Til forsiden

Om en alene- og kulturcykeltur i juni 2016 - efter turen.

Jels - Berlin, 6/6 - 18/6.

Ti dage på cyklen, to til turisme og én til hjemrejse, i alt tretten dage på farten.

Der blev cyklet godt 800 km, dvs. i snit godt 80 km/dag af noget varierende længde og beskaffenhed: Fra perfekte, asfalterede stier til de utroligste strækninger, som endog vil være udfordrende for vandrere; fra flade stækninger til etaper med kraftige stigninger/fald. Overraskende lange strækninger gik gennem mennesketomme områder, andre gennem nok så udfordrende byområder. Vejret varierede tilsvarende fra meget varmt/tørt til masser af regn og fra næsten vindstille til kraftig blæst. Men planerne fungerede, cyklen klarede strabadserne uden skader (sikkert takket være de to nye hjul), og det samme gjorde jeg selv.

Det kulturelle fyldte ganske meget med besøg i to kz-lejre og 5-6 museer.

De to kz-lejre var intererssante på hver sin måde; der er jo desværre mange andre i og uden for landet, som det ser ud i dag, men de sender glædeligvis et stærkt budskab om, at Tyskland ikke forsøger at skjule denne del af fortiden, tværtimod.

Rostock var et helt nyt bekendtskab bl.a. med danske undertoner og blandt mange seværdigheder og museer et helt fantastisk astronomisk ur i Marienkirche.

Ankershagen er blot en ubetydelig landsby ca. midtvejs mellem Rostock og Berlin, men såfremt man som jeg er interesseret i "oldævl", byder den på noget så overraskende som et Heinrich Schliemann museum. Schliemann var søn af den lokale præst og tilbragte sine barneår i huset tæt på kirken, og huset er nu museum. Schliemann blev forretningsmand og var et sproggeni - han kunne efter en selvopfunden metode lære et nyt sprog på 6 (seks) uger, og beherskede ved sin død ca. 20 sprog. Men hans altdominerende interesse var den græske oldtid, og han mente - helt modsat datidens fagfolk - at de græske myter rummede en historisk kerne, f.eks. at Troja faktisk havde eksisteret og var blevet udslettet i den trojanske krig som beskrevet i Homer's Iliade. Som arkæolog og oldtidsforsker var han selvlært og jo dermed egentlig amatør. Men han havde ret og er måske historiens mest succesrige arkæolog og oldtidsforsker.

Berlin er naturligvis noget for sig selv, desværre blev min turistdag her præget af kraftig og vedvarende regn, så det blev udelukkende til museumsbesøg, to nye og et "gammelt":
- Georg Kolbe Museum (skulptur), som pga. vejret blev begrænset til selve bygningen og en meget hurtig tur haven.
- Helmut Newton Stiftung (fotografi) og
- Gemäldegalerie.

Helmut Newton er/var kendt for sine portrætfotos, og - ikke mindst - sensuelle/erotiske kvindeportrætter, men stedet rummer også en masse af hans personlige ejendele samt udgør et fotografisk museum, som viste sig meget velbesøgt - og ikke kun af mænd...

Gemäldegalerie er til enhver tid et besøg værd, bl.a. med et stort antal Rembrandt'er og snart sagt enhver betydende gammel mester (link); uden et kort over bygningen er det faktisk meget svært at finde rundt.

Mange landsbyer og mindre byer gjorde indtryk med deres idyl og totale stilhed. Landskabeligt "led" turen nok lidt under konkurrencen med sidste års tur, især finalen med Alperne, som voksede frem i perfekt vejr, men også de pragtfulde katolske kirker.

Turen bød også på nogle dejlige møder med andre turcyklister, i særklasse det amerikanske ægtepar, som siden deres pensionering i 1995 har vandret og cyklet i næsten hele verden, herunder cyklet ca. 100.000 km.

Igen i år må jeg fremhæve den glæde og nytte, jeg har haft af Garmin Edge 810. Der spares virkelig megen tid ved aldrig at fare vild og ved altid at kunne finde og følge cykelstierne gennem større byer, hvor man ellers hurtigt kan blive hægtet af.

Burde noget have været planlagt anderledes? Ja, jeg kom påfaldende konsekvent for tidligt frem til overnatningsstederne, dvs. der var en tendens til for korte dagsetaper.

Samlet vurdering: Helt klart en vellykket tur.