Retur
Optegnelserne er alle lavet på selve dagen efter ankomsten til overnatningsstederne. Bemærk, at der efter hver dag er tilføjet et link til alle den pågældende dags billeder.
Jytte kørte mig og min cykel til Jels med aflæsning lige på Hærvejen. Kl. 9:30 kunne vi lidt beklemte sige farvel til hinanden i dejligt vejr, jeg steg på cyklen, som altid med lidt blandede følelser. Ca. 800 km venter forude med Berlin som mål via en hjemmelavet rute, som i primært grad omfatter Hærvejen, Østersøruten og ruten Berlin-København samt en stor hjemmelavet strækning mellem Handewitt og Østersøruten mellem Femern og Lübeck.
Første overnatning er i Handewitt nogle få km syd for Ellund, men jeg måtte med min cykel via overgangen I Padborg. - Handewitt er velkendt for de fleste pga. Scandinavian Park med de mange butikker mv.
Selv om vinden (naturligvis) i dag er gået over i syd-sydøst, dvs. nærmest modvind, var den så tilpas svag, at det ikke var noget problem.
Strækningen var for mig ukendt, og viste sig at være en blandet fornøjelse. Skiltningen er helt perfekt - hvilket vist er et særsyn i DK.
Jeg blev lidt overrasket over, hvor store strækninger, der er grus - endda af den slemme type med et tykt lag, særlig slemt var det fra lidt syd for Rødekro til Kliplev, men herefter var det asfalt.
Seværdigheder er der også - især et par spændende broer: Immervad og Pouls bro, den første mellem Vojens og Rødekro, den sidste mellem Kliplev og Padborg lidt syd for det gamle tingsted, Urnehoved; de er helt forskellige, jf. fotos. Kort før Padborg går ruten lige gennem Frøslevlejren, der jo stammer fra 2. verdenskrig, men jeg undlod at fordybe mig i stedet, bl.a. fordi det var MEGET varmt.
Det er altid rart at ankomme tidligt til et overnatningssted, idet der er mange praktiske ting, som skal ordnes, inden der kan bestilles en dejlig sval fadøl.
Grusveje støver vældig meget, så jeg så mig nødsaget til at vaske min bluse, og håber så på, at den er (næsten) tør i morgen før afgang. - Desværre er stedets køkken mod forventning lukket, så jeg må finde noget andet, suk.
Alt i alt en god begyndelse på turen, godt vejr og ingen problemer med fysikken. Overnatningsstedet ikke rigtig pengene værd, bl.a. var køkkenet mod forventning lukket uden gode alternativer i området. Fotoalbum.
Dette var første del af den helt hjemmelavede rute, som i morgen - næsten - rammer Ostseeküsten Radweg ca. 50 km nord for Travemünde
Men i dag gik den via Mysunde og Eckernförde og Kiel til en sydlig forstad, nemlig Klausdorf.
Den har fungeret godt, ruten. Nogle km sydøst for Handewitt manifesterede den sig i den smallest tænkelige sti, netop hvor den passerede Trenen, der her kun er en beskeden å (billeder). Dernæst kom en længere strækning gennem nogle meget idylliske landsbyer, der er så stille, som kun tyske småbyer kan være det - tystere end julesne! Selv en hund ville holde sig for snuden, hvis den skulle få behov for et lille vuf.
Jeg passerede flere steder med navne, som er knyttet til de slesviske krige, men forfulgte ikke temaet. Ved Mysunde skulle jeg til min overraskelse over Slien med færge, en meget kort sejltur, idet Slien her minder om en flod. Stedet havde i de slesviske krige stor strategisk betydning og der blev kæmper her i både første og anden slesviske krig; faktisk var der en mindetavle lige ved færgestedet (billeder).
Fra Mysunde til Eckernförde og videre derfra til Kiel kørte jeg på cykelsti langs en befærdet landevej, mens jeg skottede til himlen, idet der var varslet tordenvejr i lummervarmen, og det trak da også op, men uden at der skete videre.
Ca. 15 km før Kiel gjorde jeg holdt ved en Lidl for at købe tre bananer til min frokost, men andre har forhåbentligt haft glæde af dem, eftersom jeg sløset blot lagde dem oven på min "overkuffert"...
Lige før Kiel undrede det mig, at der kom en meget (!) lang stigning, som imidlertid viste sig at være broen over Kielerkanalen, men så gik det jo tilsvarende nedad igen over en lang strækning. Længere inde kom jeg lige gennem/forbi Kiel's store universitet, hvor det naturligvis myldrede med unge mennesker i sommerlig afklædning; ak ja, den ungdom.
For at undgå en stor bue vest om byen skulle jeg med en havnefærge tværs over fjorden, men der viste sig at være næsten en times ventetid, og det var i det hele taget småt med informationener for uindviede som mig. Ventetiden blev fordrevet med en "null-fünf" liter fadøl, som i den grad var fortjent efter ca. 80 km i 26-27 graders varme. - Sejlturen endte i øvrigt med at blive gratis, idet billetautomaten ikke kunne klare en 20-euro seddel, og kaptajnen kunne heller ikke veksle; han slog ud med hænderne og det var så det.
Mit hotel i Klausdorf har restaurant, som oven i købet både er åbent og godt, så nu må I lige have mig undskydt - omeletten er lige kommet, og den ser fantastisk ud.
Så er jeg tilbage igen; den var virkelig også god, så nu er det lige før, jeg fortryder is-desserten, men jeg troede altså helt ærligt, at det var en lille portion.
En enkelt ting er mislykkedes i dag: Jeg sætter altid min Nokia telefon til at registrere dagens rute, men da jeg nåede hotellet, havde den intet (!) registreret, så der bliver for første gang i årevis et "hul" i dagbogen/Sportstracker. Min Garmin lavede også knuder på ca. halvvejen, så jeg måtte genstarte den, hvilket lykkedes og eneste konsekvens er en opdeling af dagens "track".
Til gengæld kan jeg nu konstatere, at samme Garmin aldrig tidligere har gjort så god fyldest som på denne tur; i stedet for som tidligere at køre en rute "turn-by-turn", er jeg nu gået over til en indstilling, hvor hele etapen er synlig på kortet, hvorefter det bare gælder om at "følge stregen". Dette fungerer helt perfekt, idet man slipper for maskinens zoom ind/ud, når den finder det passende (dvs. ved sving), OG man slipper for at den flipper ud ved ubetydelige afvigelser fra den planlagte rute. Nu kan man selv efter behov zoome ind/ud - og den husker indstillingen. Fotoalbum.
Vejrskifte fra ca. 26 grader til ca. det halve, men tørvejr - og medvind. Med den langærmede cykeltrøje over blusen var det faktisk mere behageligt.
Strækningen må indrømmes at være fejlberegnet: Al for kort og overnatningsstedet en skuffelse, idet det er under salg og temmelig udkantsagtig, men trods alt også billigt.
Jeg havde forventet vanskeligt terræn, derfor kort etape, men der var faktisk ingen vanskeligheder, og jeg var fremme i Thomsdorf så tidligt som kl. 13, og det kunne sagtens have været endnu tidligere. Strækningen fra Oldenburg in Holstein og hertil var forventet sådan lidt "alpeagtig", men i virkeligheden snarere som Karup Hedeslette.
Størstedelen er forløbet langs hovedvej 202, hvor man jo ikke har behov for GPS og knap nok et kort. Til gengæld var de første 5-6 km og de sidste ca 10 km meget labyrintiske og ville have været håbløse uden GPS. Igen i dag gik navigationen som en leg ved at bruge "følg-stregen" metoden, som giver det helt optimale udbytte af Edge 810. Resultat: Ingen fejlkørsler overhovedet.
Hermed er størstedelen af den hjemmelavede rute fra Handewitt næsten til ende; den har været effektiv, men på lidt for lange strækninger følgende meget befærdede landeveje. Men den er som ønsket en kraftig afkortning af Østersøruten. - I morgen tidlig "rammer" jeg efter få km denne rute og følger den herefter til Rostock, hvor den krydser Berlin-København. Fotoalbum.
Fremdeles en rute med mange overraskelser i form af spaghetti-veje og stier. Ikke langt fra start sad en stor rød kat på en mark i udkanten af en landsby med nyslået græs og stirrede intenst på noget, som viste sig at være en stork, der til gengæld var helt ligeglad med katten... Efter 10-15 km nåede jeg ud til kysten og dermed Ostseeküsten-Radweg, som på mange måder var overraskende: Elendig skiltning og en forbløffende blanding af strandpromenader og de vildeste jordstier (billeder), som ville være en udfordring også for mountain bikes. Et sted, hvor stien var under en halv meter bred, fes en stor hare over den så tæt på mit forhjul, at det var et mirakel, at jeg ikke ramte den.
Efter ca. 52 km særdeles udfordrende kørsel nåede jeg færgen i Travemünde og var så heldig at jeg som den sidste kunne køre ombord. Turen til Priwall på den anden side varer kun ganske få minutter, og jeg gik i land ret præcist kl. 12.
Jeg havde egentlig regnet med en fredsommelig rute til Wismar, men mens Holsten-siden overraskede ved færre bakker end forventet, var det omvendt på Mecklenburg-siden, hvor der var et stort antal ret voldsomme stigninger og nedkørsler, afvekslende med strandpromenader og utallige frakørsler til uovervågede strande. For første gang på turen var der mange turcyklister på færde, hvad der jo kun er hyggeligt. De fleste dog kun af den lokale slags. Belægningen veksler mellem den fineste asfalt og grus samt landevej, men som vanligt afvikles alt i god ro og orden. Jeg føler mig mere tryg ved at færdes her end hjemme i Esbjerg, hvor der ofte opstår farlige situationer pga. dårlig/manglende færdselskultur.
Sammenlagt har det nok været mit livs mest udfordrende etape, både med hensyn til strabadser og selve ruten. Fotoalbum.
Kølig (max. 13 grader) og meget blæsende morgen med frisk vind til kuling fra vest. Da dagens rute forløb nord-nordøst og øst var det ensbetydende med side- og rygvind. Modvind af den kaliber ville godt nok have været "ond".
Strækningen var meget afvekslende, men med færre bratte stigninger og fald end i går. Da det nu engang er en meget kystnær sti, undgår man ikke en række større (mest) og mindre feriebyer med et utal af hoteller, ferielejligheder og campingpladser med alt hvad deraf følger af butikker og restauranter. Strandene er sådanne stedet besat af de karakteristiske flettede kurve, og der er kun adgang mod betaling af en kurafgift, som erlægges i dertil opstillede automater. Der er utallige parkeringspladser langs vejen - mod betaling; der er penge i det hele - og orden overalt!
Som vanligt kom jeg hurtigere frem en forventet, og for at fordrive lidt af tiden cyklede jeg ind til centrum (havneområdet) i Warnemünde, hvor der var sort af mennesker. Det strategisk beliggende turistkontor kunne naturligvis udstyre mig med et glimrende kort over Warnemünde/Rostock til brug for planlægningen af min fridag i morgen, lørdag. Hotellet kunne supplere med at kort over den offentlige nærtrafik, og på en orienteriende gåtur i nærområdet kunne jeg så runde af med køb af "Tageskarte" til det hele, dvs. cyklen forbliver i hotellets Fahrradraum, så den også kan være udhvilet til Rostock-Berlin strækningen fra søndag morgen. (OBS: Der er en graverende fejl i Store Danske's opslag: Klostret er IKKE stiftet af Margrete I i 1270, idet hun først blev født i 1353. - Der er i stedet tale om Margrete Sprænghest). Fotoalbum.
Der går sporvogn næste lige ved hotellet, og da sporvogn er min yndlingsbefordring, var det en fornøjelse at kunne nyde turen ind til centrum (ca. 12 km) på denne praktiske måde. Efter ca. 30 min. var jeg i Lange Strasse lige midt i det hele. Det udmærkede bykort indeholder også ruteforslag til en gåtur rundt til de største seværdigheder, begyndende med Nordeuropas ældste universitet (Grundlagt 1419, Kbh. 1479), og dernæst
- Kloster zum Heiligen Geist, hvor Margrete Sprænghest stiftede en nonneorden i 1270. Stedet er nu indrettet som kulturhistorisk museum, som jeg senere brugte en del tid på (samme link).
- Kröpeliner Tor
- Stadtmauer mit Wallanlagen
- Lange Strasse
- Wokrenterstrasse med gavlhuse
- Marienkirche med fantastisk med et gigantisk astronomisk ur. Værket er fra 1472?! Nu UNESCO verdensarv.
- Neuer Markt og rådhus
- Kerkhoffhaus
- Steintor og Ständerhaus
- Kuhtor
Så var jeg ved at være lidt mør og gik tilbage for at se nærmere på det kulturhistoriske museum med rødder til en dansk dronning Margrete, der her kaldes den I., og som ifølge infotavlen skulle være begravet i Bad Doberan. Så vidste jeg, at det ikke kunne være hende, som vi andre kalder Margrete I. Lidt efterforskning afslørede, at der er tale om Margrete Sprænghest (o. 1230- 1283), som også har en meget farverig livshistorie.
Mit hotel ligger i en nordvestlig forstad, som hedder Lütten Klein.
Den består, og fortsætter næsten i det uendelige, af DDR boligblokke, som nu er en nymalede/renoverede og egentlig ser meget pæne ud. Mange af dem er 13 etager høje, andre lidt mindre. Hoteller, som er af samme afstamning, har 10 etager - heldigvis med elevator. Vi kender selvfølgelig også den type bebyggelse hjemme, men der bor/boede de fleste "arbejdere" dog i enfamiliehuse. De store kvarterer virker ikke ghettoagtige, men der flyder nok lige lidt mere affald, end man ellers ser. - Man får lidt associationer til burhøns og en meget fastlåst fremtid i disse omgivelser.
Inde i centrum er lørdagen præget af et myldrende liv og en meget afslappet atmosfære. Fotoalbum.
Kineserrestaurant - super.
Efter fridagen ventede en forholdsvis kort etape til DJH Güstrow, som faktisk ligger nogle km syd for byen ved en idyllisk sø. Vejret indbød imidlertid ikke til en svømmetur: Det var koldt, lidt blæsende og hele tiden på nippet til regn, faktisk slog det dråber det meste af turen, som i øvrigt næsten var for begivenhedsløs efter godt 12 kilometers kørsel gennem Rostock med forstæder.
Pludselig var skiltet der så: Berlin-Kopenhagen Radweg.
Den lille by Bützow har et flot rådhus mv. (billeder).
Ca. midtvejs til Güstrow går ruten vest om byen Swaan, der ligesom Worpswede er kendt for en kunstnerkoloni, så jeg kørte naturligvis til stedet, bare for at konstatere, at der var godt tre kvarter til åbning (kl. 11). Men nu ved vi da, at stedet findes.
Etapens beskaffenhed gjorde, at jeg var i Güstrow allerede ved middagstid, dvs. alt for tidligt til at tjekke ind på DJH, men det gav god tid til at besøge Schloss Güstrow, der også er et museum, der bl.a. overrasker med billeder af Cranach; absolut et besøg værd. Set udefra er slottet meget smukt i renæssancestil. Byen kalder sig faktisk "Barlachstadt Güstrow", efter kunstneren, billedhuggeren, grafikeren og digteren Ernst Barlach (1870-1938). - Hans atelier, som nu også er museum, ligger i gåafstand fra DJH, men et besøg ville levne mig for lidt tid, så det må også vente. Fotoalbum.
Belært af erfaringen trak jeg morgenmaden mv. godt en time længere end vanligt. DJH i Güstrow er et dejligt sted med den sødeste dame i receptionen, alting er bare ikke noget problem.
Morgenmaden var også super, og jeg var så småt klar til at køre ved godt 9:30-tiden. Et modent ægtepar var ligeledes ved at være klar til afgang, og jeg spurgte lige, hvor de skulle hen i dag - og så gik der ellers ca. 1½ time, før den snak sluttede... Det er den slags tilfældige hændelser, som jeg elsker. De var amerikanere og var i gang med en 5 måneders rundtur i Europa på mountain bikes. Foruden vandreture i Nordamerika har de siden pensionering cyklet ca. 70.000 miles i store dele af verden. De trak sig begge tilbage i 1995, begge er ingeniører, hun hos NASA og han i noget navy-relateret; siden 1995 har de så bare rejst og rejst. Til fods, på cykel og i autocamper og sikkert andre former. De har fast adresse i Cheyenne. Jeg fik deres mail-adresse mv., men sansede ikke at tage et billede af dem. Meget søde, meget stilfærdige og meget slanke mennesker. (www.outthereliving.com + Facebook og e-mail).
Igen en dag uden den truende/annoncerede regn, men tæt på med dråber og vandpytter nogle steder. I morgen sikkert...???
Etapen forløb mest gennem øde områder; faktisk kørte jeg de godt 70 km uden at komme i nærheden af en købmand, så min frokost blev reduceret til en pære fra morgenbordet og 3 småkager samt 3 slurke vand. Min livrem er da også nu i inderste hul; hvis udviklingen fortsætter, er det spørgsmålet, om jeg skal have mig et par seler i Berlin for at være anstændig.
Waren (Müritz) er en meget tiltalende lille by, som naturligvis lever af turisme. Som der så smukt står i min Bikeline-bog: Byen ligger idyllisk ved nordbredden af Tysklands største sø, den 117 km2 store Müritz, og i udkanten af landskabsparadiset "Müritz Nationalpark". - Det er et populært "Luftkurort", altså et kur-sted pga. af den gode luft. (Nate: Selv frisk luft kan altså sagtens sælges).
Jeg har nu HELT styr på hilsereglerne på de store cykelruter:
- de lokale ignorerer man totalt (med mindre de spærrer vejen, hvor man så kan more sig med at skræmme livet af dem)
- turcyklister fra par og opefter hilser man med et Hallo, Moin eller lignende.
- sidst, men ikke mindst, er der de andre ensomme ulve, næsten altid gråskæggede ældre mænd, barkede af vejr og vind og med værdig holdning. - Vi hilser på hinanden ved at løfte højre arm (!) fra styret, helst med øjenkontakt og et lille smil, men endelig ikke FOR højt løftet, strakt højre arm, som giver de forkerte associationer her i landet.
Der har endnu ikke været optræk til problemer med hunde, som de indfødte synes at have vældig godt styr på (ligesom deres børn), men da jeg spiste min frokostpære ude i ødemarken kom der en sort kat, som tiggede et eller andet. Jeg bød den på vand, pære og lidt kagekrummer, men den mjavede bare bebrejdende og hjerteskærende. Et uforløst møde, må man vel sige.
Nu skal jeg ud og spise; valget står mellem pizza eller kinamad. De der asiater giver altså mest "bang for the buck", og så er de altid så søde. Fotoalbum.
Regnen kom allerede i løbet af natten, så jeg tog mig meget god tid til morgenmaden i håb om bedring, men den kom ikke. Jeg anlagde derfor regnbeklædning lige fra regnovertræk til skoene og så opefter. Købsmærkerne sad endnu på Endura-bukserne, så de fik deres dåb i dag. Det silede ned i ca. 1½ time, hvorefter det klarede op, endog med en smule sol. Dagens højdepunkt var et besøg på Heinrich Schliemann Museet lige ved Ankershagen. Han er en god bekendt fra oldtidskundskab ("oldævl"), idet han i det nittende århundrede som amat ørarkæolog gav sig til at grave efter Troja's ruiner.
De professionelle arkæologer slog sig på lårene af grin, idet de var helt sikre på, at Homers Iliade var en myte uden nogen hold i historiske fakta. Smilene stivnede jo så senere, da Schliemann så både fandt Troja og mange andre mytiske stedet, herunder kilovis af guld og ti-tusindvis af andre fantastiske ting, som russerne så stjal som krigsbytte under den sidste verdenskrig.
Stedet er museum, fordi Schliemann tilbragte nogle lykkelige barndomsår i huset/museet. Fedt nok.
Efter en 1½-times tid fortsatte jeg uden regntøj, men det trak snart igen sammen og så måtte udstyret atter på - og så kom der ellers styrtregn af den slags der vist (af grunde jeg ikke kender) kaldes for skomagerdrenge.
Nå, men det var ikke koldt, hvad jeg næsten savnede, idet man ellers sveder under regntøjet.
Dagens overraskelse: Ruten passerer en bro over en lille å på en landtange mellem to søer, men da jeg kom dertil, var broen væk, og nogle gutter var ved at bygge en ny - ingen mulighed for passage. Jeg og andre betuttede måtte vende om og søge alternative veje. - Igen var jeg lykkelig for min Garmin Edge 810, som ledte mig gennem en stor skov og tilbage på ruten. Men det var sgu da for dårligt, at den manglende bro ikke var skiltet godt og grundigt, så man på et passende sted kunne havde fået tilbudt en optimal omkørsel.
Overnatningshotellet virker indbydende, og som det første sted er der varme i radiatoren, hvad der er meget praktisk til tørring af diverse udstyr.
Efter det kraftige regnvejr blev det sandelig igen solskin - en vejrmæssigt meget afvekslende dag må man sige. Og jeg kan - som annonceret - spise her på hotellet; og det er godt, for der er sikkert ingen alternativer i miles omkreds.
Jeg er faktisk noget overrasket over, hvor overvejende øde ruten har været siden Rostock; i går i særklasse, men også i dag.
Og i morgen er sidste overnatning før Berlin. Fotoalbum.
Regn. Jeg startede simpelthen i regntøjet, og det kom ikke af før ankomsten til overnatningsstedet her i Zehdenick. Min fine Endura regnjakke var blevet noget beskidt, så jeg tog den lige med i brusebad, hvor jeg let kunne skylle snavset af igen. Det er helt sikkert optimalt at gøre dette, inden skidtet når at tørre.
Hvad er en koncentrationslejr?
Store Danske skriver herom bl.a.:
koncentrationslejr, kz-lejr, lejr, hvor et regime eller en krigsførende magt uden forudgående dom eller tidsbegrænsning internerer politiske modstandere eller civilpersoner, der anses for fjendtlige".
Og det var faktisk IKKE tyskerne, som opfandt kz-lejrene:
"De første koncentrationslejre var de spanskereconcentrados under den cubanske frihedskrig i 1890'erne. Under Boerkrigen i Sydafrika 1899-1902 oprettede briterne fra 1901 lejre, concentration camps, hvor flere end 20.000 civile døde under umenneskelige forhold. I Tysk Sydvestafrika (det nuv. Namibia) oprettede den tyske kolonimagt lejre under Herero-opstanden. Her blev en stor del af hererobefolkningen sultet og arbejdet til døde. Efter Oktoberrevolutionen i 1917 etablerede det bolsjevikiske styre i Rusland tvangsarbejdslejre til internering af politiske modstandere, og i Sovjetunionen forvaltede GULag, Centralstyrelsen for Forbedrings- og Arbejdslejre, 1930-56 et vidtstrakt system af lejre."
Kilde: Store Danske
En aldeles fremragende artikel om Sachsenhausen er forfattet af familien Sørensen her.
Igen en dag mest i øde områder, men lige efter byen Fürstenberg (Havel) kommer man til kvinde KZ-lejren Ravensbrück, som jeg brugte en 1½-2 timer på (billeder). Samtidigt var der besøg af en stor gruppe unge mennesker med guide. De var alle meget stille og synligt berørte. Noget af det mest oprørende er, at næsten ingen af det lejrpersonale, som pinte, plagede og myrdede fangerne, nogensinde er blevet straffet for deres forbrydelser. - Det må være skæbnens bitre ironi, at den næste lille landsby hedder Himmelpfort og at lejren ligger det mest idylliske sted lige ned til en sø.
Snakkede med en del flinke mennesker, bl.a. mødte jeg en enlig dame, som er på vej til København og måske videre til Sverige. Hun bor i telt undervejs, men virkede sød og afslappet på trods af vejrforholdene. Ingen klagen her. Fotoalbum.
Ideelt vejr, mest solskin, passende temperatur - perfekt til cykling og en dejlig finale.
Den knap 100 lange etape kan passende deles i
- Zehdenick - Oranienburg/Sachsenhausen, ca. 35 km på en fantastisk god cykelsti, hvor det bare gik derudad. Her traf jeg en anden enlig, ældre herre, som kørte i samme retning, og vi faldt mere og mere i snak. Han var virkelig sådan en sød (!) mand, fra Potsdam og dermed på vej hjem fra Sverige/Danmark. Han kørte alene, fordi han sidste år havde mistet konen, som var død af brystkræft, og han trængte til at være alene, bl.a. fordi det var en tur, som han og konen havde planlagt at lave sammen.
Han skulle jo også kende mine planer, dvs. til Berlin og så med tog til Esbjerg i Danmark. Det kunne han slet ikke forstå - han troede sgu jeg var tysker (tø-hø). Han var også så venlig at komplimentere mig for min kørsel, og vi udvekslede alder: Han var 66 år og syntes, det var "Klasse", at jeg stadig kan cykle sålunde. Jeg labbede selvfølgelig det hele i mig, som når en kat drikker varm mælk, men protesterede beskedent... Han havde i øvrigt sammen med familien været i Varde og Henne.
Vi skiltes lige ved Oranienburg, hvor jeg drejede fra for at besøge KZ-lejren Sachsenhausen, her sad bl.a. Axel Larsen. Det er godt nok i overkanten med én KZ-lejr om dagen, men når nu vejen falder forbi. Det er interessant, at de fleste besøgende faktisk er grupper af unge, og hvor tydeligt de er meget berørte af det, de ser og hører. Det er også dejligt at opleve, hvor supergodt de opfører sig, selv om de kommer i store grupper.
- Oranienburg - Hennigsdorf, ca. 25 km er til gengæld en træls strækning, speciel gennem byen Birkenwerder, hvor noget af ruten er spærret og omkørslen besværlig.
Kort efter besøget i Sachsenhausen var det uhyggeligt tæt på at gå galt: En yngre kvinde kørte foran mig, og jeg ville passere hende højre om, idet hun korrekt kørte til venstre på den strimmel, som er beregnet til cyklister. Idet jeg så kører op på siden af hende, drejer hun pludseligt til højre - lige ind i mig, men ved et mirakel undgik jeg at vælte, selv om det må have set halsbrækkende ud. Nå, jeg gad ikke standse for at skælde hende ud - hun væltede faktisk heller ikke, så der skete jo ikke noget.
Efter byen er stien præget af trærødder, som gør den ekstrem ujævn - og uforudsigelig, fordi de er vanskelige at se.
- Hennigsdorf - Berlin Mitte, også ca. 25 km. Denne strækning er faktisk overraskende fremkommelig. Helt inde i centrum er det selvfølgelig en anden sag, men man føler sig som cyklist rimelig tryg i den berlinske trafik. Jeg lagde vejen gennem hovedbanegården for at få styr på, hvilken "Gleis" mit tog går fra, og for at få et indtryk af, hvor lang tid jeg skal regne med fra hotellet lørdag morgen, idet hotellet ligger 6 kilometer fra Berlin Hbf i distriktet Friedrichshain-Kreuzberg, som blev dannet i 2001 ved en sammelægning af bydelene Friedrichshain og Kreuzberg.
Fotoalbum.
Kreuzberg
Bydelen gjorde et - overraskende - postivt indtryk på mig, både hvad miljø, stemning og byarkitektur angår.
Det er her interessant, at Friedrichshain ligger i det tidligere Østberlin, mens Kreuzberg ligger i det tidligere Vestberlin. De to bydele adskiller sig derfor markant fra hinanden, bl.a. etnisk idet befolknings-sammensætningen i Kreuzberg er stærkt præget af indvandrere: Ca. 33% er af anden etnisk herkomst end tysk - og gennemsnitalderen er også betydelig lavere i denne bydel.
Lidt fra hotellet på Fraenkelufer fangede en bygning min opmærksomhed: Den forekom mig bekendt, og efter hjemkomsten viste det sig, at den er afbildet og omtalt i en kunst- og arkitekturguide. - Jeg har taget billedet fra Admiralsbrücke. Lidt yderligere research afslørede hurtigt, at området er et helt skatkammer af den slags byfornyelser, s. f.eks. her. Flere billeder med et par eksempler på virkningen af træbeplantning i bycentrum, se her.
Dagen var på forhånd reserveret til byen, men blev desværre præget af kraftig og vedvarende regnvejr, som umuliggjorde almindelig sightseeing, både på cykel og på anden vis.
Det blev derfor en museumsdag med offentlig transport og ubekvemme gåture fra stationerne til/fra destinationerne:
- Georg Kolbe museum ude i nærheden af det olympiske stadion. Georg Kolbe er en af Tysklands store skulptører mv. og museet er hans tidligere atelier. Lige i nærheden af Georg Kolbe Hain (dvs. lund) med nogle af hans skulpturer. Vejret umuliggjorde imidlertid besøg i lunden, så udbyttet blev noget begrænset, men museets gårdhave gav da en forsmag på hans kunst. Resten må vente til en anden god gang.
- Helmut Newton Stiftung/Fotografisk museum lige ved Bahnhof Zoologischer Garten. Helmut Newton var ikke mindst fascineret af langbenede modeller og andre appetitlige damer, men var også en umådelig efterspurgt portrætfotograf - og playboy. Museet rummer en mængde af hans personlige ejendele og fotoudstyr med videre. Der var masser af gæster, og langtfra kun mænd. Paradoksalt nok var fotografering på stedet total verboten. Absolut besøget værd.
- Gemäldegalerie nær Potsdamer Tor. En god gammel kending fra et tidligere besøg i Berlin, men med en malerisamling, der sagtens kan tåle gentagne besøg. Desværre var en større del af museet lukket pga. klargøring af ny udstilling, men helt klart et museum i verdensklasse.
Tre museumsbesøg på én dag er mere end nok for de fleste - i hvert fald for mig, så jeg tog hjem til hotellet i Kreuzberg for at tørre tøjet og begynde pakningen til hjemrejsen lørdag morgen.
Et mål, som altså blev opgiver, var Hofeisensiedlung ("Hestesko bebyggelsen") nogle kilometer syd for Kreuzberg, et verdensberømt og banebrydende beboelseskompleks, bygget 1925-33 og designet af arkitekten Bruno Taut. Målgruppen var almindelige arbejdere, der havde mere end svært ved at finde ordentlige lejligheder til en husleje, som de kunne betale. Fotoalbum.
Jeg havde billet til et tog fra Berlin Hbf med afgang kl. 09:06 med destination Westerland på Sild, dvs. jeg havde kun ét skift i Nielböll, hvor Arriva holder på samme perron og venter, så det er simpelt hen den bedst tænkelige forbindelse. De 6 km fra hotel til banegår var en fornøjelse en stille lørdag morgen, og jeg nappede lige et par billeder undevejs.
Kl. 17 kunne jeg ringe på døren hjemme i Esbjerg, og tænk - Jytte lukkede straks op til et dejligt gensyn.
Esbjerg, den 20. juni 2016.
