Dagbog

Optegnelserne er alle lavet på selve dagen efter ankomsten til overnatningsstederne. - Dog er der efterefterfølgende tilføjet links, hvor det er skønnet nyttigt.

12. juni, Esbjerg - Spandau Hbf - Ferch, 43 km.

Turen startede meget fredsommeligt med cykelturen til Esbjerg Banegård, afpasset så Jytte i givet fald kunne nå at undsætte mig ved punktering eller lignende. Kom derfor ca. ½ time for tidligt, men vejret var OK til bænken.

Så var der en, der sagde Hej - og det var Reni, dervar kommet for at sige farvel til Poul og Mettes gruppe, der jo var over alle bjerge med en tidligere afgang, ja faktisk var Mette og Poul taget afsted dagen før. Nå, men vi fik en hyggelig snak, og så blev det tid til at stige på Arriva.

Jeg skulle skifte i Niebüll og Hamborg, men alt gik iht. rejseplanen, så jeg kunne stige af i Berlin-Spandau kl. 16:44. Lidt af en stresstest, for toget holder kun ca. 2 min., og vi var adskillige turcyklister, men så hjælper man hinanden. Turen fra Spandau via Potsdam til Ferch viste sig mere udfordrende end ventet pga. lukkede cykelstier og omkørsler. Desuden var vejret temmelig truende, ganske lunt, men med sorte skyer lurende. Jeg havde faktisk regnet med en lille times ophold ved Sanssoucis-slottet i Potsdam, men da jeg var kommet noget langsommere frem end forventet og var betænkelig ved vejret, blev det kun til et meget hurtigt kig ind i slotsparken. En afstikker til Glienicker Brücke blev også hurtigt skrinlagt. Nå, men jeg nåede frem til overnatningshotellet i Ferch i tørvejr og god behold samt tidsnok til en pizza og en stor fadøl, inden køkkenet lukkede.

13. juni, Ferch - Dessau, 97 km.

Etapen viste sig på flere strækninger at blive et mareridt. - Den tog sig ellers så godt ud hjemme på skærmen, da den blev fastlagt, men viste sig for flere kilometers vedkommende at være ufremkommelig, selv mtb ville være kommet til kort her.
Kilometervis af skovveje var kun egnede for bæltekøretøjer og skovvæsenets store maskiner, andre steder var der løs sand i hjulsporene, som hjulene sank så dybt ned i, at jeg måtte stå af for at trække/skubbe.
Disse strækninger var naturligvis også helt mennesketomme, så hvis jeg havde fået en alvorlig skade på cyklen eller var væltet og selv kommet til skade, ville det have været temmelig problematisk, men det gik heldigvis (efter omstændighederne) godt.

Da jeg efterhånden havde sat ganske megen tid til, begyndte jeg at justere ruten, så den blev lidt længere men fulgte asfalterede landeveje, og det var en god beslutning. Oven i det hele havde jeg en frisk vind lige imod mig, så jeg var lidt bekymret for, om jeg ville gå "sukkerkold" og måske ude af stand til at gennemføre etapen. Heldigvis blev vejret i løbet af dagen forholdvis køligt, dvs. perfekt til krævende cykling. Jeg gjorde holdt i Bad Belzig og købte en klase bananer og en pakke Snickers. Efter 3 bananer og 3 Snickers tog jeg fat på de sidste ca. 60 km, og jeg tror faktisk, at det virkede, for jeg kom i mål i Dessau i fin form, og det var jeg meget godt tilfreds med.

Ud over overvældende megen natur mødte jeg lidt før Dessau en gruppe unge fyre på racercykler. De var fra London og meget søde, men kort efter gik det galt for den bagerste, da han overså en høj, skarp kant, som punkterede hans bagdæk, og jeg kan sagtens tænke mig, at fælgen også tog skade. - Bare et øjebliks uopmærksomhed og så står man med trælse problemer. Efter ankomsten til DJH Dessau (rart sted) kunne jeg lige nå en lille rundtur i byen, bl.a. forbi Bauhaus-skolens smukke bygning og Meisterhäuser, der snart er 100 år gamle, men ser ud som var de bygget i sidste uge.

Med mindre vinden vender i løbet af natten, vil jeg i morgen få langt gunstigere vindforhold. Desværre har jeg ikke internetforbindelse her, så jeg kan ikke tjekke vejrudsigten for området. De næste tre dage følger jeg Elben og de tre overnatningssteder er alle gode, gamle kendinge, så jeg regner med færre og mindre udfordringer. Fint nok!
Morgendagens etape er udregnet til  godt 70 km, så det bliver nærmest en slapper!

Alt i alt en god om end anstrengende dag.

14. juni, Dessau - Pretzsch, ca. 72 km.

Pragtfuld dag, sol fra morgenstunden, yougurt til morgenmad og omgivet af glade børn (ca. 12 år gamle, velopdragne). Vandrerhjem er ofte dejlige overnatningssteder; denne gang med et kæmpe værelse med ditto badeværelse, og så kan man spise rimelig aftensmad for 5,50 Euro blandt søde mennesker.

Jeg satte kursen direkte med  Elberadweg, der over tre dage skal føre mig til Dresden. De første mange kilometer fra Dessau går den gennem Gartenreich, som er udførligt omtalt i turen for 3 år siden. Efter ca. 20 km krydses Elben med færge for 1½ Euro (drivmidlet er strømmen i Elben, så grønnere kan det ikke blive), og efter yderlige små 20 km var jeg ved Slotskirken i Wittenberg, hvor Luthers 95 teser fremdeles står på kirkedøren, hvor han jo slog dem op for ret præcist 500 år siden. Efter flere års restaurering er kirken igen åbnet, men jubilæet gør på det nærmeste byen ufremkommelig: Der er ikke langt mellem grupperne med hver sin fører, nogle med samtaleanlæg, nogle uden, men alle tydeligt adskilte fra hverandre.

St. Marien var om muligt endnu mere fyldt med mennesker, men til gengæld var der denne gang fri adgang til (reformations-) altertavlen med de berømte Cranach-billeder, som jeg naturligvis fotograferede.

For mig er Kartoffelhaus en næsten lige så stor attraktion som Luther-seværdighederne. Underligt nok var der masser af plads, og jeg bestilte uden tøven brasede kartofler med spejlæg (plus en fadøl), der serveres i en stegepande af støbejern, så det hele holder sig varmt, længe efter appetitten har givet fortabt; få vil kunne sætte en sådan portion til livs - jeg kunne i hvert fald ikke.

På vej ud af byen kommer man forbi Luther-egen, hvor han i 1520 skulle have brændt pavens bandbulle mod ham. Efter 15-20 km kommer man til Elster, hvor jeg tog færgen over til Elbens venstre bred, som jeg fulgte de sidste små 20 km til Parkhotel Pretzsch, hvor jeg har overnattet ganske mange gange, senest for 3 år siden.

Det smukke vejr holdt sig på hele etapen, så der bliver snart brug for solcremen.

Dessau med Bauhaus, Gartenreich Dessau-Wörlitz og andre seværdigheder er oplagte at kombinere med besøg i Wittenberg; to-tre dage kan man sagtes bruge.  

15. juni, Pretzsch - Riesa. 83 km.

Pragtfuldt morgenmåltid på hotellet med flere af mine yndlings yoghurt, røræg med stegt bacon og pølser osv., osv. Fik også lige hilst på Herr Morgenstern, direktør og hotelejer.

- Der var et stort busselskab fra DK, som han charmerede til fuldkommenhed. Jeg talte med et par søde ældre damer (vel ca. først/sidst i 70'erne), der var vildt begejstrede for stedet og hele arrangementet. Og som de sagde: Det er jo ikke en gang dyrt! De rejste med et busselskab ved navn Vitus, med udflugter i omegnen, sejltur på Elben, vandretur rundt i byen, hvor Herr Morgenstern efter hver 10 meter sagde: Én kilometer. Turen endte i parken med fakler og en masse mad og drikke. Jo, de havde godt nok røde kinder... Morgenstern påstod, at han godt kunne huske mig, men...).

Således opmuntret svang jeg mine gigtplagede, gipshvide ben over bagagen - og kørte omgående forkert, lige ind i en børnehave. OK, det var kun ca. 100 meter, så skaden var hurtigt gjort god igen.  Ruten går i øvrigt forbi en lille rundkørsel med en obelisk til minde om en elsket lærer, Herr Baumann, der fungerede i byen for ca. 140 år siden. - Jeg har, hidtil forgæves, efterlyst eksempler på tilsvarende mindesmærker i Danmark. En lidt gnaven tidligere skolelærer mente dog at der vist skal findes én på Mors (!), men han lød godt nok ikke overbevisende. - Det er sgu da ikke noget at blive sur over, vel?

Hvis der var noget opsigtsvækkende inden Torgau, har jeg allerede glemt det igen. Torgau er stedet, hvor russerne og amerikanerne mødtes i april 1945, da tyskerne var helt i knæ. De arme, flygtende tyskere var dog helt sikker på én ting: Det gjaldt om at kommer over til amerikanerne og overgive sig til dem - ikke til russerne. Stemningen fra dengang hviler åbenbart endnu tungt over lokaliteteten, idet min Garmin Edge 810 slukkede for sig selv lige før stedet, hvorved data for de forløbne ca. 32 km gik tabt for eftertiden. Interessant nok trak amerikanerne sig tilbage, langt tilbage fra Elben ved Togau efter Potsdam-konferencen, så stedet ligger pænt langt inde i det tidligere DDR.

Jeg har i øvrigt en stor svaghed for det tidligere DDR: Der er mange steder, der endnu ser ud som min barndom, sådan lidt miserable landsbyer med toppede brosten (ikke godt for hverken min cykel eller min r..), og folk er bare så søde. På en helt kilometer langs cykelstien var der moreltræer med modne bær, og her fik man til fulde illustreret flosklen om de lavthængende frugter: De var nemlig plukket af de satans turcyklister, og så kunne man ellers stå der og glane op på lækre, fuldmodne moreller - helt uden for rækkevidde.

Jeg ankom til Wettiner Hof (dejligt hotel!) i Riesa allerede ved 14-tiden efter at have drukket 2 liter vand undervejs, spist to bananer og en enkelt Snickers, så nu har jeg da fortjent et godt aftensmåltid - efter et smugkig i menuen skal det vist være noget med Spargeln. I morgen venter er ret kort etape til Dresden, afpasset så eftermiddagen vil være til rådighed i byen. Idé: Nogle af de mange hundrede skulpturer i det offentlige rum plus mange af de gode, gamle kendinge. (Zwinger, Frauenkirche, osv., osv.)

16. juni, Riesa - Dresden, 67 km.

Natten bød på torden, kraftig regn og blæst, kort sagt et vejrskifte, som indtil sidst på formiddagen føltes meget behageligt, måske også hjulpet på vej af en svag medvind. Morgenmaden på Wettiner Hof var (som ventet) super, i det hele taget er det et særdeles dejligt hotel med rimelige priser, et hotel som jeg med glæde ville besøge igen, også i bil, idet der er gratis parkering på stedet.

Jeg valgte Elbens venstre bred (den mod vest) på etapen til Meissen, og den var fremkommelig omend nok lidt mere "rustik" end højre bred, som de fleste vælger. Et sted, tæt på floden, var der lige en speciel oplevelse: Jeg passerede en stork på 2-3 meters afstand; den havde en snog i næbbet, der fortvivlet men forgæves prøvede at slippe fri igen. Jeg blev så paf, at jeg ikke sansede at tage et billede af begivenheden...

Denne gang tog jeg den noget besværlige opkørsel til centrum i Meissen, besværlig fordi gaderne er både stejle og belagt med toppede brosten. Porcelænsmanufakturen ligger så langt fra torvet, at jeg ikke orkede turen på brostenene, og da bare et fingerbøl efter sigende koster flere hundrede kroner, havde jeg nok ikke købt noget alligevel. Men bykernen er meget smuk, så det var absolut anstrengelserne værd.

På strækningen Meissen - Dresden valgte jeg højre bred med en særdeles god cykelsti. Fra Radebeul og til Coswig er der masser af vinmarker, Tysklands nordøstligste iflg. de autoritative kilder. Vinavlen i området kan spores helt tilbage til 1100-tallet. Allerede 10-15 km før Dresden begyndte himlen at se truende ud, det støvregnede lidt og vinden tog til i stød. Præcis som jeg nåede ind under en motorvejsbro i byens udkant gik det løs med piskende regn og voldsomme vindstød, samtidigt med at tempetaturen faldt ca. 10 grader fra 22-23 til 12-13 grader. Jeg tog først min lune cykeltrøje på og lidt senere min tynde regnjakke; da jeg ikke var blevet våd, havde jeg det lunt og behageligt, men det tog det meste af en time, inden regnen var stilnet så meget af, at jeg kunne fortsætte.

Til trods for forsinkelsen nåede frem til "Canaletto Blick", stedet hvor Canaletto malede det berømte billede (faktisk en hel serie) af byen med Augustusbroen i forgrunden og alle de ikoniske bygninger i baggrunden, en skyline der i høj grad stadig er intakt, selv om han malede billedet i midten af 17-hundredetallet. Vejret var igen blevet ganske godt, men jeg kunne tidligst tjekke ind på vandrerhjemmet kl. 16. Efter en lille afstikker i Neustadt krydsede jeg Augustus-broen og var dermed i centrum af Altstadt med alle de store seværdigheder til alle sider.

Jeg drejede af mod Frauenkirche langs "Fürstenzug", hvor en mand og hund var frosset fast på fortovet midt i bevægelsen - altså også hunden, og det sidste var nyt for mig... Efter Frauenkirche satte jeg kursen mod Grosser Garten, hilste lige på "Trümmerfrau" i forbifarten. Jeg havde sat næsen op efter en masse skulpturer i parken, men bortset fra et gensyn med Mozart-danserne fandt jeg ikke rigtig nogen, så jeg endte med at besøge det fremragende Hygiejne-museum, der ligger i den nordlige ende af parken. Temaet er faktisk ikke renlighed, men mennesket. Kan varmt anbefales!

Ved godt 16-tiden tjekkede jeg ind på et rummeligt værelse med de nødvendige faciliteter og (overraskelsen: gratis wifi, som også virkede på værelset). Inden spisetid ville jeg lige handle lidt Snickers til i morgen og cyklede ind til Altmarkt Galerie, et - viste det sig - enormt indkøbscenter, hvor jeg faktisk fór vild. Det gjorde dog ikke så meget, idet der igen kom en enorm byge med stormstød og stort tempereturfald.

DJH var i mellemtiden blevet indtaget af en stor gruppe ca. 15-årige skoleelever, der rent ud sagt laver en helvedes larm - og kigger med åbenlys forbløffelse på mine ikke (indrømmet) helt ungdommelige træk. Det overgår åbenbart deres forestillingsevne, at SÅ gamle mennesker kan bo på et vandrerhjem...

Morgendagen forventes at blive relativ kølig og noget blæsende.     

17. Dresden - Bautzen, 61 km.

Turen til nu: 423 km, dvs. pænt over halvvejen.

Vejret var koldt, blæsende og tørt, men da der mest var medvind, var det faktisk fint med 13-14 grader og ingen sol. Også denne etape var helt hjememlavet, men denne gang fungerede den fint, selv om der var nogle km på en stærkt trafikeret hovedvej uden cykelsti (den er ved at blive lavet). Kombinationen af rygvind og tidlig afgang fra Dresden betød ankomst i Bautzen centrum ved 12:30 tiden. Jeg havde på forhånd haft stor respekt for etapen, fordi det går stejlt opad efter broen over Elben i østlig retning; faktisk var der uafbrudt stigning over 3- 4 km, så jeg fik brug for den lille klinge og lave gear, men det gik over al forventning. Da stigningen først var overstået, var terrænet bare almindelig kuperet og ganske fredsommeligt.

Kæden var blevet for tør, så den fik en gang tiltrængt olie, hvorefter der begyndte at komme bekymrende lyde, men jeg kunne ikke se skader og havde i øvrigt heller ikke andre muligheder end at fortsætte. Heldigvis er mislydene stort set væk igen - måske sandskorn i en lidt slidt kæde?

Bautzen har en meget smuk historisk bykerne med ringmur og en masse indbyggede forsvarstårne - faktisk er vandrerhjemmet indrettet i et af dem, i mange etager og lange gange, så det er en kraftig sag. Det lukkede først op kl. 17, så jeg spurgte på turistkontoret, hvordan jeg bedst udnyttede tiden. Det blev først til et besøg i katedralen, dermæst Museum Bautzen og til sidst et fhv. Stasi fængsel, som har gjort byen berygtet i hele det tidligere DDR. Begge museer er fremragende. På Museum Bautzen var der indledningvis et interessant display af temperatursvingninger i de sidste 4 mio. år. Det afslørede ubarmhjertigt, at der har været masser af perioder med lige så høje temperaturer som nu - helt uden menenskelig indblanding (billeder).

Byen er åbenbart også kendt for - sennep; Der findes en sennepsrestaurant, hvor alle retterne er med sennep (vist også i øllet...), men der var ingen ledige borde, så jeg fandt i stedet "Hotel Goldener Adler" med super betjening og god mad (bækørred).
Og så er byen jo hovedstad for sorberne, en slavisk stamme, som man tidligere har gjort sit bedste for at fordrive og udrydde, men her (i området) bor der altså 50-60.000 stykker med eget sprog og det hele, hvilket bl.a. indebærer, at en masse (vej- og by-) navne er på både tysk og sorbisk. Følgelig er der også sorbiske restauranter med dertil hørende retter og et sorbisk museum, som jeg desværre ikke nåede - De viste i øvrigt en Olsen-bande film i aften. Hvis man kommer på disse kanter, kan byen absolut anbefales.

Fra og med i morgen skulle vejret igen blive forholdsvist varmt - og varmere endnu i overmorgen. UPS, nu har jeg lige glemt, at det jo er søndag i morgen, dvs. ingen åbne butikker, så det bliver bananfri dag. Heldigvis har jeg 6 Snickers på lager.

18. juni, Bautzen - Cottbus, 85 km.

Vejret pragtfuldt, varmt, solrigt, 25-30 grader og svag modvind til behagelig svaling. Men lad mig starte med lige efter midnat...

Jeg går jo tidligt til ro, så der var ikke noget unormalt i at jeg skulle på toilettet på denne tid. Imidlertid var der en fornemmelse i maven, der sagde mig, at det måske var en idé at jeg SATTE mig på toilettet, og det er jeg i dag taknemmelig for på egne og vandrerhjemmets vegne. Det, som nu skete, nærmest løftede mig 5-10 cm fra brædtet. Det var sådan lidt som de forvarsler, der kendes før store vulkanudbrud med små skælv og lugten af svovl (-brinte). Hvad der siden hændte vil jeg ikke gå i detaljer med, bortset fra at det fortsatte med en serie efterskælv med ca. en times mellemrum indtil kl. 8 i morges.

Jeg var ærlig talt noget nedslået ved tanken om, at jeg sikkert skulle gøre holdt hveranden kilometer dagen igennem, så jeg huggede for en sikkerheds skyld en rulle toiletpapir. I min toilettaske fandt jeg to små grønne tabletter, hvoraf jeg tog den ene - jeg tror nok, den er mod diarré. Hvorom alting er, så har jeg ingen problemer haft med maven hele dagen, så mon ikke jeg er ovre det?

Dagsetapen viste sig at være særdeles fin, ca. halvdelen af  den var Spree Radweg, som jeg i planlægningsfasen besluttede ikke at følge slavisk, da det ville have krævet 2-3 dage mere. Men den del, jeg fulgte gjorde et virkeligt godt indtryk. Over en lang strækning kørte jeg mellem store søer, der i virkeligheden er gamle brunkulslejer, som langsomt fyldes med vand og så bliver til rekreative områder. Mange af dem er mange kilometer på hvert led, så omfanget er næsten ikke til at fatte.

Man kører på grønne stier næsten ind i Cottbus' bymidte, men så hæver fortryllensen sig også, da byen - i modsætning til Bautzen - må have været næsten totalt udbombet under krigen. Til gengæld er hele bymidten, altså alle pladser og betydende gader, i dag besat af et enormt tivoli, sikker adskillige, dertil utallige udskænknings- og spillesteder, og det er sort af mennesker, der helt åbenbart nyder det hele af hjertens lyst. - Lige nu kunne jeg godt bruge et sæt høreværn, og det fortsætter sikkert til midnat.

Jeg har nu rundet 500 km siden turens begyndelse og føler mig efterhånden i virkelig fin form - og det er jo bare skønt. Faktisk resterer der nu kun to køredage inden hjemturen, i morgen en noget kortere etape end i dag. - Etapelængderne er faktisk i høj grad betinget af overnatningsmulighederne.

Jeg har i år overvejende boet på vandrerhjem, og det har været fortrinligt - bortset fra, at der ofte kun kan tjekkes ind ret sent, i går og i dag klokken 17. Men man får utroligt meget for pengene.

19. juni, Cottbus - Köthener See, 74 km.

Etapen viste sig at være den måske mest "velskabte" af dem alle på turen. Spreewald er berømt for agurker ("Gurken"), lovprist af selveste Theodor Fontane, så naturligvis er der en "Gurken Radweg", som så fører gennem endeløse agurkemarker... Nej, jeg så ikke en eneste agurkemark! I Lübbenau så jeg dog et udflugtstog til agurkeland, så de findes altså.

Men allerede efter godt 15 km gik ruten gennem kurbyen Burg og herefter kom et langt forløb til og med Lübbenau, som er helt fortryllende og derfor også meget populær og derfor mange cyklister på stierne. Området ved Lübbenau er en labyrint af kanaler, store og små vandløb og i øvrigt en frodig sump. Dette bliver turistmæssigt bl.a. udnyttet til udlejning af kanoer, som jeg så virkelig mange af - med legende unge mennesker. Jeg må lige undersøge disse Spreewald-agurker lidt nærmere; der findes efter sigende mennesker, som KUN vil spise netop disse agurker - måske lidt som Samsø-kartofler?

Vardrerhjemmet Köthener See åbner først for indtjekning kl. 15, så jeg gjorde mig den største umage for ikke at komme alt for tidligt frem, hvilket måske var godt nok i betragtning af, at temperaturen lå på 30 grader plus. Fartvinden var både bedste og eneste afkølingsmulighed.

Desværre virker wifi ikke for mig her - ligesom i Dessau, og så føler jeg mig straks afskåret fra omverdenen. Til gengæld er der aftensmad her, hvilket er heldigt, da der ingen alternativer er i landsbyen. Hjemmet ligger lige ned til Köthener See, hvor en masse unge mennesker bader på livet løs, men jeg har desværre glemt mine badebukser... Aftensmaden var - som altid - rørende billig, men denne gang også skuffende dårlig. De 25-30 ca. 15 årige var færdig på omkring 10 minutter, hvorefter støjniveauet igen var under det sundhedsskadelige. Den ene varme ret, en pastaret, var da helt væk, og der var ikke mere i køkkenet. Den anden var sammenkogte (HELT sammnekogte...) grønsager - hvoraf det meste blev levnet. Jeg savnede meget wifi-adgang, så jeg kunne have orienteret mig lidt om verdens gang, vejret i morgen og lignende. Min medbragte bog med titlen "Hvad er populisme" er jeg gået i gang med at læse forfra, men det er der også behov for; det er i øvrigt yderst interessant og kan anbefales.

I morgen er det sidste etape til Berlin, faktisk ikke til at forstå.

20, juni, Köthener See - Berlin, 86 km.

Morgenmad kl. 8 sammen med gruppen af unge. Fra ca. 6:45 spillede de musik, mest rap, og med volumenknappen drejet godt mod højre, men det var nu meget hyggeligt. Deres vitalitet og livsglæde kunne vi andre godt bruge lidt mere af. - Under morgenmaden slog det mig, hvor slanke de var: Ud af 25-30 var kun en enkelt overvægtig, resten var et sted mellem slanke og magre.

Vejret var næsten for godt, sol og 24 grader klokken otte, som nogle timer blev til godt 30 grader. Heldigvis gik ruten over mange kilometer gennen store skovområder med skygge i mindst halvdelen af tiden. - Flere steder i skovene er der skilte, der advarer mod allergi, og her gik man og troede, at skovluften i særlig grad er sund. I dag var det overvejende fyrreskov, og jeg undrer mig altid over, hvor meget skov der er i Tyskland, der jo er et tæt befolket land; jeg har bogstavelig talt kørt i dagevis i mennesketomme skovområder. De må mao. klumpe sig mere sammen i byerne end vi andre. Godt halvdelen af etapen fulgte jeg Dahme Radweg (Dahme er en flod), til Königs Wusterhausen, og den er af høj kvalitet, mest ny asfalt, skønt jeg ikke så et øje i flere timer.

I/ved Königs Wusterhausen blev jeg imidlertid mødt af en lukket bro, og det kostede mig ca. 1 time ekstra, idet omkørslen ikke lige gav sig til kende som følge af et virvar af jernbaner, flodløb og motorveje; til dels min egen skyld, da jeg ikke studerede kortet grundigt nok på GPS'en. "Indkørslen" til Berlin strækker sig let over 25-30 km med bymæssig bebyggelse. Jeg havde på forhånd lagt ruten, så den gik forbi Hufeisensiedlung (Hestesko-bebyggelse), der er UNESCO verdensarv, skabt af arkitekten Bruno Taut. I dag vel lidt som Kartoffelrækkerne i Kbh. i tiende potens. - Områder ser faktisk meget indbydende ud. Info-kontoret var endnu ikke åbent, så jeg fortsatte. Kort efter kom jeg forbi den nu lukkede Tempelhof lufthavn, der i sin tid blev bygget af nazisterne som dengang verdens ubestridt størrste lufthavn. - Lufthavnsbygningerne er  tilsvarende gigantiske og fremtræder stadig MEGET imponerende. -Resten af verden rystede på hovedet, da tyskerne lukkede denne fine lufthavn med unik beliggenhed inde i byen for i stedet at bygge en ny meget længere væk fra bymidten. Herfra var der kun få km til DJH International Berlin, der naturligvis er kæmpestort, men jeg fik alligevel en yderst venlig og personlig modtagelse.

Efter 664 km er selve cykelturen for så vidt afsluttet - i morgen venter en dag som turist i byen, men mon ikke jeg bruger cyklen som transportmiddel? - Man føler sig godt tilpas som cyklist her i byen, man gør, hvad der er mest praktisk, og ingen råber efter én, fordi man som de andre kører i den forkerte side af vejen. - Jeg vil senere lave en sammenfatning af turen, men jeg har det fint med forløbet - uden uheld eller dårlige oplevelser af nogen art.

21. juni, Berlin, 20 km.

I alt før hjemrejsen: 684 km.

Vejret fortsat perfekt, men heldigvis lidt køligere.

Første mål var Museum für Narturkunde, dvs. naturhistorisk museum i Invalidenstrasse. Fantastisk sted - problemet er bare, at man har brug for mindst en uge, men bruger ca. to timer. Dernæst via Berliner Dom og omgivelser til "Berlinische Galerie Museum für moderne Kunst", som var mere overskuelig. Der var sjovt nok et billede af Jens Birkholm fra Fåborg. Motivet er en berlinsk varmesture i 1908, hvor han studerede i byen. Ruten var ikke mindst lagt, så jeg kunne se, hvor langt de er nået med genopførelse af Berlins slot på stedet, hvor Palast der Republik lå i DDR-tiden. - Og de er faktisk kommet ganske langt. 

Cykelturen løb forbavsende nok op i ca. 20 km; byen er meget cykelvenlig men jo også voldsomt trafikeret, og så er det selvsagt en ulempe, når man ikke er ganske stedkendt, så jeg iførte mig for første gang min lille, gule sikkerhedsvest, men havde heldigvis ingen ubehageligheder. - Tolerencen over for cyklister er stor!

DJH Berlin skal have rosende ord med på vejen: Meget venlig og hjælpsom reception, alting i orden og - glimrende aftensmad til 7,60 Euro for to retter. I tilgift super beliggenhed. Selv deres gratis wifi fungerer overalt upåklageligt!