Kilde: Den Store Danske Encyklopædi. Der er jo ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken, så hvorfor ikke bruge en forholdsvis oversigtligt og ny leksikal artikel om krigen. Der er - som det ses - bevaret links til mangt, meget og mange personligheder, herunder også vores i denne forbindelse særlige ven August den Stærke af Polen og Sachsen.
Herfra artikel...
Store Nordiske Krig, krig mellem Sverige og de fleste andre nordeuropæiske magter 1700-21. I Danmark, som deltog i to omgange, 1700 og 1709-20, dateres krigen ofte 1709-20.
Store Nordiske Krig etablerede Rusland som europæisk stormagt på bekostning af Sverige, men bragte også Danmark væsentlige fordele.
Sveriges ekspansion siden 1500-t. havde gjort landet til Østersøområdets stærkeste magt, men også til en hovedfjende for nabolandene; i 1699 blev der indgået en alliance mellem Frederik 4. af Danmark, Peter 1. den Store af Rusland og August 2. Mocny af Polen og Sachsen (hvor han regerede som kurfyrst Frederik August 1.).
Året efter angreb de Sverige. Med flådestøtte fra Sveriges allierede England og Holland kunne Karl 12. imidlertid invadere Sjælland, hvorefter Danmark måtte slutte fred (Freden i Travental).
Krigen fortsatte med svenske sejre, først over russerne ved Narva i 1700, derefter i Polen, hvor rigsdagen i 1704 måtte afsætte August 2. og vælge svenskernes mand, Stanisław 1. Leszczyński, i stedet; ved Freden i Altranstädt 1706 gav August afkald på Polen.
Imens var russerne imidlertid rykket ind i de svenske besiddelser i Baltikum, og det svenske modangreb i alliance med Ukraines hetman, Ivan Mazepa, endte i juni 1709 i totalt nederlag i Slaget ved Poltava i Ukraine.
Karl 12. flygtede til de tyrkiske besiddelser på Balkan, og nu trådte Danmark og Sachsen atter ind i krigen. August 2. genvandt med russisk støtte den polske trone i 1709.
I Slaget ved Helsingborg 1710 lykkedes det Magnus Stenbock at afværge en dansk invasion i Skåne; han forsøgte derefter at generobre besiddelserne i Nordvesttyskland fra Danmark og frelse Sveriges allierede, det gottorpske hertugdømme i Slesvig og Holsten. Han sejrede ved Gadebusch 1712, men måtte kapitulere med hele sin hær i Tönning 1713.
Karl 12. havde i 1710 fået tyrkerne til at angribe Rusland, men de sluttede fred allerede 1711, og samtidig brød alliancen med England og Holland sammen, da Sverige ikke kunne støtte dem i Den Spanske Arvefølgekrig (1701-14). Desuden blev Preussen og Hannover stadig mere fjendtlige, og i 1715 erklærede de Sverige krig.
Mens Karl 12. således diplomatisk isoleret regerede sit land fra tyrkisk territorium, fortsatte de svenske nederlag. En række søslag 1712-13 gav Danmark kontrol over Østersøen, og 1713-14 erobrede russerne hele Finland. I november 1714 rejste Karl i et halsbrækkende ridt til Stralsund, som imidlertid faldt året efter, hvorefter han vendte hjem til Sverige.
Sammen med sin minister G.H. von Görtz forsøgte Karl 12. gennem dristige og nyskabende indre reformer at skaffe resurser til at fortsætte krigsførelsen. Alligevel gik den sidste besiddelse i Tyskland, Wismar, tabt i 1716, og overraskelsesangrebet på Norge samme år slog fejl.
Angrebet på Norge blev fornyet 1718, denne gang omhyggeligt forberedt; målet var at tvinge Danmark ud af krigen, så Østersøen kunne blive fri, og kampen tages op med hovedmodstanderen, Rusland. Da Karl 12. blev dræbt ved Fredriksten i begyndelsen af felttoget, trak den svenske hær sig imidlertid hurtigt tilbage.
Karls svoger Frederik 1., der overtog tronen i 1720, forhandlede en række fredsaftaler, i 1719 med Hannover, som overtog Bremen og Verden, i 1720 med Preussen, som fik en del af Forpommern, og med Danmark, som fik frie hænder i Gottorp, ligesom Sverige gav afkald på sin gamle toldfrihed i Øresund, og endelig i 1721 Freden i Nystad med Rusland, som fik alle Sveriges baltiske besiddelser og et stykke af Finland.
Dermed var Store Nordiske Krig forbi, om end der først formelt blev sluttet fred med Polen 11 år senere.
... hertil artikel.
Kommentar: Omtalen her af August den Stærke er desværre umådelig tynd og kedelig (vist = kort og saglig, suk). - Se f.eks. den engelske wiki-artikel, bl.a. med omtalen af en konkurrence i kast med ræve, harer, grævlinge og vildkatte:
A man of pleasure, the king sponsored lavish court balls, Venetian-style balli in maschera, and luxurious court gatherings, games, and garden festivities. His court acquired a reputation for extravagance throughout Europe. He held a famous animal-tossing contest in Dresden at which 647 foxes, 533 hares, 34 badgers and 21 wildcats were tossed and killed. Augustus himself participated, reportedly demonstrating his strength by holding the end of his sling by just one finger, with two of the strongest men in his court on the other end.