Retur til forsiden
De tolv deltagere var iht. Arrivas regler for antallet af cykler på et dansk tog opdelt i to grupper, der afgik med passende ingterval. Dette indebar for hold 1 det element, at de måtte lukke et "hul" mellem Tønder og Niebüll på cykel, men eftersom formålet med turen jo især var netop cykling, tog holdet denne udfordring op og klarede den uden problemer; Peter havde dog for alle slemme tilfældes skyld organiseret en servicevogn, så et uheld på denne strækning kunne tackles uden fatale følger for turen. Til gengæld havde holdet så fordelen af IC-tog med pladsreservering resten af vejen til Wittenberge, mens stakkels hold 2 (snøft) måtte skifte tog i én uendelighed (fra/til overfyldte bumletog som følge af "Schönes Wochenende"- billetter).
Vejret blev stedse dårligere i det nordtyske, men mellem Schwerin og Wittenberge stilnede regnen af og vi kunne cykle de ca. 40 km til Havelberg uden at blive våde. - Vores vært i Biergartenpension viste synlige tegn på lykke over, at de tolv danske reservervationer stik mod hans værste forudanelser alligevel viste sig at holde stik. Og selv om han ikke just var inkarnationen af tysk orden og præcision, lykkedes det efterhånden at komme til bords og nyde en både fortjent og udmærket første middag på Dresden-turen. Holdet var samlet og klar til etaperne.
Klar til afgang fra Havelberg.
Morgendagen startede med glimrende underholdning, idet Inger og Niels ikke kunne finde nøglen til værelset, alt mens værten udførligt forklarede, hvilke svimlende beløb han var nødt til at kræve i erstatning, idet der var tale om systemnøgler, så samtlige låse i hele etablissementet nødvendvis skulle udskiftes. Til sidst viste det sig heldigvis, at nøglen befandt sig i en af Niels' lommer, som han ellers aldrig benytter sig af og derfor ikke havde tjekket. Alarm afblæst og værten tilbød at fotografere os i indkørslen til Biergartenpension, hvilket absolut ikke var ufarligt for ham (og mit kamera), idet han stillede sig ud midt på en stærkt befærdet vej. Oven i købet gav han tip til ruten, som førte os forbi mindesmærket for en fægtning i Napoleonskrigene. - Peter stillede sig beredvilligt til rådighed som Napoleon, og der var almindelig enighed om, at ligheden var slående.
Elben ved Arneburg
Ruten førte os gennem Arneburg med en smuk beliggenhed ret højt over Elben, og vi benyttede lejligheden til at holde frokostpause på en restaurant med den dejligste udsigt over floden. - I lighed med de fleste andre østtyske småbyer virkede Arneburg som uddød med lidt hundeglam og hanegal som eneste svage livstegn. Snart nåede vi til Tangermünde og "Alte Brauerei", et glimrende hotel med en glimrende restaurant, som senere var rammen for dagens middag. Byen byder på flere interessante, meget gamle bygninger (fotoalbum) samt et værtshus, som tidligere havde været en skole og nu bl.a. solgte "Kuhschwansbier", der gudskelov smagte som almindelig fadøl.
Rådhuset er urgammelt med storkerede på taget og en statue af Grete Minde, som de havde brændt på bålet i 1619 som brandstifter og dermed årsag til at næsten hele byen brændte ned til grunden i 1617. - Sagen gennemgås her. Hendes tilståelse blev fremtvunget under grusom tortur, og hun er med stor sandsynlighed uskyldig i anklagerne. Hændelserne dannede baggrund for en novelle af Theodor Fontane, en novelle, der senere blev filmatiseret. Og nu står hun så ved rådhuset og rækker på én gang anklagende og bedende ud mod os...
Hohenwarthe-slusen ved Magdeburg.
Et gennemgående tema frem indtil Dessau blev Ingrids punktere baghjul, som startede med tab af lidt luft (kun cyklen, aldrig Ingrid...) om mandagen. I første omgang var det så lidt, at årsagen (håbefuldt) blev henført til løs ventil, men næste morgen, altså tirsdag, var hjulet fladt igen, så Poul og Jørgen skiftede slangen efter resultatløst at have gennemgået dækket for årsagen til punkteringen. De andre cyklede i forvejen men blev indhentet efter ca. en times kørsel, hvorefter den samlede gruppe fortsatte i det dejlige vejr, der indbød til hyggesnak (sådan lidt som på sidste etape af Tour de France) og lidt nedsat opmærksomhed. Resultatet var, at Inger A. ramte en skraldespand lidt til venstre for midten, så både hun og spanden væltede med stort rabalder. Gudskelov slap hun med knubs og blå mærker; det blev faktisk turens eneste uheld, hvilket må siges at være helt pænt i betragtning af, hvor tæt der ofte kørtes på ikke alt for perfekte vejbelægninger.
Ved Hohenwarthe passerede vi det storslåede "Wasserstrassenkreuz Magdeburg", der er en sejlbar akvædukt, altså en kæmpemæssige bro over Elben hvor asfalten er udskiftet med en kanal, som forbinder Elbe-Havelkanalen med Mittellandkanalen. Kanalbroen er med 918 meter verdens længste. I tilknytning til selve kanalbroen er der opført flere store sluser for at kompensere for niveauforskellene i vandvejene.
Ankom til overnatningshotellet i Magdeburg allerede ved 15:30-tiden, så der blev god tid til en cykeltur ind til centrum og Hundertwassers "Grüne Zitadelle". Iflg. Poul var projektet bl.a. inspireret af udviklingen i Dresden, idet begge byer blev voldsomt ødelagte under krigen, men Magdeburg kunne slet ikke hamle op med Dresden mht. restaurering/genopbygning, og så kom Hundertwasser ind som en slags plaster på såret i Magdeburg. Og som altid får man nærmest lyst til at flytte ind lige på stedet, selv om hans værker ret beset aldrig passer ind i omgivelserne og dermed altid repræsenteret et stilbrud.
Næste morgen var Ingrid flad igen, eller rettere: Hendes baghjul manglede luft, og da der var et par timer til cykelforretningerne åbnede, besluttede vi os for at forsøge at køre på pumperne indtil nærmeste cykelsmed på ruten. Dette indebar, at Ingrid, Poul og Jørgen tog en alternativ rute, mens de øvrige fulgte hovedruten.
Ingrid krydser broen over River Kwai...
I en lille landsby, Altenau, blev vi imidlertid mødt med en afspærring af vejen til cykelsmeden pga. en lukket bro et par km længere fremme. Mens vi stod og tyggede på denne situation, kom en yngre og en ældre mand cyklende forbi. Vi råbte dem an for at høre, om det med broen umuliggjorde passage med cykel eller ej. Den ene svarede ja, den anden nej, og det skændtes de så lidt om, hvorefter de kørte med os ud til broen, der ganske rigtig var 100% impassabel. Den ældre kendte imidlertid en nærmest usynlig sti langs åen hen til en MEGET interimistisk og hjemmelavet bro, der blot bestod af nogle løse brædder med pæn luft mellem, og som naturligvis også gyngede faretruende. Ingrid var dog slet ikke i tvivl: Vi skulle over og kom da også over på den anden side og tilbage i sikkerhed på landevejen. De to fantastiske tyskeres hjælpsomhed var slet ikke opbrugt endnu - de ville også lige følge med os nogle km til cykelsmeden. Da vi så nåede frem, viste det sig, at værkstedet var nedlagt/lukket... Det var godt nok en fæl skuffelse, men herefter gav de sig til at skille cyklen ad for at finde årsagen. Igen kunne ingen finde det fremmedlegeme, der lavede hul i slangen. Endnu en ny slange blev monteret, cyklen samlet, og vi lignede efterhånden rigtige cykelsmede med kulsorte hænder mv. I mellemtiden dukkede turens øvrige deltage op i det vejkryds, der nu var et cykelværksted - uden at det nogensinde kom til at stå klart, hvad de havde lavet i al den tid, hvor vi andre havde sat livet på spil på en hjemmelavet bro og repareret cykel.
Efter frokost fortsattes turen mod Dessau, men kort tid efter fes luften igen ud af Ingrid og det i en grad, så pumpning ingen mening gav mere. Til gengæld gav det håb om, at det syge sted i dækket kunne identificeres. Poul og Peter blev hos Ingrid; de fandt og fjernede faktisk det pågældende fremmedlegeme i dækket, lappede slangen og fortsatte mod Dessau. Vi andre havde slået os ned i en Biergarten, hvor vi læskede os efter behov og snakkede om Bauhaus-skolen. Ved et færgested fandt de en cykelforretning og fik her én gang for alle løst Ingrids luftproblem: Nyt dæk og ny slange. Vi andre kørte til Bauhaus-skolens bygninger og derefter til de dertil hørende "Meisterhäusser", de ledende medarbejderes embedsboliger.
Efter en lang etape fandt vi frem til overnatningsstedet, "Pension Nord", med en dejlig have, hvor vi fik flikket noget spise- og drikkeligt sammen i den lune sommeraften efter en meget begivenhedsrig dag.
Gartenreich Dessau-Wörlitz
Den nye dag oprandt med fortsat vidunderligt vejr og en etape, der umiddelbart uden for byen passerer gennem Gartenreich Dessau-Wörlitz, der er en ca. 200 år gammel landskabspark på 142 km2 efter engelsk forbillede. Jørgen gav en appetitvækker om parkens oprindelse, den daværende fyrste (Leopold d. 3.), der var dybt påvirket af oplysningstidens tanker og modsætningen til de geometriske barokhaver. Undervejs gjorde vi holdt ved et tempel (tempellignende bygning), der er så karakteristisk for den type parker - som i øvrigt også er landbrug, gartneri og skovbrug. For påvirkningen af den franske landskabsmaler Claude Lorrain og den engelske landskabshave, se her.
Ved Coswig tog vi færgen over til Elbens højre bred og fortsatte her til Lutherstadt Wittenberg og slotskirkedøren med Martin Luthers 95 teser fra 1517. - Døren er i virkeligheden en forløber for Facebook, idet de mange "likes" udløste hele balladen, dvs. reformationen. Desværre var kirken lukket og lige som andre af byens kirker fuldstændig pakket ind i stilladser: Man forbereder sig - grundigt - til 500 året for reformationen i 2017. Poul fortalte levende om Luther og reformationen ved kirkedøren, der trods alt var holdt synlig gennem en åbning i "indpakningen"; Martin Luther er en af hans mange interesser og foredragsemner. Stadtkirche, St. Marien, var ligeledes lukket pga. af renovering og vi blev meget desværre snydt for at se Lukas Cranach d.Æ's. verdensberømte alter. - Jeg har til gengæld snydt lidt igen og hentet billedet på nettet...Vi var i eller ved Cranach-huset, hvor den ældre Cranach stadig ses siddende med en igangværende radering af Luther. Frokosten blev indtaget i "Kartoffelhaus", der ikke bærer navnet forgæves. En fin oplevelse med super betjening. På vejen ud af byen gjorde vi op hold ved universitetet og Luther-egen, stedet hvor han brændte pavens bandbulle.
Temperaturen var efterhånden nået op i nærheden af de 30, og vi rettede derfor op på væskebalancen ved et færgested inden den sidste del af etapen på venstre bred til Parkhotel Pretzsch og vores fælles booking inkl. en 3-retters aftensmenu. Hotellet ligger tæt på et slot og sognekirke, der begge trækker tråde tilbage til August den Stærke, idet hans ægteviede hustru, kurfyrstinde Christiane Eberhardine (1671-1727) flyttede ind på slottet. Hun boede her til sin død i 1727 og blev gravlagt (krypt) i sognekirken (Sct. Nikolaus) næsten lige over for hotellet. Hendes monogram, GE, er ved indgangen til krypten. Desværre glippede det at få åbnet kirken for en besigtigelse med det meget korte varsel. Christiane Eberhardine fødte i oktober 1696 August's eneste retmæssige arving, samme måned som en af hans elskerinder fødte en anderledes livskraftig dreng... August's styrke havde mange retninger!
Mellem hotellet og kirken er der en lille rundkørsel med en obelisk - rejst af taknemmelige skoleelever til minde om en elsket lærer. Først troede jeg, at dette måtte være den eneste af sin art i verden, men senere har jeg hørt et ubekræftet rygte om, at der også findes en på Mors. Flere eksempler efterlyses hermed.
Det sovjetiske mindesmærke ved Torgau.
Også en dag fyldt med spændende oplevelser i det dejligste vejr. Sidst på formiddagen ledtes holdet minus Mette og Peter (der var sakket så langt bagud, at de næsten havde mistet kontakten med feltet) af hidtil uopklarede årsager ind på en interessant og ganske krævende etape gennem en stor skov på en endog meget hullet skovvej. For at undgå uoprettelige skader på cyklerne måtte der foretages mange halsbrækkende undvigemanøvrer under iagttagelse af den største koncentration. Der burde derfor køres med nedsat hastighed, hvilket åbenbart ikke skete i tilstrækkelig grad, idet Poul og Jørgen måtte indkassere en kraftig reprimande fra Ingrid, som ikke lod nogen i tvivl om forholdets skadelige natur samt hendes mening om samme. Vi rettede naturligvis straks ind og undgik yderligere påtaler (den dag). Da vi nåede tilbage på ruten og frem til færgestedet i Belgern, sad Mette og Peter dér og hyggede sig - udstrålende de mest selvfede udtryk, jeg mindes at have oplevet.
Længere fremme kom vi til Torgau, kendt som det sted ved Elben, hvor amerikanerne og russerne mødtes i april 1945, og hvor russerne senere opstillede et iøjnefaldende monument lige ud til cykelstien. Ganske tæt ved dette sted ligger Schloss Hartenfels med en bjørnegård, men vi så desværre ikke noget til bjørnene. Poul kunne fortælle, at slotskirken blev indviet af Martin Luther i 1544.
I Riesa fandt vi forholdsvis let hotel Wettiner Hof, et rigtig dejligt hotel med en super restaurant, hvor Peter senere bestilte "ein Lammenhalløjsa", som han naturligvis fik og senere roste meget.
Slottet i Meissen
Etapen bød på nogle trapper på cykelstien, som var ganske udfordrende pga. af vores oppakning. Meissen tager sig særdeles flot ud set fra cykelstien, når man har enge i forgrunden, Elben i mellemgrunden og så det store slot højt oppe i baggrunden, jf. fotos. De 11 af holdet krydsede Elben for at snuse lidt til den berømte porcelænsby, mens jeg fortsatte til Dresden for at få tid til en prøvekørsel af morgendagens store Dresden rundtur.
Dette gik næsten planmæssigt, bortset fra at der kom tordenvejr, hvor det medfølgende kraftige regnvejr fortsatte i timevis, og det endte med, at jeg måtte opgive de sidste tre "poster" og cykle næsten fra Albertplatz i Neustadt tværs gennem byen til DJH i Maternistr., vådere og koldere end en druknet mus. Vore tapre kvinder havde i mellemtiden trodset vejret og fundet (bord-) plads til os i Coselpalais, der tidligere var bolig for en af August den Stærkes utallige elskerinder, grevinde von Cosel (en intrigant og meget smuk kvinde, som fødte August tre børn). Vi nød de eksklusive omgivelser, bortset fra en hyggepianist, som arbejdstilsynet ville have forbudt i Danmark - eller påbudt høreværn. Senere fandt pigerne tilfældigt ud af, at der netop denne aften var åbne kirker og gik tilbage til Frauenkirche til en stor oplevelse, mens vi andre uvidende herom sjoskede hjem.
Vejret igen tilbage i fineste udgave med strålende sol og snart på den øvre side af 25 grader. Vi startede kl. 9 fra DJH med kurs mod Yenidze, der oververhovedet ikke er det den/det giver sig ud for, nemlig en moske med minareter og de rette former. Der er i stedet tale om en tobaksfabrik, som blev bygget til fremstilling af tyrkiske cigaretter og anden tyrkisk tobak.
Herfra er der kun kort ned til Zwinger-paladset, som vi kom standsmæssigt ind i, nemlig gennem kongeporten med den store flotte kongekrone øverst oppe. Inde midt i den store indre gård gav jeg en kort introduktion til det imponerende barok-anlæg, der oprindelig var tre-fløjet, dvs. åbent ud mod Elben og Teaterpladsen. Gemt omme bag og indbygget i den nordøstlige fløj kan man finde Nymphenbad med fontæne, bassin, nymfer og havvæsener. Man kommer dertil ved at gå gennem fløjen ud mod Theaterplatz, dreje mod nord og gå op ad en ret stejl opkørsel til 1. sals højde, hvorfra der er udsigt både ned til Nymphenbad og ud over slotspladsen. Set herfra træder pladsens strengt geometriske udformning meget tydeligt frem. Herefter trak vi med cyklerne tilbage til Theaterplatz, nærmere bestemt i skyggen af den store statue midt på pladsen, hvorfra der er udsigt til en perlerække af byens seværdigheder: Zwinger, Semperoper, Hofkirche, Residenz og Schinkels vagtbygning foran Taschenberg-slottet.
Bemærk firspandet over hovedindgangen...
Sempers operabygning er over hovedindgangen prydet med et firspand (quadriga), en tohjulet stridsvogn trukket af pantere og med Dionysos og Ariadne stående på vognen. Jeg "misbrugte" dette til en lidt længere afstikker ind i dén græske myte, der gør det indlysende, hvorfor lige præcis denne skulptur giver vældig god mening her.
Efter også at have rundet Hofkirche og Residenz i forbindelse med August den Stærke, fortsatte vi i retning mod Frauenkirche. Ved Georgentor kiggede vi gennem et par portåbninger ind til det indre af slottets tidligere staldbygning, hvor der er en meget flot arkade. Vi gik tilbage til Augustusstrasse og stadbygningens ydermur med Fürstenzug, en 102 meter lang slægtstavle over Wettiner-slægten i ca. 23.000 Meissner-kakler, helt enestående i verden.
Videre via Neumarkt til kirkepladsen ved Frauenkirche, hvor der også står en statue af Martin Luther, da der her er tale om en protestantisk sognekirke. Jeg gennemgik kirkens historie i korte træk, herunder især dens ødelæggelse i februar 1945 og genopbygning efter en succesrig, verdensomspændende opfordring til økonomisk støtte, "Ruf aus Dresden", som gjorde det muligt at iværksætte projektet. Det stod på i perioden 1994-2005, hvorefter kirken blev genindviet. Kirken gør et dybt indtryk, både mht. dens ydre og dens indre. Stenkuplen eller stenklokken vejer faktisk over 12.000 ton - de, der ikke tror på dette, kan se her.
Fra kirkepladsen gik vi forbi Coselpalais og bagom til den Brühlske Terrasse; den ligger foran en række markante bygninger og blev af Goethe kaldt Europas Balkon. Vi fulgte den hele vejen og ned ad trappen til pladsen foran Augustusbrücke.
Den Gyldne Rytter - August d. Stærke i Neustadt.
Vi cyklede nu over broen til Neustadt og gjorde straks efter holdt ved Den Gyldne Rytter, August d. Stærke, kurfyrst af Sachsen og konge af Polen; sidstenævnte er grunden til, at den forgyldte rytter og hest vender mod øst/Polen. Vi fortsatte ligeud mod Albertplatz med de to springvand, "Stille Wasser" og "Stürmische Wasser". Herfra kunne vi spotte et lille rundtempel, "Tempietto des artesischen Brunnens", hvis aparte navn havde vakt min opmærksomhed og som da også gemmer på en interessant historie, jf. linket.
Vi fortsatte ad Bautzner Straße til nummer 79, Pfunds Molkerei, der angivelig skal være verdens smukkeste mejeriudsalg. Det er i hvert fald en udpræget turistmagnet med et spændende interiør.
Nu cyklede vi ned til Elberadweg på højre bred og krydsede desværre floden én bro for tidligt, hvilket bragte rod i ruten, der ellers skulle føre os forbi rådhuset, hvor der er en statue af en sand heltinde: "Trümmerfrau", en velfortjent hyldest til de kvinder, der i stort omfang ryddede op i de tyske ruinbyer efter afslutningen af 2. Verdenskrig.
Herefter opløstes gruppen i større og mindre dele med forskellige private mål for eftermiddagen.
Turens sidste middag blev - med manér - indtaget i Sophienkeller, Taschenbergpalais. Kælderrestauranten er både overraskende stor og særdeles spændende. Vi blev bænket ved et langbord, hvorefter Reni tog ordet henvendt til Styregruppen, helt åbenlyst inspireret af den græske mytologi fra tidligere på dagen. Efter lidt småjusteringer var vi alle fire ophøjet til de førende oplympiske guder (Zeus, Afrodite, Apollon - og Dionysos), hvilket unægteligt vil blive svært at overgå, såfremt lejlighed bydes. Endvidere tildeltes vi smukke skilte med ganske træffende karakteristika, alt sammen hyldest (?) som viste en skræmmende psykologisk indsigt fra dommerkomiteens side. Sidst - og dyrest - insisterede man på at betale middagen for Styregruppen. Om ikke før, siger vi hermed en dybfølt tak, tak for hyldesten og tak for samværet under turen.