så længe Laurentiuskirken (klosterkirken) eksisterede, var landsognets beboere henvist til denne kirke, men efter 1543 fik de anvist stolestader i Sankt Nikolai Kirke. Her prædikedes imidlertid kun tysk, og da beboerne i landsognet ikke forstod sproget, udeblev de fra gudstjenesterne. Gudløsheden bredte sig, og til sidst måtte man sende dragoner ud for at jage folk til kirke. Dette må have stået på i mange år, for det var først i 1729, at den daværende provst, Johann Schrader, fandt på noget bedre ved at foreslå at ansætte den unge teolog Hans Adolf Brorson fra Randrup som dansk trediepræst ved Tønder Kirke. Nu blev der prædiket dansk i kirken, og Brorsons danske salmer blev sunget; Brorsons virke i Tønder blev dog ikke af lang varighed, idet han i 1737 blev udnævnt til stiftsprovst i Ribe, hvor han senere blev biskop.

Den gamle latinskole nord for kirken opførtes 1609-11. I præstegården, der blev tilbygget skolen, har Brorson boet. Selve kirkepladsen var kirkegård, indtil den ny kirkegård ved Ribe Landevej, nord for byen, blev anlagt i 1814.

Rådhuset og Humlekærren

Rådhuset, der ligger med facaden ud mod Torvet, var en stråtækt bindingsværksbygning, indtil det nuværende rådhus opførtes i 1643. I rådhusets sal hænger malerier af flere af byens borgmestre - bl. a. Carsten Richtsen (se side 100), der døde i 1821.

Halvt gemt bag rådhuset - ud mod Richtsensgade - ligger den gamle gæstgivergård ”Humlekærren”, der fik sit navn efter de fynske humlebønder, der solgte deres humle på Tønder Torv, og som spændte fra der efter den lange køretur med hesteforspand fra Fyn til Tønder.

HUSUM

Veje til Husum

Mange veje fører til Husum. Man kan komme fra Rendsborg over Hohn og Stabelholm og Frederiksstad eller fra Flensborg. En meget smuk vej fører fra Gammellund over Jydbæk (Jübek) til Solbro (Sollbrück), hvorefter man fortsætter lige ud, mod vest, gennem en meget øde, men skøn egn, over Bjerrup (Behrendorf) til Fjolde (Viol). Herfra følges landevejen fra Flensborg til venstre - mod syd - ned til Husum.

Landevejen fra Slesvig går vesten for Slesvig ud af det østlige bakkeland ud på de store sandede flader. I Skovby (Schuby) skærer vejen jernbanen og hærvejen (se side 201). I Sølvested (Silberstedt) krydser den Arnsbækken, hvis navn man genfinder i herredets navn, Arns herred. Vi er nu i Trenes net af åer, og der er storke på bøndergårdenes tage.

Treja har navn efter den brede Trejå eller Trene. På vestsiden af åen byggede Erik af Pommern i sin 23-års krig mod holstenerne en borg mod friserne, som dog stormede og indtog den.

Oster og Vester Ørsted (Ohrstedt) er store bondebyer i et landskab, som er ret fladt og dog afvekslende ved sine skove. Ved kirkebyen Svesing (Schwesing) lå tidligere en koncentrationslejr, hvor mange danske døde. Nu er der flyveplads. Kort efter kommer vi ind i Husum og ender på byens torv, hvor vi stiller køretøjet.

Husums midtpunkt

Torvet er en forlængelse og udvidelse af landevejen, og det er byens hjerte. Her ligger mange gamle huse. Et af de ældste og bedste er nr. 18, som i 1570 ejedes af en vinhandler, og her i huset har man handlet med vin indtil for nylig. Husets stil med trappegavle og blændinger er borgerlig gotik, selv om huset er bygget o. 1550, i en tid da ellers den nye stil, renæssancen, trængte frem. Men borgerhusene holdt sig længe til den gamle type med gavl til gaden og de gammeldags prydelser.

Træk af Husums historie

Husum er en ret ung by. Navnet nævnes første gang, da kong Abel i 1252 blev dræbt af friserne ved Husum Bro, men da var Husum bare et par huse. Som by er den først taget til at vokse, efter at store stormfloder i 1300-tallet bragte havet ind til en langstrakt bakkeø, som bar en vej, der førte ind til det faste land. Byen hørte til kirken i Mildsted lige til 1431, og stadsret fik den først i 1465. Men så blev den også ret hurtigt en efter tidens forhold meget stor by - et vindue mod vest som Ribe og siden Tønning og Esbjerg.

Rundt om på torvet og i gaderne vil man træffe mange træk fra byens store tid i 1400- og 1500-tallet.

Et hus - Torvet 3, det såkaldte ”Herrenhaus" - har i muren mange sandstenshoveder, som er stærkt medtaget af den våde vestenvind. Man siger i Husum, at det er hovederne af de halshuggede oprørere. I 1472 gjorde nemlig grev Gerhard oprør mod sin broder, kong Christian 1., og store dele af Frisland og Husums borgere gik med ham. Kongen fik dog bugt med oprøret bl.a. ved hjælp fra Hamborg, der til løn krævede, at Husum skulle jævnes med jorden. Dette viser byens værd som handelsstad. Kongen lod sig dog nøje med, at hovedmændene blev halshugget eller radbrækket på Klingenberg, hvor nu kvægmarkedet er; desuden pålagde han byen en årlig bod, som blev opkrævet gennem 400 år.

Husum Kirke

Kirken kan nok midt i al Husums brogede herlighed se lidt tør og grå ud, men en nøjere granskning viser, at den er bygget af en mester, som kunne sine ting. En af Danmarks største arkitekter, C. F. Hansen, hvis far var et barn af byen, skabte kirken, der blev indviet i 1833. Ved sin nyklassicistiske stil og mange enkeltheder viser den tydeligt slægtskab med C. F. Hansens andre kirker, f. eks. Vor Frue Kirke i København.

På dens sted lå tidligere en meget stor gotisk kirke. I 1431 aftalte husumerne med deres sognepræst i Mildsted, at de skulle have lov til at bygge deres eget kapel. I tidens løb blev dette udvidet, til der til sidst stod en mægtig og prægtig kirke, hvis kor, som var i slægt med Mariekirken i Haderslev, nåede op i 22 meters højde under hvælvingerne. Kirkens tårn var, da det var højest, 95,5 meter højt. Da dette tårn truede med at styrte sammen, blev kirken nedbrudt i 1807, dog først efter at tre kyndige arkitekter havde sagt, at det var nødvendigt. Kirkens rige udstyr af træskærerarbejder forsvandt desværre, undtagen Hans Brüggemannss ”Sankt Jørgen og Dragen", som byen skænkede til Nationalmuseet, hans ”Maria med Barnet”, som kom i kongehusets eje (og stadig er det), og en luth-spillende engel, der nu er i Berlin. I det indre er man faret hårdt frem mod C. F. Hansens kirke. Frem for alt har han ikke ansvar for de nuværende farver. Retur til Kort om C. F. Hansen.

Theodor Storm

Den tyske digter, Theodor Storm, er byens største søn. De, som vil valfarte til hans grav, kan finde den ved at gå nord om kirken ad Norderstrasse til Osterende 18. Her ligger i øvrigt også Sankt Jørgen Klosterkirke, som bruges af den danske menighed. Den rummer en god renæssanceprædikestol af Johan van Groningen og en dør af samme mester samt kraftige, barokke malmlysestager. Næsten alle Theodor Storms noveller har stof fra Husum, ”die graue Stadt am Meer", ”den grå by ved havet”, eller dens omegn.

Husum Slot

På torvets nordside ved nr. 1 finder vi en gang, som fører til Slottet. Porthuset er fra 1612; det er nu ungdomshjem. Slottet blev bygget 1577-82 i prægtig renæssancestil og med syv tårne. De var dog vanskelige at holde vedlige, og i 1752 sløjfede man alle tårnene. Slottet bruges nu som landrådskontor (amtmandskontor), og er i et vist omfang offentlig tilgængeligt. Når man blot husker, at huset ikke er et museum, men et arbejdssted, kan man altså i kontortiden stilfærdigt gå rundt og beundre de af de fem pragtfulde kaminer, som kan ses i de rum, der er åbne for publikum.

Fra slottet er der adgang til slotsparken, som i det allerførste forår er fuld af seks millioner blå krokus; det er en særlig art, som ikke formeres ved løgdeling, men ved frø. Det er grunden til, at plænerne ikke slås om sommeren.

Kvægmarkedet

Fra slottet går vi mod vest ud til den hovedgade, som hedder Neustadt. Går vi ad den til højre - mod nord - kommer vi ud til den store kvægmarkedsplads. Fra gammel tid har byen levet af kvæghandel. En stor del af Jyllands stude blev tidligere ført til Husum marked og solgt her. Markedet er stadig Europas største, og banegården i Husum modtager hvert år masser af magre kvier og køer, som så græsses på marskengene for siden at vende tilbage til deres ejere i de østlige egne, hvis ikke de sælges og sendes videre til de sultne storbyer. Kvæget skal under alle omstændigheder drives over markedspladsen, selv om handelen, som det ofte hænder, er sket på et af byens meget talrige værtshuse. I denne forbindelse kan nævnes, at Husum havn er midtpunkt i et stort fiskeri af rejer, og i gode rejeår er de dejlige dyr billige. En tallerken rejer med ristet brød og smør, dertil øl eller - hvis man flotter sig - rhinskvin, er en god oplevelse i Husum.

Fra Neustadt kan man gå ad tværgaderne mod vest, Stadtweg, Treibweg, Gurlitt-Strasse eller Bahnhofstrasse, der alle fører til Nordhusumer-Strasse. Her finder man, ud for nr. 13-15, Ostenfeld-huset.

Ostenfeld-huset

Her har vi den bedste lejlighed til at granske den gårdtype, som vi ofte har omtalt og kaldt for saksergården. Et lignende, men endnu større og rigere hus fra samme landsby, Østerfjolde (Ostenfeld), kan man se på frilandsmuseet i Lyngby.

Saksergården adskiller sig fra den ellers her fremherskende danske gård ved, at den er delt på langs. I gavlen, som altid vender mod gaden, er der en port, som er hovedindgang. Ad den kommer man ind i loen, der strækker sig på langs gennem hele huset. Den adskilles fra kvægbåsene ved to rækker meget svære tømmerstokke, som bærer taget. Til begge sider står der kvæg og heste med hovedet ind mod loen og halen ud mod de lave ydermure, der ikke bærer taget. Oven over på stænget ligger hø, halm og korn. I loens bageste ende står amen, det åbne ildsted. Omkring arnen boede folkene, så at heste og høns, kvæg og korn, mand og mus boede i eet rum uden skorsten. Dette havde den fordel, at røgen steg til vejrs, rygende pølser og skinker, som hang over ilden, og som samtidig fik liflig smag fra hestes sved og køers em; røgen søgte herefter gennem stængets hø og halm langsomt ud mod porten, hvor den under bjælken endelig slap ud i det frie.

Ostenfeld-gården er gammel, fra 1500-og 1600-tallet, men den har allerede udviklet sig lidt fra det primitive stade ved tilbygning af den såkaldte ”pesel” og flere andre boligrum med et udstyr, der viser, at bonden i huset var rig, omend folkene nok til daglig har siddet ved arnen.

Saksergården hører oprindelig til i Nedersaksens store skovegne og er med de saksiske bønder kommet op i egnen mellem Ejder og linien Sli-Danevirke-Trene; den har overskredet denne linie helt op til Østerfjolde og påvirket byggeskikken i Syd-Angel.

Ad Nordhusumer-Strasse fortsætter vi til havnen. Tidligere var den byens livsåre. men nu er den for lille, for snæver og har for lidt vand - ved ebbe er den næsten tør. Fra havnen går der båd til Pelvorm, Nordstrand, Halligerne, sælhundebankerne m.m., men spørg på stedet, for båden sejler ikke efter soltid, men efter månen, da det er den, som bestemmer ebbe og flod.

Fugleelskeren bør bruge en halv dag til en tur langs havdiget. To timer før flod går man ud af byen mod syd ad diget til højre langs havnen. Med det stigende vand vil man se søfugle i stort tal og mange arter komme ind mod land.

Nissen-Haus

Vi finder igen ind til torvet og kirken, og ved at gå syd om kirken ad Süderstrasse kommer vi til en tværgade, Herzog Adolf Strasse: her går vi til højre, til vi finder Nissen-Haus, en stor, nyere murstensbygning, som er en gave fra en Husum-borger, Ludwig Nissen, der blev rig i Amerika. I huset er et museum, som rummer seværdige samlinger til belysning af vestkystens natur, digebygning, hustyper m.m. Der er også en udmærket samling malerier af de talrige og betydelige stedlige malere, en mindestue for Theodor Storm, kort sagt et ypperligt museum for frisisk kultur.

FREDERIKSSTAD OG EJDERSTED

Mildsted Kirke

Vi forlader Husum ad Süderstrasse mod øst og følger skiltet, som viser til Mildstedt.

Landsbyen Mildsted er ret stor, og kirken var, som tidligere nævnt under Husum, oprindeligt Husums sognekirke. Det er en meget stor kirke, bygget af tegl og, som det synes, i eet træk i ren romansk stil. Der er bjælkeloft, og kirken står velbevaret uden store ombygninger til trods for, at den blev brændt af ditmarskerne i 1417.

Ved indgangen står en ikke særlig god døbefont eller snarere en vievandskumme i granit. Alteret er derimod et fremragende træskærerarbejde fra Lybæk o. 1440. Også prædikestolen fra 1568 er værd at se. På kirkens nordvæg er anbragt tolv apostelfigurer, som efter overleveringen skal være drevet i land under den store stormflod i 1634.

Mellem geest og marsk

Vejen fra Mildsted til Rantrum og Svavsted (Schwabstedt) løber langs grænsen af to vidt forskellige landskaber: den høje geest og marsken.

Tidligere var der her også skel mellem to kulturer og tillige mellem to folk. For oppe i landet boede danske bønder i Sønder Gøs herred. Mod syd og sydøst, altså mod Stabelholm, var Trene skel mellem saksere og danskere; det viser stednavne og marknavne. Men de viser også, at disse sydligste danskere gik over til at tale nedertysk (plattysk) vistnok allerede i 1300-tallet. Ude i den flade og våde marsk boede friserne.

Marskens beboere

Dette folk er indvandret fra Nederlandene, - den sidste bølge, de såkaldte fastlandsfrisere omkring 800- eller 900-tallet. Før dem var ø-friserne kommet til øerne Før, Sild og Amrum; der er derfor store forskelle i deres stedmål. Nordfrisisk er nært beslægtet med vestfrisernes sprog i det nuværende østlige Nederland, medens østfriserne mellem Vestfrisland og Ditmarsken tidligt er gået over til plattysk ligesom friserne i Ejdersted.

Friserne var fortrolige med den teknik, der skulle til for at få noget ud af de store våde områder - og de bosatte sig her.

De skulle svare skat til kongen af Danmark, men de benyttede enhver lejlighed til at slippe fri.

Under borgerkrigen i 1150'erne lovede Knud dem skattelettelser, og derfor hjalp de ham mod Svend og Valdemar. Knud måtte søge tilflugt i Mildeborg, som må have ligget ude i marsken syd for Mildsted ved Milde A, men borgen blev indtaget. Knud slap væk, og friserne måtte igen svare skat.

Det var også skatten, det var galt med, da kong Abel i 1252 var på samme egn. Kongen sejlede med hæren på Nørre Eider, et nordligt Ejder-udløb som vistnok var det samme som Milde A, for at tvinge friserne til skattelydighed, men det gik ham ilde. Friserne slog hans hær, og kongen måtte flygte nordpå. men ved Husum Bro blev han dræbt. Valdemar Atterdag måtte gentagne gange slå friserne med våbenmagt for at tvinge dem til at betale skat.

Svavsted - og klokkehuset

Gennem en ret åben egn med store smukke linier følger vi skiltene til Svavsted.

Her genser vi Trene, som nu er en anselig strøm, og på den høje åbrink ligger Svavsted. Dens kirke har flere ejendommelige træk. Mest påfaldende er dens klokkehus, som nord for kirken står oven på en overvældende stor gravhøj, vistnok fra vikingetiden; man bør gå op på den.

Kirkens indre virker meget broget, men altertavlen fra omkring 1500 er fremragende. På døbefonten læses på tysk, at den er skænket af biskop Ulrik, og det er en sær historie.

Slesvig-bispens borg

Slesvig-bispen ejede først Gammel Gottorp og senere Gottorp Slot, men i 1268 tvang den slesvigske hertug biskoppen til at bytte denne faste borg med borgen i Svavsted. Her havde Slesvig-bispen sit stærke tilholdssted lige til reformationen.

Ved denne omvæltning var bispens rige jordegods en svar fristelse for både konge og hertug. De fandt da på at bevare bispeembedet og gøre deres yngre sønner til bisper i Slesvig. Derved blev disse standsmæssigt forsørget med bispestolens rige indtægt uden at tynges af hverken lærdom eller gejstlige pligter. Det tog andre sig af. Ulrik, Christian 4.s yngre bror (f. 1578), var den sidste af disse fyrstbiskopper, 1602-1624. Både på døbefont og prædikestol har Ulrik ladet sætte sit våben og sin engelske hosebåndsorden. Bispeborgen er forsvundet, men oprindelig har den passet på den vigtige flod.

Over Trene til Seeth

Vi kører over Trene-broen ad landevejen, som på et smalt dige går gennem et fladt landskab til Seeth.

De store moser forsvinder ved Seeth. De går ned under marsken, som strækker sig vest for byen. Mose er ferske vande, som gros til af planter; de bliver til tørv. Marsk er dannet af havet. Dens jordart er klæg, sort dynd, som kaldes slik og som ved at blandes med sand kan få alle toner fra sort til hvidgrå. Den ukyndige vil dog næppe kunne se stor forskel på overfladen.

Bondeklokken varslede ufred

I Seeth findes en bondeklokke lige som i Drage, Sønder Stabel og Nørre Stabel. Bondeklokkerne er særegne for Stabelholm. Selv om dette landskab oprindelig har fået sin befolkning fra Ditmarsken var det på frisernes side i de store fejder i 1400- og 1500-tallet mellem frisere og ditmarskere. Mildsted Kirke blev, som omtalt side 242, afbrændt af ditmarskerne i 1417.

Fejderne havde deres oprindelse i krigen mellem de holstenske grever og kong Erik af Pommern. Friserne var på grevernes side, ditmarskerne på kongens side af had til greverne.

Siden da førte de to folkeslag deres egen krig. Den sidste udløber af denne ufred var, da friserne ved Erfde i 1559 i det 2. ditmarsker felttog gik over Ejderen for at plyndre Delve. Den store hob bøssebevæbnede frisere spredte sig af byttelyst, men en lille flok ditmarsiske spydmænd angreb dem uden tøven, dræbte en mængde, medens resten omkom ynkeligt i Ejderens bølger, da de slagne af rædsel flygtede ud i floden. Skikken at have alarmklokker skal gå tilbage til disse ufredstider.

I Seeth drejer vi til højre, vest på, i retning mod Frederiksstad. Når vi nærmer os denne by kommer en stor vold os nærmere fra venstre. Det er Ejderens store floddige.

Frederiksstad - byen ved Trene og Ejder

De store våde flader, som dannes af Trenes, Sorges og Ejderens ådale blev allerede i 1500-tallet gjort nyttige ved bygning af diger og kanaler. I 1570 afskar man Trene fra dens gamle vestligere munding i Ejderen og førte den ud i Ejderen ad to nye kanaler, som blev lukket med sluser for at hindre oversvømmelser i Trene-dalen.

Den firkantede ret høje plads mellem Ejder, Trene og kanalerne hed Seebüll. Her nedlagdes i 1621 grundstenen til det første hus i den nye by Frederiksstad.

En vældig plan

Hertug Frederik 3. af Gottorp havde store planer om at genoplive vikingetidens store handel tværs over Jyllands fod. Han gav hollandske remonstranter, som forfulgtes i deres hjemland, ret til trosfrihed i den nye by. En sendefærd gik til Spanien, hvorfra vin og salt skulle komme. En anden gik til Rusland, som skulle sende korn og hamp til Egernførde og Kiel. Herfra skulle det gå via Frederiksstad til Frankrig.

Endog til det fjerne Persien gik sendefærden - herfra skulle komme silke. Alle disse varer skulle mødes i Frederiksstad og gøre den til en strålende handelsby.

Hertugen vandt også adskillige dygtige hollændere for tanken, men snart kunne de dog vende hjem, da de ikke længere led overlast, og byen blev aldrig nogen stor handelsby. Den stod i stampe og er derfor bevaret så godt. En vis blomstring fulgte med anlægget af Ejderkanalen, men det var forbi, da Kiel-Kanalen i 1887 afskar denne vandvej.

Byen med de mange menigheder

Byen vedblev dog at være et fristed for anderledes troende i de tider, da staten krævede den rette lutherske tro af sine borgere. Foruden lutheraner har der været og er til dels endnu remonstranter, mennonitter, katolikker, polske brødre (socinianere), kvækere og jøder. Både rettens og til dels kirkens sprog var langt ned i tiden hollandsk, og hollandsk er byen også i sit anlæg og i de enkelte huses indretning.

Med torvet som centrum

Det store torv er det bedste udgangspunkt for en vandring i byen. Torvets husrader mod vest og øst er velbevarede, men alt, hvad der ligger syd for torvet og øst for den vestlige husrækkes fortsættelse mod syd, Prinzenstrasse, blev lagt i grus under det slesvig-holstenske bombardement i 1850.

Torvets grænse mod nord er en kanal, Mittel-Burggraben. På dens nordside, Am Mittel-Burgwall, ligger i nr. 26 et værtshus, hvor man kan granske Frederiksstads-husets normale type indvendig.

Den lutherske kirke

På samme side, men mod vest, ligger den lutherske kirke fra 1643-1649. Den rummer et fortrinligt alterbillede af Jürgen Ovens, ”Kvinderne græder over Kristi lig”. Maleren er ved siden af C. W. Eckersberg Sønderjyllands største maler. Sine sidste år tilbragte han i Frederiksstad, og billedet blev skænket af ham til kirken i 1676. Billedets komposition viser, at han har lært af van Dyck, medens malemåde og lysvirkninger minder om den mester, som Ovens havde været lærling hos, Rembrandt. Døbefonten er af blågrå kalksten, et indført arbejde fra Namur i Belgien. Typen er hyppig i den vestlige del af landet. Ellers er Sydslesvig præget af den danske granitdøbefont, men sten findes næsten ikke herude i vest. Denne døbefont skal være kommet fra det Ødelagte Nordstrand.

Det samme siges om prædikestolen, som henføres til den navnkundige flensborgske billedskærer Hinrich Ringerincks værksted ca. 1625. Det store kirkeskib er skænket det ”ærlige Skipper-gilde til Ære og denne Kirke til Pryd Anno 1738”.

Gamle Mønt

Ved den vestlige ende af Am MittelBurgwall kommer vi ad en gangbro til samme gades sydside. Nr. 2 kaldes Gamle Mønt, skønt der ingen sinde er slået mønt her.

Byens statholder Adolf van Wael byggede det i 1626 og satte sit valgsprog over døren: Omne solum forti viro patria - "hvert sted er fædreland for den stærke mand”, et godt ord for en landflygtig. Gavlen er bygget, således at den hælder fremover for at værne muren mod regn. Denne byggemåde forekommer tit i Frederiksstad. I en tilbygning findes mennonitternes prydløse kirkesal, hvor der også holdes dansk gudstjeneste.

Paludanus-huset

Rundt om hjørnet, mod vest og langs den vestre kanal, Am Binnenhafen, kommer vi ind i den anden gade på venstre hånd, Westerhafen Strasse. Hvor den munder ud i Prinzenstrasse ligger Paludanus-huset.

Dette måske byens prægtigste hus ejes af Sydslesvigsk Forening, som har sat det i stand og indrettet det med mødesale og præstebolig. Huset, som ikke er helt så stort, som det ser ud til, er bygget i 1637 af remonstrant-præsten Godefridus Paludanus, som senere blev vinhandler. Døren er fra anden halvdel af 1700-tallet.

Via den katolske kirke til havnediget

Ad Prinzenstrasse går vi videre mod syd og kommer ud til Am Fürstenburgwall. I dens vestende ligger den katolske kirke, bygget 1853, da den tidligere bygning (opført 1846 af C. F. Hansens medarbejder og svigersøn G. F. Hetsch) blev Ødelagt under det slesvig-holstenske bombardement. Bygningen er uinteressant, men kirken er indviet til Sanctus Canutus, kong Knud den Hellige, Danmarks Riges værnehelgen, og den rummer 8 gode barokke træfigurer fra Husums gamle Mariekirke.

Vi går tilbage og kommer ad en bro over Fürstenburggraben ud på resterne af havnediget. Her lå tidligere byens havn, men alt er ændret efter anlægget af den nye vej, som samler vejene fra Husum, Tønning, Heide, Rendsborg og Slesvig.

Et stykke længere mod øst ad den nye vej og øst for slusen, der lukkede den østre kanal ud mod Ejderen, lå Mølleskansen. Denne var hovedmålet for slesvig-holstenernes storm den 4. oktober 1850. Den spærrede nemlig Ejder-diget, ad hvilket fjenden prøvede på at nå frem til byen.

Et vigtigt punkt i Sli-Danevirke linien

Fæstning har byen aldrig været, men alene ved sine kanaler og marskens uføre, som kun kunne overvindes ad veje eller langs diger, var den vanskeligt tilgængelig og let at spærre med feltskanser.

Efter Isted-slaget den 25. juli 1850 stod den danske hær i en stilling langs Sli-Danevirke linien. Dens vestlige fløj var Frederiksstad og Tønning. Slesvig-holstenerne holdt fæstningen Rendsborg, men det var nødvendigt for dem at slå den danske hær, da tiden og de politiske forhold arbejdede mod dem.

De forsøgte derfor først at gå over ved Mysunde, og da det mislykkedes, angreb de Frederiksstad. Hvis de kunne tage byen, ville de måske kunne true danskerne i flanken, og i hvert fald ville de så få herredømmet i Ejdersted, som alene ved sine rige bønders store skatteevne var et attrået mål.

Fra 29. september til 4. oktober 1850.

Oberstløjtnant Hans Helgesen havde i flere år boet i Bergenhusen og kendte egnen og dens natur ud og ind. Den 29. september 1850 åbnede slesvig-holstenerne ilden fra batterier på den holstenske side af Ejderen. Bombardementet varede ved i 5 dage og lagde hele den sydøstlige del af byen øde.

Deres styrker var på 12.000 mand med 68 stykker skyts, til dels af sværeste kaliber, 84-pundige granatkanoner, samt fire kanonbåde med svære kanoner på Ejderen. Helgesens styrke var, da den var størst, på 2.800 mand med 8 feltkanoner og 13 espingoler.

Den 4. oktober kl. 17,30 blev hovedstormen rettet mod hele østsiden af byen. Fjendens hovedmasse blev dog ført til storm ad Ejder-diget mod Mølleskansen. Sent på natten var angrebet afslået. Det blev krigens sidste slag. Vi går tilbage over broen til Am Fürstenburggraben og dernæst til højre, mod øst. Så kan vi i husmurene se kanonkugler fra bombardementet.

Remonstranternes kirke

Ad Lohgerberstrasse kommer vi til Kirchenstrasse, hvor Remonstrantkirken ligger. Den gamle bygning blev ødelagt under bombardementet. Den nye er fra 1852-54 i en slags nyrenæssance. Hvis man kan komme ind, vil man se, at der intet alter er. Remonstranterne er en gren af den reformerte kirke, som forkaster alteret, og i endnu højere grad end den lutherske kirke lægger vægt på ordet; derfor er der en prædikestol på alterets plads. Kirkesproget er nu tysk, men fadervor bedes stadig på hollandsk.

Gennem marsk-området

Fra Frederiksstad køres mod vest ad Bundesstrasse 202, mod Tønning. (Hvor vejen drejer til højre mod Koldenbüttel, kan de, som ikke har fulgt vor vejledning Husum-Svavsted-Frederiksstad, få fat i en spændende vej til Svavsted ved at køre over Koldenbüttel og Herrenhallig og hele tiden holde til højre). Men vi kører lige ud, og hvor vejen deler sig til Husum og Tønning, holder vi til venstre mod sidstnævnte by.

Landskabet er den inddigede marsk - et udpræget kulturlandskab gennemskåret af lige render og grøfter og diger. Hist og her ses gårde, ofte Haubarge, liggende på kunstige jordhøje, varfter (eller værfter; den ægte, gamle, danske form er værre, værrer). Man ser også små afrundede varfter uden huse på. De kan være gamle, fra middelalderen eller yngre.

 

Ved Ejder-diget

Efter en kro ved en grøft og derfor med navnet Jordan Krug kommer et vejkryds. Folk, som er så kloge, at de har god tid, kan dreje til venstre og køre en halv kilometer til Ejder-diget, som man kan se nærme sig fra syd. Det lønner sig at skue ud over Ejderens vældige strøm.

Vi kører atter tilbage til hovedvejen. Ved næste vejkryds (Harblek-Oldenswort-Rotenspieker) kommer vi over en gammel Eider-arm. Ejderens nuværende løb og brede tragtmunding, som er udspulet af det stærke tidevand, er først dannet i middelalderen. Flere ting tyder på, at Ejderen oprindeligt er udmundet i en stor strandsø meget vestligere end nu.

Vi har i lang tid kunnet se Tønnings 64 meter høje kirketårn med de smukke linier, og nu kommer vi ind i byen og søger mod dens midtpunkt, det store torv.

Byen er gammel som boplads. Den nævnes allerede i 1100-tallet, og måske er husene på Elisenhofwarft det ældste Tønning. Byens våben viser en tønde, men navnet har med ”tun”, indgærdet plads, at gøre. Kirkens ældste dele er fra o. 1200. Men mere end stedlig betydning fik byen først, da Gottorp-hertugen i 1581-83 byggede et prægtigt slot til Ejdersteds staller Caspar Hoyer.

Landskabet Ejdersted

Ejdersted var fra gammel tid et landskab med selvstyre; retspleje, skatteudskrivning og fordeling af offentlige byrder ordnede bønderne selv. Landskabets ”ministerium”, d. v. s. dets præsteskab, valgte selv sin provst. Den eneste hertugelige, senere kongelige, embedsmand var stalleren. Landskabet havde ret til selv at fremstille tre mænd, af hvilke hertugen, senere kongen, så skulle vælge stalleren. Dette frie selvstyre varede lige til 1864.

Kilde: Ture i Nord- og Sydslesvig, Politikens forlag, 2. udgave, 1969.