Dagbog over en slentretur tværs over Sydtyskland i juni 2018.

Optegnelserne er alle lavet på selve dagen efter ankomsten til overnatningsstederne. - Dog er der efterefterfølgende tilføjet links og info-bokse mv., hvor det er skønnet nyttigt.

Esbjerg - Bayreuth 11/6.

Temelig omstændelig med hele 4 togskift: Tønder, Niebüll, Hamburg-Altona, Nürnberg med skiftetider på ca. 1 time i Tønder og ca. 2½ time i Altona. Hamburg-Altona - Nürnberg var med ICE (Intercity Expres), der er MEGET lange tog (flere hundrede meter) og kun 8 nummererede pladser til cykler. Det er en udfordring i sig selv at finde vognen med cykelpladser, men heldigvis findes der oversigter på perronen med en skitse - og perronafsnit, f.eks. "A".

ICE holder typisk kun 2-3 minutter på stationerne, og man skal have baggagen af, cyklen ind, cyklen ind på rette plads; i mit tilfælde skulle den hænges op i forhjulet, så det er ofte en lidt stresset situation. Hvis man ikke har en pladsreservation, kommer man ganske enkelt ikke med toget, så det havde jeg naturligvis. MEN på cykelreservationen var pladsnummeret ikke opgivet. Det havde jeg heldigvis opdaget efter modtagelse af billetterne og kontaktede min troldmand hos Arriva (Steen), der iværksatte en undersøgelse hos DSB (!), og et par uger senere oplyste de så, at det var plads nummer 102, hvilket jeg tilføjede med kuglepen... Jeg var derfor noget urolig for, om dette holdt vand. Det gjorde det heldigvis. Sidste "ben" var Nürnberg-Bayreuth, som viste sig at være hele 4 togsæt, der koblede sig fra undervejs.

Uheldigvis opstod der et teknisk problem med en frakobling ca. 25 km før Bayreuth, som forsinkede os i godt 20 minutter, og jeg ankom derfor først kl. ca. 21:15, umiddelbart før solnedgang i tordenvejr og øsende regnvejr. Tidspunktet og vejret betød sammenlagt, at det var buldermørkt. Heldigvis havde jeg lagt ruten fra banegården til hotellet ind på min trofaste gps, og efter at have trukket i regntøj og gjort det sammen ved min omfangsrige baggage cyklede jeg så - uden lys - de få km til hotellet, der havde Ruhetag. Jeg skulle derfor trække min nøgle til værelset i en automat og selv finde husly til min cykel. Efter at være stået op kl. 04:30 og ankommet til hotellet kl. 21:45 var jeg helt ærligt godt brugt. Det spændende er nu vejret i de kommende dage; vejrprognoserne lover desværre ikke for godt, men bare det ikke bliver dagsregn, skal det nok gå.

12. juni, Bayreuth - Bad Staffelstein. 74 km.

Stod op til overskyet - men tørt og lidt køligt - vejr, oven i købet næsten vindstille. Faktisk ideelt til cykling.

Roter Main lidt vest for Bayreuth. - Burde måske være Brune Main...

Lidt uden for byen krydsede jeg så Roter Main. Der er også en Weisser Main, som flyder sammen til - Main. Jeg har investeret i turbogen "Maninradweg" fra Bikeline, men gps'en er nu en uvurderlig hjælp, når skiltningen forsvinder og ved til- og frakørsel til overnatningsstederne. Dette hjørne af Bayern er, foruden den landskabelige skønhed, også hjemsted for en masse bryggerier, hvoraf jeg passerede et, der samtidigt også var hotel. - Der kan sagtens laves en tur med bryggerier/øl som tema...

Få km fra dagens destination, Bad Staffelstein, lidt sydvest for Lichtenfels, ligger er gammel kending: Wallfahrtsbasilika Vierzehnheiligen, der er en fantastisk barokkirke, der har ikke ringere end Balthasar Neumann som arkitekt. Kirken ligger selvfølgelig meget højt i landskabet, så jeg ankom helt gennemblødt af sved som en anden pilgrim. I øvrigt ligger den på Skt. Jakobsvejen, jf. foto af infotavle herom. (Album). - Dagens etape viste sig noget mere kuperet end forventet og annonceret, så jeg fik brugt alle gear!

Mit logi (pension) var til min overraskelse igen ubemandet og jeg havde ikke fået en kode til nøgleskabet, hvilket gav lidt praktiske udfordringer, men de blev løst vha. af en dame i en tilstødende bygning (efter et tip fra en af de øvrige gæster). Jeg fik nøgle, anvist garage til cyklen og efterhånden også kode til WIFI. Efter et tiltrængt bad gik jeg en runde i byen, der er ganske charmerende i den helt rigtige sydtyske stil, og mindre end 200 meter herfra ligger en meget rost kineser-restaurant, hvor jeg har planer om at stille sulten fra buffeten. En glimrende dag. Og vejrprognoserne giver håb om, at regnen udebliver! Album.

13/6 Bad Staffelstein - Zeil am Main. 73 km.

Kold morgen, kun 13 grader, men tørvejr efter en smule regn lige forinden, og tørvejret holdt retsen af dagen. Jeg havde regnet med, at det nok blev varmere op ad formiddagen, men det blev snarere koldere og nogle km før Bamberg gjorde jeg holdt og tog en ekstra langærmet trøje på, som blev på resten af dagen...

Bamberg. Altstadt med Altes Rathaus mellem to flodarme.

Største seværdighed var afgjort Bambergs gamle centrum med det gamle rådhus bygget på en (kunstig ø?) i midten af Regnitz-floden og forbundet med byen med to maleriske broer, en over hver gren af Regnitz. Mainradweg går faktisk uden om den historiske bykerne (Altstadt), så jeg måtte fravige den planlagte gps-rute og bare sigte mod centrum, men det gik nu uden megen besvær, blot blev det til megen "gadekørsel" mellem bilerne. Udfordringen med efterfølgende at finde tilbage til ruten blev løst med gps'en ved at zoome ud, indtil rutens tykke røde streg blev synlig og så køre i denne retning, til vi fandt hinanden igen ikke langt fra sammenløbet af Regnitz og Main.

De sidste godt 30 km af dagens etape forløb uden større oplevelser. Dog findes lidt efter en lille by, Limbach, en valfartskirke: Maria Limbach, som jeg naturligvis kiggede ind i. Næsten som forventet var det indre et nydeligt udstyrsstykke i barokstil, lidt ligesom Vierzehnheiligen, bare ikke nær så overdådigt.

Ankom lidt i kl. 15 til et aflåst hotel med en seddel om, at der først kom nogen kl. 17. De to telefonnumre var blot telefonsvarere med samme nedslående besked, men jeg lagde da en besked og allierede mig med bagerkonen i en tilknyttet bagerforretning. De forenede anstrengelser må have båret frugt, for efter ca. ½ time kom der en mand, der kunne tjekke mig ind, og da var jeg da noget sur, men undlod at brokke mig (ret meget). Stedet praler af et fremragende køkken, og det vil jeg lade komme an på en prøve. Appetitten er helt i top!

Og maden var virkelig glimrende, så nu er jeg stopmæt på den gode måde, så det er lige før jeg tilgiver den låste dør og ventetiden... Album.

14/6: Zeil am Main - Volkach, 61 km.

Sidder på gaden med blå himmel med en 0.5 liter vom Fass. Bedre bliver det nok ikke efter en dejlig dag med perfekt cykelvejr og gode "indslag" på ruten.

Blomstrende rabatside.

Schweinfurt har et stort og fint kunstmuseum, Museum Georg Schäfer, lige ved Mainradweg. De hævder at være indehaver af den største samling Adolph Menzel-værker og Caspar David Friedrich er også rigt repræsenteret, og det så ud til at være ganske vist. Museets værker begynder med tidlig romantik og rækker frem til begyndelsen af det tyvende århundre, dvs. en periode, hvor det stadig er til at se, hvad de forestiller - og det er man jo ikke så forvænt med.

Efter ca. 1½ time fortsatte turen, dog efter lige at have rundet det nærliggende torv med rådhus og den uundgåelige statue midt på pladsen. (Sådan et minde skal man ikke ønske sig, for så er det stensikkert at man er død...).

Efterhånden blev vinmarkerne på skråningerne mere og mere fremherskende, indtil de blev helt dominerende: Her hersker Frankenwein, som jeg/vi nyder hver weekend. Tænkte nok, at den bor smukt - hvordan skulle den ellers kunne smage så djævelsk godt.

For en gangs skyld blev jeg mødt med åbne døre og arme ved ankomsten til refugiet i Volkach, et rigtig hyggeligt sted i en hyggelig lille by - og spisekortet ser indbydende ud. Det bliver sikkert en Bauernschnitzel mit gebratene Speck, Spiegelei und Bratkatoffeln. Hva'ba' - mit noch ein 0.5 liter fadbamse. Man har snart helt glemt modersmålet. En rundtur i byen bekræftede det første indtryk: Det er bare en dejlig lille by med en hyggelig stemning. Den katolske kirke lige ved torvet levede også helt op til forventningerne om barok udsmykning og en vidunderlig tysthed, som præger sådanne sydtyske kirker. Der var det godt at være.

Bauernschnitzel'en viste sig at bestå af to store plader, så jeg måtte give fortabt og levne lidt. Ikke den helt store oplevelse, lidt lissom paneret flæsk i megastørrelse. De brasede kartofler var gode, den halve liter fadøl ligeså. Men en helt igennem fin dag med mod på mange flere af samme skuffe. Album.

15/6 Volkach - Würzburg, 64 km.

Igen - vejret var tvetydigt fra morgenstunden, men valgte at være fint til formålet. Etapen var meget præget af at gå langs landeveje, men var til gengæld uden nævneværdige bakker.

Festung Marienberg vogter over Würzburg.

Nogle km syd for Volkach ligger Schwarzach am Main, hvor der er et gammelt Benediktiner klosteranlæg med klosterkirke og meget andet (billeder). Jeg kiggede indenfor og blev igen overvældet, denne gang ikke pga. barok-udskejelser. Det slog mig, at nogle ting går igen i disse katolske kirker: Lys, blomster i stærke farver, størrelse (her 88 m lang og 31 m bred), tysthed, mange malerier og altre. Man fornemmer faktisk noget, der er langt større end end selv. Overvejede at skrifte, men indså, at jeg så næppe ville nå frem inden det blev mørkt, hm.

5-6 km længere fremme måtte jeg så lige lægge vejen forbi Kloster Maria am Sand, også en valfartskirke. Der er tale om en såkaldt pieta-kirke, dvs. en kirke der er bygget op omkring et vej-krucifix med en fremstilling af Maria med den døde Jesus i armene efter korsnedtagelsen. Dette er da også bevaret som den centrale del af kirkerummet (billede). Herefter måtte det være nok med kirker/klostre for i dag!

"Indkørslen" til Würzburg fra sydøst viste sig at være endog meget smuk (billeder), men i første omgang kørte jeg til Hotel Altstadt i centrum, en gammel kending fra 2015, og indtjekningen gik da også som smurt. Efter at være kommet på plads og i orden var der stadig god tid til en tur rundt i byen. Residenz ligger kun få hundrede meter herfra i forlængelse af Theaterstrasse. Bygningens størrelse er overvældende; Amalienborg er sammenlignet hermed en portnerbolig, og når man så tænker på, at den tjente som residens for den lokale biskop, må man undre sig. I virkeligheden er det jo en manifestation af uhyre skattebetalinger, men pengene er så til gengæld ikke bare spist op. Vi har tidligere været på rundvisning inde i slottet, så jeg tog en havevandring i det dejlige vejr (billeder) og blev igen betaget.

Så zigzaggede jeg ned til Alte Mainbrücke, der var sort af mennesker, der stod med vinglas i hænderne og hyggede sig, mens cyklister og fodgængere forsøgte at komme over broen. Jeg købte en Schoppen (=0,25 l) Frankenwein/Brückenwein og sluttede mig til selskabet, men savnede bestemt Jytte til at dele oplevelsen med. Det var både meget stemningsfuldt og civiliseret. - Jeg bliver aldrig træt af at bemærke, hvorledes grupper af kvinder forstår at more sig, og efter et stort glas dejlig vin stiger humøret jo en ekstra tand... (Billeder). Würzburg er altid en rejse værd - og en helt optimal afslutning på dagens etape. Album.

16/6 Würzburg - Lohr am Main, 62 km.

Den korte dagsetape var planlagt ud fra ønsket om mere tid i Würzburg - indtil ca. kl. 13. Det var ikke noget problem med hotellet, at cykel og baggage blev der så længe, så jeg startede med at tage bussen op til fæstningen Marienberg, der raget meget synligt op vest for Main. Det var naturligvis også her fyrstebiskopperne, der stod bag. Så havde de et sikkert tilflugtssted i ufredstider, der var meget fremherskende i lange perioder, f.eks. Bondekrigen i Luthers tid og senere (og meget værre) 30-årskrigen 1618-1648. En del af fæstningen er nu museum, som jeg løste billet til og vel brugte 1½ time på. Blandt maget andet var der også en skala-model af Würzburg efter bombningen i marts 1945. - Byen var indtil da uskadt og et sekundært mål, men så bød chancen sig få uger før krigens slutning: Det blev klart vejr, og englænderne angreb (om natten) med flere hundrede bombe- og jagerfly. Til ingens verdens nytte, blot og bar ødelæggelse. OK, tyskerne havde selv været ude om det, men på dette tidspunkt var der slet ingen tvivl om krigens udfald og meget snarlige afslutning.

Würzburg. Udsigt fra Festung Marienberg. Alte Mainbrücke tv. i billedet.

Tog bussen tilbage (flere km) og stod af i nærheden af Stift Haug, en meget stor korskirke med kuppel over korsskæringen. Den rige barokudsmykning gik tabt under krigen. En del malerier, bl.a. en serie med Jesus på Via Dolorosa fra start til gravlæggelse, 14 stationer. Ren anskuelsesundervisning, så enhver kan forstå det.

Derfra videre til de to næsten sammenbyggede kirker: Dom Skt. Kilian og Neumünster. Skt. Kilian (hvor der var andagt) er en sjælden set kombination af romansk og barok stil; hovedbygningen er gotisk med fladt træloft og små rundbuede vinduer, mens korskæringen og koret er barok på fuldt blus.

Lige ved Neumünster kirken findes Lusamgärtchen, en lille bitte have, hvor Walther von der Vogelweide (1170-1228/30) er begravet, en lille oase, med en sarkofag der er indrettet som en slags foderbræt for fugle. - Vi stødte på Vogelweide på Wartburg ved Eisenach.

Tilbage til hotellet og op på jernhesten. Ruten gik over Alte Mainbrücke, hvor der var endnu flere mennesker (!) end i aftes, mange i gang med at drikke frankenwein. Mainradweg gik/går nemlig på flodens venstre bred, og det er lidt bøvlet at finde ind på den, men jeg kom jo ad den vej på turen for tre år siden.

Det vidunderlige sommervejr kombineret med en lørdag eftermiddag havde forvandlet lange strækninger langs floden til rum for solbadende mennesker, og der var tæt trafik på cykelstien - også af gående med hunde og børn.

Der var egentlig ikke noget specielt på ruten Würzburg - Gemünden, bortset fra steder, jeg kunne genkende fra for tre år siden, hvor der bare øsregnede: Her skyllede jeg skidtet af mit regntøj lige før Würzburg, her stod jeg under en bro og spiste lidt, her var den købmand, hvor jeg købte lidt ind, mens vandet tapløb af mig...

I Gemünden skulle jeg krydse floden på en bro, som imidlertid var spærret pga. renovation. Der var så skiltet en Umleitung, der endte i et færgeleje, hvor alle kom gratis over - og tilbage på sporet.

Vejret var efterhånden så varmt, at jeg så mig nødsaget til at gøre holdt ved en Gaststätte og indtage ½ liter pragtfuld fadøl. Således forfrisket nåede jeg kort efter frem til vandrerhjemmet i Lohr am Main til en venlig modtagelse. - Der er vist kun to andre gæster. Et eller andet sted nåede jeg halvdelen af turen i kilometer. Album.

17/6: Lohr - Wertheim, bydel Bestenheid, 56 km.

Etapen var klart nok for kort, men det er altid et puslespil at finde rette kombinationer af afstand, overnatningsmuligheder og seværdigheder.

Typisk landskab langs Main.

Wertheim i delstaten Baden-Württemberg kan byde på nogle stykker: En af Tysklands største borgruiner, Burg Wertheim, et glasmuseum og uforstyrret bindingsværk, dvs. en by, der ikke blev ødelagt under krigen. Billeder.

Jeg ved ikke, hvor mange hundrede trin fra gadeplan til toppen, men heldigvis var det ikke bagende varmt, så jeg stred mig op og blev belønnet med masser af gode udsigter. Der var vældig mange mennesker (søndag!) og arrangeret forskelligt til underholdning. Nede igen gik jeg til det nærliggende glasmuseum, (museets hjemmeside her) der er baseret på en nu lukket glasfabrik. En fyr sad og demonstrede fremstilling af glasting, der indebar pustning. Han lod nogle af børnene puste, at det var selvsagt en stor succes. Nogle af de udstillede glasting var i øvrigt julepynt, fuldstændig, som vi kender det. Jeg har egentlig aldrig tænkt på disse æbler (som det jo skal forestille) som glas. - Fint lille museum med en del besøgende.

Hotellet tog pænt imod, men restauranten/køkkenet var nedlagt, så jeg måtte ned til en meget stor Biergarten nede ved floden for at stille sult og slukke tørst. Det er i dag Tyskland spiller første kamp til VM, og der var opstillet storskærm, men jeg så nu kun de første minutter. Jeg var i øvrigt forbløffet over, hvordan de mange gæster selv rydder af - helt som på et vandrerhjem, selv om øllet blev udskænket i både hele og halve liter. Album.

18/6: Wertheim - Aschaffenburg, 73 km.

Som vanligt super vejr fra start til slut. Ingen svinkeærinder undervejs, men en lidt spøjs morgenoplevelse få hundrede meter fra hotellet. Min rute førte over en jernbanebro, der her fået påhængt en cykelsti, der kun er en smule bredere end mit cykelstyr, dvs. ingen mulighed for at vende om (billede)... Og hvad sker der - ca. midtpå kommer der en motorcykel, der helt sikkert var på gale veje. Vi holdt så der, forhjul mod forhjul og kiggede på hinanden. Føreren var en ældre mand, som smilede venligt til mig og fremkom med den utrolige melding, at vi godt kunne komme forbi hinanden, når han lige slog pedalerne ind, og jeg løftede mit styr over hans styr... vi blev mildt sagt filtret godt ind i hinanden men efter nogen tid med små løft og lidt skubben og masen kom vi faktisk forbi hinanden. Nok lidt som en tvillingefødsel, hvor begge unger kommer på én gang!

Flodkrydstogtskib. Ofte forbavsende store.

Jeg tog også billeder af nogle af disse meget store flodkrydstogtsbåde, hvor en masse af kahytterne har en lille verande. De sejler knap så hurtigt, som jeg cykler, men så er der med få km mellemrum sluser, hvor de tilsyneladende ofte kommer i venteposition, indtil slusemesteren kom og trykker på knapperne.

Jeg har også længe luret på nogle allestedsnærværende store brune (!) gæs, der næsten er tamme. - Mon farven skyldes, at den matcher vandet? Og som sædvanligt kom jeg faktisk for tidligt frem til hotellet i Aschaffenburg i det yderste hjørne af Bayern, selv om jeg forsøgte at tage den med ro. Heldigvis fik jeg straks mit værelse og efter indflytning og daglige rutiner (bad, vask mv.!) gik jeg en bytur. Først til turistkontoret for at høre nyt om det længe ventede Christian Schad - Museum, der skulle have været indviet for en måned siden, men den venlige dame oplyste, at der går endnu et år (!) på grund af, at der hele tiden opstår nye problemer med den bygning, der skal huse samlingen. Jeg gik så forbi Pompejanum, der er en kopi af en udgravet villa fra Pompei, som kong Ludvig den 1. af Bayern lod opføre. Ellers domineres bybilledet af det enorme Schloss Johannisburg, som delvist er museum. De to bygninger ligger ved floden og klæder hindanden storartet, trods deres forskellighed. (Billeder).

Vil muligvis bruge lidt mere tid i byen i morgen formiddag, da etapen (turens næstsidste) til Frankfurt er kort. En af grundene til mine tidlige ankomster er, at jeg aldrig kører forkert. De forberedte ruter, turbogen, skiltningen og (!!!) gps'en sikrer optimal navigation. Album.

19/6: Aschaffenburg - Frankfurt, 61 km.

Rundede lige soluret på teaterpladsen i Aschaffenburg. Kunne i første omgang ikke få øje på det, hvilket undrede mig, da det skulle være kæmpestort. Men det viste sig, at hele pladsen var en del af uret, kombineret med en meget høj søjle mindt på pladsen, der var inddelt i felter med numre svarende til timerne. - I sagens natur er der ikke omstilling mellem vinter og sommertid her. Billeder. (Hotellet var i øvrigt glimrende, det hidtil bedste og med fremragende morgenmad.).

Frankfurt, Städel Museum: Max Liebermann: Simson und Delila, 1902.
- Så er den ged da også barberet!

Undlod at holde ind i de ganske mange byer undervejs, hvilket sikkert er en skam, men jeg ville gerne frem til Frankfurt i god tid, så der kunne blive tid til at gense Städel Kunstmuseum på Museumsufer. Befriet for baggagen er det den rene svir at være på cykel i en storby, selv om det blev til adskillige km ekstra. Cyklister kan tillade sig næsten alt på disse kanter, foruden på cykelstierne køres der i tætpakkede gågader, i parker og på gaderne mellem bilerne, uden nogen tager anstød af det. Og de kører hurtigt, jeg blev hele tiden overhalet, hvilket sjældent sker ude på cykelstierne.

Ikke noget særligt at bemærke ude fra ruten, bortset fra en djævelsk masse insekter, især meget små fluer, som jeg hele tiden fik i øjnene, og som cykelhjelmen viser sig at være alt for god til at samle op gennem ventilationssprækkerne, hvorefter de slår sig ned i hovedbunden og klør ad helvede til...

Hotellet ligger i et indvandrerkvarter. Receptionisten fulgte med udenfor og sagde, jeg skulle låse min cykel, hvilket jeg allerede havde gjort, men jeg skulle desuden lænke den til en lygtepæl, fjerne drikkedunke og cykelcomputer. - Han sagde ikke hvorfor, og jeg spurgte heller ikke... Natten over kommer den dybt ned i hotellets kælder. Album.

20/6: Frankfurt - Mainz, ca. 55 km

Så kom varmen med op mod 30 grader i skyggen.

Selve etapen var/er ganske begivenhedsløs. De første mange kilometer går gennem Frankfurt med forstæder, præget af indflyvningen til Frankfurt lufthavn. Ca. 30 km vest for Frankfurt ligger Flörsheim, hvor vi for to år siden havde 3 (?) overnatninger i forbindelse med, at vi besøgte Frankfurt. Jeg fandt let stedet og fik mig en dejlig fadøl i Biergarten. Værten (som jeg godt kunne huske) spurgte, om det ikke var for tidligt, men med henvisning til varmen godkendte han handelen...

Slut på Mainradweg: Bag Rhinen ses Mainz.

Efter at have krydset Rhinen kørte jeg direkte til Mainz Hbf for at orientere mig om adgangsforhold til perron etc., idet jeg jo skal tidligt af sted i morgen.

Etapen var jo kort, og jeg var fremme ved herberget først på eftermiddagen. Det ligger i den sydlige ende af byen, små 4 km fra Altstadt og banegård, i enden af Volkspark og ret højt med glimrende udsigt fra min vindue over - Rhinen. Main flyder nemlig sammen med Rhinen lidt nordvest herfra.

Efter ankomsten og de sædvanlige rutiner cyklede jeg ind til Altstadt og gik ind i den enorme romanske domkirke. Temperaturen inden døre var lige tilpas sval, men oplevelsen skæmmes lidt af de mange grupper, der får foredrag.

Varmen gjorde, at jeg ikke orkede mere sightseeing og cyklede hjemad (mest opad!) via Volkspark og endnu en fadøl, der kom i sidste øjeblik før den totale dehydrering. Utroligt, som øl dog kan smage godt. Aftensmaden bliver her i herberget, en billig dag for arvingerne... I tilgift kan man så glæde sig over de unge mennsker/store børn, som også er her.

Turen er slut, omend der venter en lang hjemrejse med tog. Ingen uheld, flot natur og mange oplevelser. Med lidt større ihærdighed kunne en hel del flere seværdigheder være blevet besøgt, men der er også en mæthedsgrad, måske især når der ikke er en at dele dem med. - Synd og skam, at Jytte ikke kan være med på disse ture, men dejligt at vi så har så mange andre sammen. En positiv bivirkning er behovet for at holde formen ved lige, hvilket bestemt ikke blivet lettere med alderen. Album.