Retur
Optegnelserne er alle lavet på selve dagen efter ankomsten til overnatningsstederne. - Dog er der efterefterfølgende tilføjet links og info-bokse mv., hvor det er skønnet nyttigt.
Udrejse Esbjerg - Münster med tog. Afgang kl. 06:14 med skift i Tønder og Niebüll, ankomst kl. 15:00 (planmæssig), men vel ca. små 10 min forsinket.
Gråvejret i Esbjerg gik over i silende regn inden Husum, men efter Hamborg og Bremen klarede det langsomt op, og jeg ankom i det smukkeste sommervejr med 20-22 grader og sol.
Udsigten fra mit værelse.
DJH (vandrerhjemmet) Münster ligger meget smukt lige ned til Aausee, der er et af byens åndehuller. Lige nu myldrer det med mennesker lige uden for mit vindue, jokkende, løbende, cyklende og slentrende på stien langs den lille sø. Jeg blev lidt overrasket over byens storbypræg med voldsom trafik, så det gjaldt om at tage sig i agt, ikke mindst med de mange, dødsforagtende cyklister, samtigt med at jeg skulle forsøge at finde frem til vandrehjemmet. Heldigvis havde jeg lagt en rute ind hjemmefra, så jeg skulle bare prøve at "følge stregen", men skærmen er altså meget lille og det forekommer mig, at baggrundbelysningen er belevet svagere med tiden - eller også er det mine øjne.
Vandrehjemmet er overraskende dyrt, faktisk dyrere end mange hoteller og langt dyrere end de næste to, jeg har booket, bla. pga. et stort tillæg for enkeltværelse. Til gengæld var sengetøjet lagt på og håndklæderne lagt frem. Efter at være flyttet ind, tog jeg en lille rundtur i centrum på min nu tomme cykel, bl.a. forbi slottet og domkirken og tilbage til Aausee, hvor mange mennesker synligt nød det perfekte sommervejr.
Vejrudsigt for i morgen er bekymrende: Regn det meste af dagen... Lille Album.
Afgang klokken lidt i 8. Vejret begyndte faktisk ganske udmærket: Ingen regn, lidt sol og en ganske let modvind, men hen på formiddagen forsvandt solen, og det begyndte at støvregne ved 11-tiden. Efter nogen tid sandsede jeg ved en bænk og anlagde mit regntøj: Sko-overtræk (super), regnbukser og et gammmelt regnslag af mærket Fjällräven, som jeg ved et rent lykketræf var kommet i tanker om; det er nærmest et lille telt, dvs. uegnet i modvind, men det giver masser af luft til kroppen og modvirker dermed en masse sved, som er al regntøjs forbandelse. Fra ca. kl. 12 regnede det kraftigt og det fortsatte det med med stigende intensitet, til jeg nåede mit meget beskedne overnatningssted, hvor der forestod en del arbejde med at tørre af og hænge til tørre mv.
Etapen var dejlig flad og gik gennem et smukt og frodigt landbrugsområde samt nogle byer, hvor jeg igen blev lidt overrasket over trafiktætheden.
Allerede inden jeg nåede ud af Münster fik jeg en slem forskrækkelse, idet min Garmin GPS pludselig opgav ånden, dvs. lukkede sig selv ned, hvorefter den ikke kunne få kontakt med satellitterne. Efter nogle genstarter artede den sig gudskelov vel resten af dagen, men jeg tør slet ikke tænke på forløbet uden den, idet jeg flere steder laver genveje i forhold ruten, ligesom også byerne uden GPS næsten altid resulterer i fejlkørsler - og så kan man hurtigt miste en time eller to.
Mine betænkeligheder ved at skulle cykle 100 km viste sig heldigvis ubegrundede; jeg tog den helt bevidst med ro, og det vil jeg fortsætte med. Men godt 7 timer i sadlen er jo også noget af en udfordring for en gammel krop, suk, men ingen tegn på "nedsmeltning"; formen synes OK.
I morgen er etapen lidt kortere, men til gengæld ender den med at blive endog meget kuperet.... Det er Kassel-bakkerne og Harzens bjerge, der nærmer sig.
Schloss Corvey
Etapen går gennem et stærkt kuperet terræn. Faktisk begyndte bakkerne straks efter afgangen fra en virkelig minimal morgenmad - ikke engang yoghurt var der!! Nå, men det var også billigt, og pris/ydelse hænger da heldigvis ofte sammen, men normalt er tysk morgenmad ret overdådigt. Vejret var smukt fra morgenstunden, luften frisk og ren efter gårsdagens regn, så jeg var ved godt mod. Efter et par timer tog vinden til og blev ret kraftig, dog heldigvis kun undtagelsesvist stik imod, men kombinationen af vind og stigninger kunne da godt sætte gang i overvejelser om, hvorvidt det her var/er den optimale måde at nyde sin alderdom på...
Netop som disse overvejelser var ved at nå en konklusion (og pulsen det røde felt), begyndte det at gå nedad, ikke bare som oplæg til en ny stigning, men ganske enkelt fordi terrænet jo skråner ned mod Weser-floden, der har gravet sig ned i en ret dyb dal. Ved Höxter nåede jeg Weser og drejede mod nord (for at følge ruten) og kom snart efter til Schloss Corvey, der er UNESCO kulturarv. Et gammelt kloster, der har spillet en afgørende rolle i kristningen af Norden, Ansgar og alt det der. På kirkegården ved klosterkirken er Hoffmann von Fallersleben begravet. - I kan selv google ham. (Billeder!). Jeg har godt nok været der tidligere, (ligger jo ved Weser-Radweg) men stedet er altså flere besøg værd. Alt i alt en glimrende dag - og jeg kan spise her på stedet, der tegner meget lovende. I morgen venter en meget lang etape.... Album.
Morgenmaden var glimrende, i det hele taget et glimrende hotel med et godt køkken og et venligt personale. Hvis behovet opstår, kommer vi gerne igen.
Vejret var også smukt; jeg var klar til afgang ved 8-tiden, idet vinden altid (normalt!) er svagest om morgenen for så at at tiltage op ad formiddagen, og da retningen var SØ, indebar det overvejende modvind. Med udgangspunkt fra en flod (Weser) og en rute ca. vinkelret herpå måtte dette indbære en stigning; den var "blød", men strakte sig til gengæld over mange km (10-15 stykker), så jeg blev straks sat under pres.
God grusvej med de første rigtige bakker/bjerge i baggrunden.
Herefter forløb resten af ruten for det meste gennem dale, men undertiden var der ingen vej uden om: Nye stigninger. Rutens beskaffenhed var yderst varieret: Fra fineste asfalt til ujævn asfalt, brosten og grus samt alle mulige varianter af dem alle. Ud over at være generende i sig selv indebærer ujævn overflade også, at man tvinges til langsom nedkørsel for ikke at ødelægge cyklen, dvs. man snydes for gevinsten, når det går nedad. - Som Bjarne Riis fik jeg ikke fråde om munden, men den blev til gengæld hele tiden generende tør; og vand fra dunkene hjalp kun kortvarigt. Jeg gjorde holdt ved en Lidl for at købe noget koldt og drikkeligt og landede på et eller andet mælkeprodukt, der var iblandet jordbær, og som smagte dejligt. Jeg drak nærmest den halve liter i ét drag og følte mig faktisk forfrisket. Fra Seesen begynder Harzen at vise sig, og Goslar byder selv også på meget store stigninger og fald.
Naturligvis (!) drillede min GPS igen i dag, og det sker som regel inde i byer, hvor man er 100 % afhængig af skidtet. Eneste håb er gentagne sluk/tænd forløb, idet den efter spontane nedlukninger ofte ikke kan finde satelliterne. I begyndelsen af Goslar skete det igen; mens jeg stod og bøvlede med apparatet, stoppede en venlig cyklist på racer og spurgte om han kunne hjælpe - og tilbød faktisk at køre foran til vandrerhjemmet, dvs. flere km i uvenligt terræn. Heldigvis fik jeg som vanligt gang i "dyret" og klarede selv at finde stedet - nærmest på toppen af et lille bjerg, Rammelsberg, så man ankommer med tungen ud af halsen og blodskudte øjne.
Efter indtjekning og opslæbning (jeg får ALDRIG) et værelse i stueetagen, gik jeg ned i receptionen og skyllede to kolde øl ned (de fås til næsten høker-pris på vandrerhjem). Det hjalp. Efter aftensmaden (ikke særlig god, og ingen dessert) gik jeg ned fra bjerget og rundede Kaiserpfalz, der er UNESCO og alt det der. - Det undrede mig faktisk, at jeg orkede det, men vejret var så dejligt, at det mere end opvejede lidt "bjerggang". I morgen er etapen igen nogle km længere, men kun de første godt 50 km er bjerge, som dog efterhånden bliver mindre og mindre... Album.
- Og det er meget værre, end det ser ud på billedet!
Det hele begyndte i aftes efter aftensmaden; jeg ville lige tjekke morgendagens etape i Bikelines kortbog. Og den startede med, at lige efter vandrerhjemmet kommer en strækning, der kun egner sig til cykler med dobbelt affjedring og ingen baggage. Den beskrivelse passer jo ikke legefrem på mig, så jeg læste med rejste nakkehår videre ind i et rædselskabinet af "udfordringer": Lidt længere fremme var stien nu en trappe, hvor man jo så skal bære cykel med baggage, hvilket for mit vedkommende beløber sig til små 35 kilo. Og sådan bliver det bare ved med voldsomme stigninger og nedkørsler på elendig cykelstier, hvor man let ødelægger cyklen, hvis man ikke passer godt på skærver, huller og voldsomme ujævnheder i al almindelighed. Disse forhold strakte sig over 30-40 km, og var "naturligvis" kombineret med turens længste etape.
Resten af aftenen gik med at være kreativ: Hvad med offentlig transport, dvs. tog? I kortbogen kunne jeg se, at der var jernbanespor i udkanten af Harzen, så jeg gik i gang med at "gurgle", og miraklet skete: Der syntes at være en fantastisk togforbindelse Goslar - Wernigerode, hvormed en ca. 40 km lang cykelsti-strækning med vanvidsindhold kunne klares med tog på godt ½ time. Jeg skyndte mig ned til den flinke mand i receptionen, der ikke kunne se nogen fejl i mine overvejelser, og gik til så ro med denne plan om overlevelse.
En af de mange gode ting ved Tyskland er, at masser af stationer er bemandede. Der er ofte et Reisezentrum, hvor man kan forhøre sig og købe billetter; smart, ikke? Den flinke mand solgte mig uden at blinke en enkelt-billet til mig og min cykel Goslar - Werningerode. Toget kom i fin tid til stationen, og jeg kunne i ro og mag køre min cykel ind i toget - faktisk ville jeg kunne have gjort det uden at stå af, da der ingen niveau-forskel er mellem perron og tog. Til min vantro gik toget ikke til tiden: Signalproblemer, som resulterede i en forsinkelse på ca. ½ time. I Wernigerode fandt jeg hurtigt ruten (for en gangs skyld opførte GPS sig pænt), og så gik det ellers løs med at følge en kraftigt revideret rute, der gjorde mig 100% afhængig af samme apparat, da kortbogen som følge af den reviderede rute nu var ubrugelig, indtil jeg igen flettede sammen med R1.
Et enkelt sted havde planlægningen hjemme ved skrivbordet omkring årsskiftet dog svigtet, idet "vejen/stien" efter 3-4 km endte i en kornmark (jeg tror, det var rug), men jeg fandt straks et glimrende alternativ og var tilbage på ruten igen efter en omvej på 6-8 km. Efter 35-40 km (mange af dem på stærkt trafikerede landeveje) kørte jeg igen ind på den "rigtige", hvilket faktisk gjorde det meget mere bøvlet. Jeg er noget rystet over, hvad der indgår af elendigheder i den ordinære rute, (jf. foto), der flere steder kun egner sig til traktorer, evt. bæltekøretøjer. Jeg er alvorligt bekymret for, hvornår mine eger begynder at springe!
Min overnatningsreservation (bekræftet med e-mail) var til et græsk foretagende 3-4 km syd for Hassfurt. Indehaveren gloede bare på mig, og sagde, at han ingen ledige værelser havde, og om jeg havde ringet? Jeg fremdrog mail-korrespondancen med hans bekræftelse, men han mente nu allígevel, at fejlen var min, eftersom jeg ikke også havde ringet. Om jeg var sur? Joda. Han undskyldte mange gange og fik straks en slave til at serveret en fadøl for mig og ringede til en kontakt i Stassfurt. Jeg tydede hans græsk-tyske i retning af, at han nu havde fundet et værelse - til samme pris, hvad der naturligvis var løgn, men jeg fik faktisk et (dyrere) værelse et rigtigt rart sted med nogle gæve midaldrende kvinder (der jo som regel har styr på tingene). Dejlig restaurant med virkelig dejlig mad til en meget rimelig pris. - Der sidder et såkaldt modent par lidt fra mig; jeg kan ikke helt afgøre, om de virkelig er gift...
Men tænk, hvis jeg ikke havde taget toget - så var jeg ankommet mindst 3 timer senere til den slemme græker (hvis ellers jeg havde overlevet), og havde jeg så fået et værelse? Måske, måske ikke - sikke da noget. Turens resterende etaper vil næppe byde på slige uhyrligheder, så mon ikke det hele bliver lidt lettere nu.
Dessau-Rosslau rummer så megen historie og så mange attraktioner, at det er svært at give et bare nogenlunde overblik. Der er Bauhaus (Nej ikke byggemarkedet!), Hugo Junkers flyfabrikker (nu kun museum), Gartenreich Dessau-Wörlich (en park på 142 km2)og Johann Bernhard Basedow (1724-90) oprettede her en reformpædagogisk skole, der fik aflæggere i Danmark. Bauhaus-skolen affødte en række banebrydende byggeprojekter i Dessau, der grundlagde Funkis-stilen (Arne Jacobsen).
Og alligevel kender næsten ingen danskere til området!De 64 km er via genveje - ellers ca. 80 km. Efter ankomsten til DJH Dessau og indtjekning kørte jeg dog yderlige ca. 10 km i byen - uden baggage.
Kornhaus - et af Bauhaus-skolens blivende kendemærker.
Elben ses til venstre.
Da det jo er søndag var der først morgenmad kl. 8, og den var rigtig god med yoghurt, røræg, pølser og den slags. Parret fra i aftes, der måske, måske ikke er gift var der også, og vi hilste på hinanden, som om vi sår'n kendte hinanden lidt. SÅ gamle var de nu heller ikke, lidt lissom Anne og Nate plus et par år måske. Mine helt uvedkommende spekulationer hænger på - efter mange års erfaring - at tyske ægtepar normalt næsten ikke taler sammen, når de er ude og spise; ordene er tilsyneladende sluppet op, og man bliver lidt forstemt ved det; men dette par hyggede sig noget så dejligt sammen - også til morgenmaden.
Det var helt overskyet med en anelse finregn, men slet ikke nok til regntøj. Temperaturen var 17-18 grader ved godt 9-tiden, og det var vindstille. Kort sagt: Perfekt cykelvejr. For første gang på turen følte jeg, at jeg havde "gode ben", og samtidigt havde jeg gjort op med mig selv, at det var slut med at følge R1, som følger vilde omveje - ofte med ingen eller meget dårlig belægning. Jeg tog landevejene med lækker asfalt og "hilste" så med mellemrum på den autoriserede rute, dvs. mest i byerne. Dermed var jeg så også helt i hænderne på GPS'en, der naturligvis gik i sort i den anden større by på etapen. 4-5 forsøg på genstart gav ingen kontakt til satelliterne, men så satte jeg mig på en bænk i nærheden, fandt det sidste af Jyttes hjemmebagte mazarinkage og åd den, hvorefter der omgående var forbindelse til alle de nødvendige satellitter... Fantastisk kage! Ikke langt fra Dessau går R1 tankevækkende nok gennem en lille landby, der hedder Pissdorf (jf. foto).
Strengt taget kunne jeg først tjekke ind kl. 15, men jeg var fremme allerede ved 14-tiden, hvor de søde piger alligevel bød mig velkommen; hvis jeg bare lige ville vente ca. 15 min., så ville værelset være klart. I melletiden ordnede vi alle formaliteterne med indtjekningen, og jeg nåede kun at læse lidt i JP via en glimrende wifi i lobbyen, før der blev meldt klart værelse.
Efter udpakning tog jeg lidt rundt i nærområdet på cyklen, befriet for små 20 kilo, med Bauhaus som tema. Først til Kornhaus, dernæst forbi Meisterhäuser til selve Bauhaus-bygningen. - Jeg ville egentlig også være cyklet ud til en forstad med en Walter Gropius bebyggelse, men gav op pga. af flere km brostensbelægning. I morgen vil jeg bruge tid på to museer: Bauhaus og Hugo Junkers, der lavede mange af flyene til 2. verdenskrig; - han var ikke nazist og blev frataget sine virksomheder, selv om han er en af flyvningens helt store pionerer. Album.
Luksus: To nætter samme sted, dvs. tid til restituering. Oplevelsen med afvisningen på det græske hotel fik mig til søndag morgen at sende en mail til overnatningshotellet på tirsdag (altså den lige efter Dessau), men nu her mandag morgen var der endnu ikke kommet svar derfra. Jeg ringede derfor, og der gik laaaaaaaaang tid, før telefonen blev taget af en dame, der gav den videre til manden ("ham selv"), der havde bekræftet reservationen i januar måned. Jo, der forholdt sig desværre sådan, at vandet ikke virkede på "mit" værelse, men han havde da reserveret et andet et til mig på et andet hotel i samme by (Brück). Jeg kunne ikke helt lade være med at tænke, at dette kunne han da godt lige have sendt mig en mail om, ikke? For en sikkerheds skyld ringede jeg så også straks efter til dette hotel, for at høre om de kendte noget til sagen, dvs. mig, og det bekræftede den venlige person, så den er (vistnok) i orden...
Fra Bauhaus-bygningen.
Efter rigtig god tid til morgenmaden cyklede jeg til "Technikmuseum Hugo Junkers" et par km herfra. Hugo Junkers (1859-1935) er/var en af luftfartens helt store pionerer, foruden en masse andre industriprodukter, og må have været en fantastisk personlighed, også derved at han absolut ikke brød sig om nazismen, hvorfor disse simpelthen overtog hans virksomheder og omlagde dem til krigsproduktion. Junkers maskiner spillede en stor rolle i luftkrigen, bl.a. med styrtbomberen Stuka, eller Junkers JU 87, som vi vist alle har oplevet på film pga. dens frygtelige hylen, når den dykkede næsten lodret ned for at smide sin bombe. Museet ligger ved flyvepladsen, hvor den dengang enorme fabrik også lå 30'erne. Den blev naturligvis sønderbombet under krigen - ligesom det meste af Dessau - og aldrig genopført. Særdeles interessant og imponerende; museets stolthed er en Junkers Ju 52, med kælenavnet "Tante Ju", som en masse lokale frivillige har genopbygget på basis af et vrag fra en norsk sø. Den har et vingefang på næsten 30 meter og blev brugt til både militært og civilt brug i 30'erne og 40'erne (En del billeder og links).
Således oplivet fortsatte jeg til Bauhaus-bygningen, for nu skulle den have den helt store tur... Jeg købte billet og fototilladelse, hvorefter billetdamen fortalte, at bygningen ikke længere rummede de mange Bauhaus artifakter, der nemlig nu er flyttet til en ny bygning et andet sted i byen i anled af, at Bauhaus i år har 100 års jubilæum; jeg kunne så traske rundt i overvejende tomme bygning, der rummer en del administration og vist også lokaler til arkitektur- og kunststuderende. Eftersom billetsalget er beliggende i en summende travl museumsbutik, og der i det hele taget var sort af mennesker både ude og inde, fattede jeg slet ikke mistanke om tingenes rette sammenhæng. - Sidste år sammen med Jytte var det meste af bygningen afspærret, angiveligt pga. af forberedelser til jubilæet, så da blev vi også snydt. Nå, men jeg gik pligtskyldigt rundt og tog nogle billeder, for bygningen er faktisk et kunstværk i sig selv, hvorefter jeg cyklede forbi Meisterhäuser og hjem (ligger på samme gade) med henblik på at tage en bus ud til "Siedlung Dessau-Törten", en bydel hvortil Walter Gropius i 1926 udviklede et rækkehuskoncept, hvor der til hvert lille hus hørte en køkkenhave, og hvor det også blev opført et konsumhus, gætter på et hus med fælles faciliter, herunder købmand o.lign. I samme bydel blev der af en anden Bauhaus-arkitekt (Hannes Meyer) skabte en helt ny etagehus-type, "Laubenganghäuser", dvs. med omløbende gange på hver etage. Men så blev jeg enig med mig selv om, at det gad jeg sgu ikke i denne omgang - jeg har jo fri i dag! Det må være noget for Ditte... Jeg har heldigvis medbragt en rasende interessant bog - om økonomi belyst i helt nye vinkler. Den må være noget for Nate... Album.
Etapen forløb i efterhånden 30 graders varme. Heden kom ikke uventet, så derfor startede fra jeg DJH så tidligt som muligt, dvs. ca. 7:45, for at komme længst muligt, inden det blev rigtig slemt.
Gennem Gartenreich Dessau-Wörlich på Elbe-Radweg.
Ruten var tilpasset hjemmefra, så jeg sparede mindst 30 km. De første ca. 25 km fulgte i virkeligheden Elbe-Radweg, der på denne strækning er endog meget smuk, idet den går gennem Gartenreich Dessau-Wörlich (Prøv at google!), og ender i en færgeoverfart over Elben ved byen Coswig. Jeg kom lige, da den lille færge lagde til og kunne næsten straks rulle ombord og betale de €1,50, som det koster - men hvis man læner cyklen op af rælingen, bliver færgemanden tosset! Disse færger er lidt smarte, idet drivkraften er strømmen i floden, dvs. helt gratis og uden udledninger af nogen art (bortset fra den prut, jeg slog).
Klokken var kun godt 9, da jeg var på den anden side og skiltes fra Elbe-Radweg for at følge min egen. Langt bedre end forventet, og jeg kunne virkelig mærke min fridag i går: Ingen ømhed i benene og god energi. Siden jeg passerede her første gang for en del år siden, er strækningen asfalteret, så den nu er den rene svir.
Via landevejen stødste jeg efter en del km til R1 nord for Lutherstadt Wittenberg, hvorefter der (naturligvis) straks blev budt på grusvej og hjulspor, men faktisk rimelig farbar og efter en del km blev det til fin asfalt. Ruten gik gennem et dejligt landskab vekslende mellem rugmarker og fyrreskove; rug, der er skredet igennem og så småt ved at modne, dufter faktisk noget så dejligt - og det gør fyrreskove jo også.
I en lillebitte landsby med flere vejforgreninger, stod 5 unge mennesker og så tvivlrådige ud, idet et skilt var blevet drejet. De var canadiere, der skulle til Wittenberg, Dresden, Prag og Wien og jeg ved ikke hvad. Jeg kunne jo let hjælpe dem ud af deres problem, og vi fik en hyggelig lille sludder. For nogle dage siden var de i København, som de syntes vældig godt om - i hvert fald cykelmæssigt. Hold kæft, hvor så de godt ud, så unge og friske; ja, man skulle bare være 50 år yngre...
Nå, men videre, og det kom jeg da også, bl.a. efterhånden til Bad Belzig, hvor jeg krydsede mit to år gamle spor i modsat retning. Dér var den bænk, hvor jeg spiste et par bananer og bællede noget vand og længere fremme et sted, hvor min cykel ikke kunne holde balancen på støttefoden; låget til styr-tasken var ikke ordentlig lukket, så alt indholdet blev spredt over et større område. - Men den fejl begik jeg ikke en gang til!
Min overnatning var jo blevet ombooket. Jeg troppede op allerede kl. godt 14 (længe før forventet og i god stand trods heden). Hotel Schützenhaus viste sig at være et indbydende sted, og værten tog meget venligt imod mig og gav mig et stort familieværelse til samme pris som det oprindelige sted, hvis jeg bare ville betale kontant, så han sparer det svinske gebyr (ca. 5%), som VISA beholder. Jeg kan også spise her og glæder mig allerede. En rigtig god dag, hvor jeg for første gang på turen for alvor har følt mig ovenpå. I morgen er sidste etape til Berlin - med forventet 32-34 graders varme. - Min cykelhjelm er visse steder gennemskinnelig, så nu er min isse efterhånden solbrændt i et nydeligt mønster...
Venlig afsked med værtsfolkene på det rare hotel og i sadlen ved 8:15-tiden, hvor det nok allerede var 25 grader.
Etapen fra det fredelige Brück til det vilde Berlin via Potsdam var mildt sagt meget varieret fra skovenes dybe, stille ro til storbyernes hektiske trafik. Nogle få km fra Brück blev jeg udsat for endnu en svinestreg fra R1. Jeg fulgte ruten slavisk iht. turbogen, der igen præcist svarede til min indlæste GPS-track; på et givet sted skulle jeg iflg. begge dreje skarpt tv. ind i en skov - men der var bare hverken vej eller skilte, selv om jeg kiggede grundigt efter. Der holdt en lang række biler parkeret i vejsiden, der hvor jeg skulle dreje fra, og pludselig rullede en gammel mand vinduet ned i en af bilerne og sagde: Du skal dreje dér... Og dér var en ca. 1½ m høj sandskrænt og bag grenene var et nærmest usynligt spor, som intet menneske ville gætte var en del af Europa Radweg R1 (Billeder).
Jeg slæbte cyklen op og humpede af sted, og efter et par km kom jeg igen til en asfaltvej - og skilte. Jeg er overbevist om, at der simpelthen her er en fejl i kortbogen (s. 143). Men herefter passede tingene sammen igen. Ved den lille by Ferch (hvor jeg overnattede for to år siden) begynder de mange søer omkring Potsdam, og her lever mange mannesker tilsyneladende det gode liv i pragtvillaer med sø-adgang, eller nær til samme, og der var rigtig megen trafik på cykelstien af cyklende og gående. Jeg gjorde ikke ophold ved Sanssoucis-slottet men fulgte ruten over Glienicker-broen, der er kendt fra så mange spionfilm, idet midten af broen var grænsen mellem øst og vest, indtil muren faldt. (billeder).
Kortet viser jødernes andel af landenes befolkninger i 1942.
I alt
var der 11-12 mio. i hele det Europa.
Klik på kortet for stort billede!
Og klik så igen for ekstra forstørrelse.
Efter broen kom en flere km lang stigning, der sled noget på benene, tværs over en lille halvø, hvorefter man kommer til Wannsee, der både er en lille by og en sø. Her drejede jeg fra for at besøge "Haus am Wannsee", hvor en gruppe topnazister den 20. januar 1942 holdt en konference med den dagsorden at iværksætte "Die Endlösung", dvs. mordet på alle de jøder, der var under deres magtsfære - ca. 11 mio, hvoraf de nåede ca. de 6. Huset - en meget smuk, stor villa ned til Wannsee - er nu et dokumentationscenter for den historiske konference, men også for jødeforfølgelserne i al almindelighed tilbage i tiden. Jeg opgav at fotograferede det hele, men der var mange for mig overraskende nye oplysninger, f.eks. hvor få jøder, der faktisk var i Tyskland i forhold til den øvrige befolkning (klik på billedet tv. - så bliver det læsbart). Nogle få hundrede meter fra Haus am Wannsee ligger Max Liebermanns store flotte villa. Liebermann er en af Tysklands førende malere, jøde, men men døde i høj alder i 1935. Hans kunst bĺev af nazisterne kategoriseret som "Entartet", og derfor fjernet fra alle museer, stjålet og hvad ved jeg. (Billeder).
De sidste 20-25 km gik gennem et noget kuperet terræn, og temperaturen var efterhånden over de 30 grader, ikke mindst efter at jeg var nået ind i Berlins vestlige del, Charlottenburg, hvor jeg med nogen besvær fandt mit "hotel", der er laveste niveau i mange år, lidt under vores oplevelse i Amstardam sidste forår...
Nå, men jeg skal jo først og fremmest kun sove her og have lidt morgenmad - der vist kun er havregryn og cornflakes og kaffe. I morgen skal jeg bare være turist i Berlin. Jeg køber eine Tageskarte og bruger byens fortrinlige transportmuligheder. Jeg bor tæt ved S-station Charlottenburg. Album.
Tynde og knap så tynde...
Første beslutning var IKKE at cykle rundt i byen. Det ville indebære 7-8 km gennem centrum bare for at komme til museumsøen, lige så mange km tilbage og så det løse. S-Bahn station Chalottenburg ligger få hundrede meter fra hotellet, og derfra er der direkte forbindelse via hovedbanegården til Friedrichstrasse og Hackescher Markt, der begge ligger i behagelig gå-afstand fra museumsøen. Men først stod jeg af på hovedbanegården for at orientere mig helt præcist mht. morgendagens hjemrejse, der sker fra et gennemgående tog, der altid passerer i "kælderen" (Tief). I Tyskland har man gudskelov opretholdt de gode gamle plakater med ankomster og afgange med samtlige døgnets tog. Jeg skulle med et ICE-tog fra spor 8 i Tief, men hvordan kommer man så dertil. Uden cykel er det nemt: Rullende trapper, men med cykel skal man med elevator, og spor 8 er yderste spor, så det var faktisk ikke helt let at finde elevatoren, der her er pakket ind mellem butikker. Nede på perronen er der igen info-tavler over de mange meget lange ICE-tog (vel ca. ½ km), så man på forhånd kan vide, hvilket perronafsnit, man skal placere sig i - ikke mindst, når man er på cykel.
Hovedbanegården er i øvrigt en seværdighed i sig selv; en fantastisk ingeniørmæssig og æstetisk bedrift, hvor det bare er rart at komme.
Således informeret fortsatte jeg til Friedrichstrasse, hvorfra jeg gik til Alte Nationalgalerie, der har en fantastisk samling kunst fra det 19. århundre, dvs. tysk romantik.
Derefter slentrede jeg lidt rundt i området og fik en gang Berliner Currywurst til frokost. Tog hjem for at overveje næste træk, der imidler ikke blev til noget - jeg havde jo trods alt fri - før aftensmaden på en nærliggende restaurant med tysk køkken; rigtig god og overraskende billig. "Mit" område i byen, dvs. Kantstrasse er i øvrigt en smeltedigel, hvor jeg gætter på, at de etniske tyskere er i mindretal; det var i hvert fald lidt af en udfordring at finde stedet med det tyske køkken... Album.
I modsætning til alle tidligere ture forløber denne ikke i overvejende grad langs floder. Stier, der følger floder, er i sagens natur karateriseret ved få og små stigninger/fald. Oprindelig havde jeg planlagt R1-turen til 2017, men ændrede til Main-Radweg, der nok er en af de smukkeste af dem alle, men i år skulle det så være, selv om allerede planlægningen af etaperne fik flere advarselslamper til at lyse: Trods det kuperede (undertiden bjergrige) terræn var det svært at afpasse etaperne, og jeg måtte justere ruten en hel del. Harzen viste sig fra Goslar og de næste 30-40 km mod øst i praksis at være ufarbar for min cykel inkl. bagage og mig selv, jf. tidligere herom.
Tog-turen fra Goslar til Wernigerode reddede mig heldigvis ud af denne kattepine, der jo skyldtes, at jeg slet ikke havde læst tur-bogen grundigt nok. Sti-kvaliteten havde allerede inden Goslar undret mig noget, men fra Wernigerode var jeg inde i det tidligere DDR, og her mangler man virkelig meget i en bare nogenlunde rimelig standard. Sine steder er "kvaliteten" så hårrejsende dårlig, at jeg hele tiden frygtede for alvorlige skader på cyklen. Og så undgik jeg endda en masse heraf ved i stedet at følge nærliggende asfalterede landeveje. - På etapen Hassfurt - Dessau valgte jeg konsekvent denne løsning og var kun sporadisk i kontakt med den "rigtige" rute, og det var helt sikkert et godt valg.
Europa-Radweg R1 blev overvejende en skuffelse, og den er (set i bakspejlet) åbenbart heller ikke særlig populær, idet jeg stort set ikke har mødt andre på ruten. Hertil kom så de to tilfælde, hvor mine skriftlige reservationsbekræftelser ikke holdt; noget jeg aldrig tidligere har været ude for! Måske er alderen også ved at indhente mig; alt for mange af etaperne blev mere en kamp for at nå frem end en ferie, og det er jo ikke meningen... Stof til eftertanke!