Retur
De følgende optegnelser er alle (på nær 8/6) lavet på selve dagen efter ankomsten til overnatningsstederne. - Efter hjemkomsten har jeg valgt ét billede for hver dag. Bemærk også, at der efter hver dag er tilføjet et link til alle den pågældende dags billeder.
25/5 Uelzen - Celle
Turens allerførste dag.
Hunderwasserbahnhof Uelzen, eks. på interiør
Jytte kørte mig til Uelzen sidst på formiddagen, så vi dels kunne gense Hundertwassers fantastiske banegård og dels afkorte dagens etape lidt. Uelzen Bahnhof lignede sig selv, dvs. en krydsning af en almindelig prøjsisk banegård og - Hundertwasser. Resultatet er absolut en stor afstikker værd!
Da vi læssede cyklen af, begyndte det at regne, og det fortsatte det med lige til Celle, nogle gange bare støvregn, andre gange ganske heftigt, så jeg fik til gavns afprøvet regntøjet og den nye styrtaske - og alt bestod med glans, men mine sko blev gennemblødte og mine fødder iskolde, så jeg så vist lidt sølle ud ved ankomsten til hotellet efter ca. 55 km. Med en temperatur på ca. 12 grader var det såmænd også nok for dagen. Størstedelen af ruten gik gennem skov; jeg studsede her over nogle parkerede campingvogne. Først troede jeg, at der måske var tale om nogle lumske fotofælder, men en af vognene i min side af vejen efterlod ingen tvivl om formålet: Mobile bordeller! Der var nu hverken kunder eller "personale" at se, og jeg formoder, at forretningstiden er fra først på aftenen... Det skal også være en hel del ulve i området, så jeg har nærmest været heldig med at slippe gennem dagens etape med våde sokker!
Dagen indebar jo også den første store test af min cykel GPS (Garmin Edge 810) og mine forberedelser med indlæste dagsetaper. Det var dejligt (og lovende), at det fungerede helt perfekt. Ingen tvivl om, at jeg slipper for en hel del fejlkørsler og tvivl, hvor skiltningen mangler, dvs. generelt i de lidt større byer og ruten til mine overnatningssteder.
Efter et varmt bad og et godt måltid mad (asparges, naturligvis), gik jeg en aftentur til Celle centrum med Marienkirche, i hvis krypt dronning Caroline Mathilde hviler, og slottet tæt ved, hvor hun døde først i tyverne. (billeder).
Nu håber jeg bare på i det mindste lidt bedre vejr i de kommende dage, dvs. tørvejr!
Sidst - men ikke mindst - håber jeg, at Jytte kommer godt hjem i bilen fra Uelzen til Esbjerg! Dagens billeder.
26/5 Celle - Steyerberg (ved Nienburg)
Fra Celle til Steyerberg sydvest for Nienburg. 90 km.
Der er masser af ulve på Lüneburger Heide!
Det forlyder, at vejret bliver bedre "om nogle dage", hvilket i givet fald i sandhed vil være kærkomment. - De lave temperaturer er egentlig ikke noget problem, men regn er til gengæld, idet regn giver våde og dermed iskolde fødder. Da jeg ankom i aftes lignede min cykel (og jeg selv) noget, der var fisket op fra bunden af Esbjerg havn. Det (vejret) ser ud til fortsat at blive en (ekstra) udfordring: Koldt, med byger og vestenvind (=modvind), men heldigvis moderat i styrke.
Dagens etape var planlagt til at føre over til Nienburg ved Weser Radweg, der er en del af D9, som fører lige til målet, om ca. 1.000 km, så strengt taget begynder turen først rigtig i morgen. Den startede meget tilforladeligt som en cykelsti langs hovedlandevejen mellem Celle og Nienburg (Weser) - og denne udmærkede mulighed skulle jeg have holdt fast i... Men min rute var delvis planlagt lidt sydligere via skovveje, som mildt sagt viste sige mere "rustikke" end forventet, dvs. på lange strækninger alt andet end en cykelsti. På visse strækninger var de kun egnede til bæltekøretøjer eller traktorer med firehjulstræk. Desuden manglede noget af den planlagte rute ude i virkeligheden, suk. Til gengæld kunne jeg så nyde skovens dybe, stille ro - når borthøres fra dejlig fuglesang. Der var for øvrigt advarselsskilte om ulve (...); jeg har taget et billede af et af dem, men jeg ved (endnu) ikke, hvordan jeg overfører dem til denne telefon, endsige hvorledes jeg vedhæfter og videresender dem.
I Nienburg passerede jeg Weser, som jeg skal følge de kommende dage til Hann.-Münden. Denne strækning har jeg jo cyklet tidligere, så der bliver i nogen udstrækning tale om gensyn, men jeg havde heldigvis overset nogle vigtige ting, men mere om det efterhånden.
Nu glæder jeg mig til et godt måltid - med mit kalorieforbrug kan indtaget af samme næsten ikke overdrives... Hvad siger I til det, tøser? - Hotellet her er et godt, solidt og billigt "landhotel", så det kan faktisk ikke gå galt.
I er mere end velkomne til at lade høre fra jer - med hvad end der nu måtte falde jer ind. Dagens billeder.
27/5 Steyerberg - Hameln
Steyerberg (nær Nienburg) - Hameln. 91 km.
Weser med Wesergebirge i baggrunden.
Dagen gav gode eksempler på de gode og sjove kontakter, der byder sig, når man rejser alene. Allerede ved morgenmaden gav et ældre ægtepar sig i snak med mig, faktisk i over en halv time. Konen stammede fra Flensborg, men havde levet ved floden Main (den som Frankfurt ligger ved). De kendte Danmark ret godt og talte så venligt om det, at det var lige før, jeg måtte protestere...
Nogle timer senere sad jeg på en bænk og nød et par kiks med vand til (min frokost), da et par ældre damer gik forbi og lige skulle høre, hvad jeg mon var for en størrelse: Hvor jeg kom fra, og hvorhen jeg agtede mig. Begge dele undrede dem såre, men jeg sagde, at jeg ikke var så gammel som jeg så ud til - kun 70; de mente dog, at jeg nok burde holde senest ved de 100.
Jeg slap stort set for regn og først på eftermiddagen, kunne jeg trække regnbukserne af og fortsætte i shorts! (Første gang på turen). Dagen bød på et par fine oplevelser, foruden flot natur.
I den nordlige udkant af Minden kommer man til Wasserstrassenkreuz Minden, der er et kæmpemæssigt "vandvejkryds", idet en af Tysklands store kanaler her passerer hen over Weser. Det indebærer enorme sluseanlæg og stedet er pt. en kæmpestor byggeplads, hvilket betød afspærringer og komplikationer for min rute.
Umiddelbart syd for Minden kommer man til Weserbergland - de første bjerge man møder, når man kommer nordfra. Her kan man nyde synet af Porta Westfalica - den vestfalske port, hvor Weser gennembryder den lave bjergkæde. Imponerende. (Porta Westfalica er OGSÅ en by sammesteds)
Die Rattenfängerstadt Hameln er en god, gammel bekendt, med en indre by præget af bindingsværk isprængt Weserrenæssance, gotik og sikkert mange andre stilarter. Men først og fremmest er byen jo (verdens-) berømt pga. sagnet om rottefængeren, som brødrene Grimm har udødeliggjort.
Jeg var så helt usandsynlig heldig, at jeg efter at have tjekket ind på hotellet kom ned i byen ½ time før sæsonpremiere på "Rats", en musical om sagnet. Rats opføres fra og med i dag den 27/5, kl. 16:30 (www.musical-rats.de). Stor succes, men jeg var desværre ikke klædt godt nok på til at stå på torvet i 45 min. i det kølige vejr.
Jeg spiste min velfortjente aftensmad på Hotel zur Krone i Osterstrasse (Jytte, du husker nok suiten der?). - Maden var helt perfekt, mums. Dagens billeder.
28/5 Hameln - Beverungen
Hameln - Beverungen. 91 km.
Hameln var (igen) en god oplevelse, som kan anbefales til alle.
Fra Münchhausen Museum
Dagens "pensum" var 85-90 km, som af en eller anden grund altid bliver lidt længere. Denne gang var grunden helt sikkert de to afstikkere til oplevelser, som man ikke må lade gå fra sig, hvis man sku' komme forbi: Münchhausen Museum i Bodenwerder, hjemby for løgnebaronen, som det er svært ikke at holde af. I museet har de fuld dokumentation for de fleste af hans fortællinger, bl.a. de kanonkugler, som han benyttede til at overflyve (hhv. ud og hjem...) tyrkernes linjer. Museet må også roses for et dejligt personale, der mere eller mindre non-stop genfortæller nogle af historierne og ellers om hans liv, herunder ikke mindst hans to ægteskaber, hvoraf det første var lykkeligt.
Næste stop var Corvey-klostret ved Höxter, hvor man kan møde gode kendisser som Ansgar og Hoffmann von Fallersleben. Sidstnævnte er begravet på kirkegården - men man skal vide det for at finde stedet. Husk: "Man ser kun det, man allerede ved!" En dyb sandhed fundet på en tysk rasteplads...
Dagens udgave af vejret var på mange måder udmærket, varmere og mindre regnfuldt end foregående dage, MEN til gengæld mere blæsende og (naturligvis) stik modvind det meste af tiden, laaaangt det meste af tiden! - Det var med andre ord en ganske krævende dag, som forhåbentligt vil være en undtagelse, please.
Til gengæld er der kun godt at sige om ruten med Weser slyngende sig i Weserbjergene, hvor der gemmer sig mange seværdigheder; mange er oplagte mål for en bilferie.
Helt siden Niemburg har jeg været overrasket over, hvor mange modkørende turcyklister, jeg har mødt. Enkelte er gamle enlige hanelefanter som jeg selv, nogle (ægte-) par, men først og fremmest grupper i alle størrelser. Når man møder dem, hilser man naturligvis - ellers er man en sur stodder. De fleste er virkelig ældgamle, hvilket bl.a. afsløres gennem påklædningen: De (ældste) ligner mest polarforskere - ikke noget med shorts og normalt cykeldress som vi andre yngre mennesker...
Morgendagen byder på lidt færre planlagte kilometer. Fra Hann.-Münden bevæger jeg mig i ukendt land - bare de nu er venligtsindede på de kanter - ellers må I ha' det så godt. Dagens billeder.
29/5 Beverungen - Kassel (Hotel Roter Kater ved Fulda-floden)
29/ 5 Beverungen - Roter Kater lidt nord for Kassel, ca. 72 km.
Færgemanden
Sammenlignet med tidligere dage var dagen km-mæssigt jo næsten ½ fridag. Vejret viste sig fra sin venlige side med let tåge og vindstille indtil hen på formiddagen, hvor (mod-) vinden tog til igen. Ruten indebar en færgeoverfart, egentlig bare en stor åben båd (billede) kun beregnet for personer med/uden cykel. Færgen lå på modsatte bred og jeg kunne se, at færgemanden var i færd med at læse sin morgenavis, men et højt "halloooo" satte fut i ham. Disse små færger drives uden motor, nemlig med flodens strøm og så lige en stålwire til at sikre kursen. Smart, og så kostede det kun 1 euro.
- Jeg kom uvilkårligt til at tænke på floden Styx og færgemanden Charon, som jo også skulle have en mønt...
Mange km senere nåede jeg enden/begyndelsen af Weser Radweg: Hann.-Münden. Her opstår (nej, udspringer ikke) Weser ved sammenløb af floderne Werra og Fulda. Inde på spidsen af den lille halvø står Weser-stenen med et lille vers indhugget (billede). Her mødte jeg en anden ronkedor (enlig gammel hanelefant). Han var på vej fra Sydtyskland til Bremen, og vi fik en hyggelig og indforstået snak om dette og hint samt skiftedes til at fotografere hinanden ved stenen. Efter en lille rundtur i Hann.-Münden med de smukke bindingsværkshuse og en beskeden frokost fortsatte jeg på Fulda Radweg, som jeg skal følge små 200 km, næsten til udspringet.
Efterhånden som jeg nærmede mig Roter Kater (hotel) fik jeg en snigende mistanke til mit baghjul; og ganske rigtig: En eger var sprunget, hvilket pga. bagagelasten straks får hjulet til at "slå sig". Det medfører igen omgående store problemer med fælgbremsen, der jo begynder at slæbe på. Og så lige på en fredag eftermiddag.
Det er faktisk så slemt, at man ikke kan fortsætte ret langt uden en ny eger og en opretning af hjulet, dvs. værkstedsbesøg. Efter at have justeret på bagbremsen, så jeg kunne fortsætte nogle km nogenlunde (u-)forsvarligt, googlede jeg "notdienst fahrrad kassel", og sørme om ikke der dukkede en hjemmeside op med et telefonnummer. Langt om længe blev røret taget i den anden ende, og jeg aflagde en hastig beretning og håbet om hjælp lørdag morgen. Den flinke mand var lidt i tvivl om, hvorvidt de havde en eger, der passer til mit baghjul, men jeg var velkommen til værkstedet, og han mente nok, det skulle lykkes.
I sådan en situation er det altså skønt med internetadgang og mobiltelefon. - Men nu nager tvivlen lidt mht. egernes generelle tilstand. Med 18-19 kg bagage og utallige "bump" er de jo sikkert alle noget slidte efter godt 13.000 km. Dagens billeder.
30/5 Kassel - Rotenburg an der Fulda.
Hotel Roter Kater til Rotenburg an der Fulda, 77 km.
Bro til ICE højhastighedstog
Da jeg gik i seng, var jeg ærlig talt noget nervøs for min aftale med cykelværkstedet - det er trods alt lørdag i dag, ikke sandt? I morges var det både koldt og regnfuldt, ikke så overraskende, idet jeg havde hørt det regne de gange, jeg havde været oppe, men da jeg svingede højrebenet over bagagen og det skæve baghjul, var det holdt op, og jeg kørte i tørvejr hele vejen til Rotenburg an der Fulda, hvor jeg ankom allerede ved godt 14-tiden.
Men tilbage til den knækkede eger på baghjulet, der straks blev så skævt, at jeg praktisk taget måtte frakoble bagbremsen. Der er også forøget risiko for flere brækkede egere, dvs. sammenbrud af hjulet, når en mangler, så udbedring var ganske enkelt nødvendig, for at jeg kunne at fortsætte på forsvarlig vis.
Efter ca. 12 km tværs gennem Kassel fandt jeg værkstedet/forretningen, det var fuldt bemandet. Sikken en lettelse. To mand var i gang med reparationer på hver deres indrettede pladser, og den ene gik straks igang med min cykel.
"Ja", sagde han efter en kort besigtigelse, "- nu vil jeg gøre det billigst muligt, så du kan komme videre, men det er min vurdering, at et helt nyt baghjul ville være den optimale løsning". Jeg havde selv tænkt lidt i samme retning, idet de 18-19 kilo baggage kombineret med utallige store og små stød jo udgør en kolossal belastning af egere og fælg.
Gudskelov havde han en eger i den rigtige størrelse, og den var hurtigt monteret, men så begynder det komplicerede: Opretning af hjulet, der opnås ved at slække og spænde de RIGTIGE eger; det tager faktisk ganske lang tid og er lidt af en kunstart.
Da dette var i orden skulle bagbremsen justeres, og så påpegede han, at bremseklodserne havde set bedre dage. De blev naturligvis udskiftet, da det nok ikke er der, man skal spare, når en lang række bjergetaper venter. Men efter ca. tre kvarter var det hele overstået, og jeg fik en regning på 45 euro, hvilket jeg fandt rørende billigt. Hvilken lettelse.
Jeg kom jo gennem Röhrenfurt og Melsungen syd for Kassel, hvor vi har overnattet så mange gange på vore ture til/fra syden (Frau Schanze...). Jeg dels fulgte og dels krydsede A7, der kan høres langt væk. - Lidet havde jeg anet, at jeg skulle komme på disse kanter på cykel.
Dagen har også budt på de første rigtige "bjergetaper", og jeg forstår nu til fulde, hvorfor jeg ret konsekvent har holdt mig til flade ruter...
Men det er nu gået meget godt, benene klarede det fint, og jeg føler mig i rimelig god form. Da jeg passerede gennem Melsungen blev det så koldt, at jeg måtte tage min regnjakke uden på de to normale lag tøj, men så passede beklædningen også helt præcist: Jeg kunne køre i denne vintermundering tilpas varm og uden at svede. Der var ca. 11 grader og nogen vind. Vinden har dog ikke generet ret meget i dag; den kom mest fra vest, så jeg kunne ligefrem af og til nyde medvind. (!)
Jeg er tjekket ind på et rart vandrerhjem med en masse unge mennesker, som smiler og hilser venligt samt spreder masser af godt humør. Dagens billeder.
31/5. Rotenburg - "Gasthof zum Schwarzen Ross" 15 km syd for Fulda. 95 km.
Domkirken i Fulda
Sidder pt. i hotellets Biergarten; det er et ret "rustikt" sted, og jeg er noget spændt på aftensmaden, men der er lissom ikke nogen alternativer her i omegnen...
Efter at have afsluttet gårsdagens beretning gik jeg ned i Rotenburgs bymidte for at spise. Vandrerhjemmet ligger i udkanten af slotsparken, idet enhver by af en vis størrelse naturligvis har et fyrsteligt slot. Byen er faktisk endog meget charmerende med huse fra o. 1750, som ikke blev sønderbombet under krigen. Jeg fandt en kineserrestaurant, hvor jeg fik et fyrsteligt måltid, men jeg er næsten også nødt til at spise godt og meget om aftenen, idet jeg ikke får gjort noget/nok ud af frokosten.
Etapen var faktisk noget længere, end jeg havde gået og bildt mig ind, men jeg tror sørme, jeg har kørt mig i bedre form... Vejret har været OK, så for første gang på turen kan jeg sidde udenfor og aflægge beretning.
Vejrmeldingen for i morgen, mandag lyder desværre stadig på regn, hele vejen herfra og til Würzburg, turens længste etape, men det ser dog ud til også at blive lidt lunere, og så er det jo mere udholdeligt at være våd.
Jeg brugte lidt tid i Fulda, hvor jeg besøgte domkirken, Michaelskirche, Tysklands ældste kirke fra 822 (!) og Stadtschloss. Alle er seværdigheder, som fortjener meget mere tid, end jeg havde mulighed for at bruge. Desværre måtte man ikke fotografere i Michaelskirche.
Det meget store Stadtschloss er bygget mellem 1706 og 1721 og naturligvis i barokstil.
Jeg har nu med sikkerhed tilbagelagt mere end halvdelen af vejen. Hvis ellers morgendagen ikke helt drukner i regn, ser jeg optimistisk på resten af turen - men lad mig nu få varmere vejr! Dagens billeder.
1/6 Eichenzell - Würzburg.
Fra Fulda Radweg 15 km syd for Fulda by til Würzburg, 124 km.
Regn - dagsregn
Vi kan lige så godt straks få det med vejret overstået: Alle 124 km blev kørt i silende regn, vekslende fra let regn til skomagerdrenge, men det var stort set vindstille.
Jeg vidste naturligvis godt, at det ville være turens længste etape, der oven i købet byder på nogle gevaldige stigninger og nedkørsler, så jeg var ærlig talt lidt betænkelig ved, om mit gamle skrog kunne klare strabadserne, men det gik over al forventning på trods af de uundgåelige gennemvåde og dermed kolde fødder.
Ca. 70 km mellem Fulda Radweg og indtil Main Radweg 40 km før Würzburg er en slags ingenmandsland, men strækningen er dog alligevel godt skiltet. - Strækningen ville naturligvis have været en hel del mere charmerende i godt vejr; jeg tror jeg mødte 5-6 turcyklister på strækningen, så det er ikke lige der man skal have et uheld. Adskillige km havde en grufuld belægning af knust asfalt, dog ikke mere knust end til ofte knytnævestore klumper, som var ren tortur for mit stakkels baghjul, selv om jeg satte farten ned til ca. 10 km/timen og bestræbte mig på at undgå de værste ujævnheder.
Straks efter at være kørt ind på Main Radweg mødte jeg igen masser af turcyklister/lidelsesfæller, så der blev vist gjort lidt ekstra ud af at hilse på hinanden.
Kort før Würzburg fik jeg heldigvis lejlighed til at vaske mudderet af mig selv, min bagage og min cykel. Hotellet, som ligger helt centralt i den indre by, er dejligt (helt i modsætning til i går), men jeg brugte vist en lille time på at få vasket, hængt/sat til tørre, så alt er klart til i morgen.
Morgendagen er planlagt med en kort etape, så jeg lige kan få snuset til de store attraktioner i Würzburg, men jeg burde helt klart have booket to nætter her. - Jytte og jeg må så tage revanche på et senere tidspunkt.
Der er i øvrigt nu (!) udsigt til meget bedre vejr, så måske der alligevel ender med at blive brug for mine shorts og min kortærmede sommerskjorte.
Jeg har gort km-regnskabet op: 700 km på 7½ dage, og der resterer 460-500. Dagens billeder.
2/6 Würzburg - Bad Mergentheim (Rom. Strasse)
Würtburg - Bad Mergentheim, ca. 58 km, første etape af Romantische Strasse Radweg.
Så er man advaret!
Den korte distance skulle levne tid i Würzburg til en orienterende kig på nogle af byens største seværdigheder: Residenz (blot forbikørsel, jf. tidligere besøg i 2013). Herfra videre forbi Balthasar Neumann's hus i Franziskanergasse 2, til de to store kirker, Neumünster, romansk basilika fra 11. årh. og Dom St. Kilian, byens domkirke, også enorm romansk bygning, som senere er modificeret iht. barok-stil. Domkirkens tvillingetårne er meget synlige, når man kommer ind i centrum via Alte Mainbrücke fra Main Radweg; faktisk den optimale vej (dog kun fodgængere og cyklister). Endelig besøg i den kirke, Marienkapelle, hvor byens berømteste kunstnere er begravet, Balthasar Neumanm (arkitekt på Residenz) og Tilman Riemenschneider, træskærer.
På vej ud af byen Romantische Strasse Radweg ville jeg sluttelig besøge Festung Marienberg, der ligger højt hævet over byen på Main's venstre bred, men cykelstien var lukke pga. vejarbejde, så det må blive en anden gang - med Jytte. I det hele taget er Würzburg og nærliggende områder et oplagt mål for 2-3 dages oplevelser - mindst.
Vejret havde natten over som varslet skiftet til sommer, så jeg "anlagde" for første gang siden starten sommerdress: Cykelshorts og kortærmet bluse, jo såmænd så.
Starten på Den Romerske Vej viste sig at blive mere udfordrende, end jeg havde regnet med, selv om jeg havde kunnet erkundige mig herom ved at læse grundigt i turbogen: Inden for de første 10 km er der nogle voldsomme stigninger, turens hidtil værste. Et sted med 16% stigning - er det ikke uden for kategori i Tour de France? (Og de tøsedrenge kører jo på cykler, der ingenting vejer - og uden bagage...). OK, jeg indrømmer, at jeg var nødt til at trække, og ikke nok med det: Jeg var nødt til at holde adskillige pauser under trækningen for at få pulsen ned i det røde felt igen.
Undervejs i dette torturkammer kom jeg til en by ved navn "Altertheim", hvor jeg umiddelbart overvejede at slå mig ned for stedse, men så kom jeg ind i en floddal (kun en å), som munder ud i Tauber, der også her kun er en å, men den har alligevel skabt Taubertalen, som jeg hurtigt kom til at elske, idet den indebærer en pæn og jævn cykelsti i smukke omgivelser, som fortsatte lige Bad Mergentheim, hvor jeg nu er tjekket ind på et dejligt græsk hotel, hvor hele personalet naturligvis er grækere ( i Würzburg var de allesammen tyrkere...).
Den trælse del af etapen skyldes i virkeligheden, at ruten skulle fra Main-dalen til Tauber-dalen, og det lader sig altså ikke gøre uden nogle ordentlige "ujævnheder".
Undervejs kom jeg bl.a. gennem Tauberbischofsheim, der ser spændende ud med historisk bykerne og et slot med et flot tårn.
Bad Mergentheim er også en fin by med historisk bykerne, hvor der bl.a. er et enormt slot med stotskirke (Deutschordensschloss, som nu er museum). Jeg brugte kameraet ganske flittigt hele dagen til senere anvendelse og illustration.
Jeg er også nødt til et lille hjertesuk: Kraftig modvind det meste af vejen - nogle gange måtte jeg træde i pedalerne for at komme NED af bakkerne. - Faktisk advarer wetter.com mod kraftige vindstød. Jeg tror efterhånden ikke, at vindretningen ændrer sig før Füssen, så jeg må prøve at nyde det. Der meldes om op til 30 grader de kommende dage på de kanter, hvor jeg forventer at være. Dagens billeder.
3/6 Bad Mergentheim - Feuchtwangen (Rom. Strasse)
Bad Mergentheim - Feuchtwangen, 89 km.
Herrgottskirche - Marienaltar af Tilman Riemenschneider.
Så er jeg ankommet og straks skiftet til "civile" shorts (i mods. til cykelshorts), hvilket er første gang på turen. Jeg sidder i det lille Gasthaus' Biergarten og nyder en velfortjent 0,5 liter fadøl. Jamen, hvor den dog smager godt.
Etapen - og hele den Romantische Strasse - har været og vil vedblivende være endog meget kuperet, så skal der ikke pives mere over.
Jeg har opholdt mig ved to seværdigheder i dag: Herrgottskirche ved Creglingen med Tilman Riemenschneiders Marie-alter, et træskererarbejde i verdensklasse, se www.herrgottskirche.de. - Riemenschneiders navn er jo også i høj grad knytte til Würzburg og Residenz. Kirken ligger ikke lige ved ruten, så der matte tages en afstikker på nogle kilometer. På vej op ad bakken indhentede jeg en anden "lone rider", en ældre tysker på vej til München. Det bemærkelsesværdige var, at han hængt tre par underbukser til tørre bag på oppakningen - sådan set en såre praktisk løsning... (Jytte havde faktisk forslået mig det samme, hvad jeg dog fnysende afviste; man har vel sin stolthed.)
Den anden seværdighed er/var Rotenburg ob der Tauber. "Ob der Touber" betyder "oven over Tauber", og det er en meget præcis beskivelse - især når man er på cykel. Byen ER usædvanlig pittoresk og derfor også overrendt af turister fra hele verden, herunder japanere/kinesere, og hvad vi har.
Der er adskillige byer i Tyskland, som hedder Rotenburg, men denne her er langt den berømteste.
Morgendagen byder også på en (for) lang etape, men de to sidste på turen er gudskelov relativt korte. - Jeg må tilstå, at jeg har undervurderet udfordringerne i bjergterræn; jeg er jo trods alt født på Karup Hedeslette og er ikke "ørnen fra Herning". Dagens billeder.
4/6 Feuchtwangen - Donauwörth (Rom. Strasse)
Feuchtwangen - Donauwörth, 95 km.
Kan det være smukkere?
Forlod hotellet kl. 0845 (morgenmaden var tidligst kl 8) i strålende sol og næsten vindstille. Tog afsked med det sympatiske ægtepar, som kun skulle til Nördlingen, ca. godt 30 km mindre end min etapeplan. Jeg havde planlagt (hjemmefra) en heftig genvej, som jeg fik verificeret på turistkontoret, og den var helt perfekt, en fint afmærket rute, som sparede mig for mere end 15 km, og som var særdeles indbydende at køre.
Den førte mig tilbage på D9/Romantische Strasse lige før byen Dinkelsbühl, en perle med ringmur, byporte, gavlvendte huse og bindingsværk, vist en lidt overset by. Absolut et besøg værd.
Et stykke vej fra Dinkelsbühl kom jeg i tvivl om vejen, men så kom der en lille lokal gruppe, en mand og to kvinder, som tog mig på slæb på en ny genvej, der endte i D9, og som sparede mig for nogle sikkert ubehagelige stigninger. Manden talte udpræget sydtysk/bayersk, hvilket mildt sagt er endog meget svært forståeligt, cirka som en japansk film med hebraiske undertekster, men flink var han.
Længere ned nede på ruten kom jeg så til Nördlingen, som også en en sydtysk idyl, og som bl.a. kendes på, at den ligger midt i et gigantisk meteorkrater, og for slaget ved Nördlingen i 1634, som var en del af 30-års krigen.
Jeg ankom til Donauwörth i fineste form, kunne sagtens have kørt meget længere, hvilket må tilskrives en kombination af meget bedre vejr og en bedre form!?
Jeg er bange for, at jeg snart kan forveksles med Grauballemanden både mht. farve og øvrige udseende. Næsten al fedtet synes at være forbrændt, og der resterer efterhånden kun skind, ben og lidt sener (musklerne er røget ud sammen med fedtet). Og skindet ser ud til at være en 2-3 numre for stort til indholdet... Jeg kan ikke gøre for det, for jeg spiser helt umådeholdent, men et kalorieforbrug på over 3,000 kcal/dag er ikke lige til at indhente. Så her er opskriften på den ultimative slankekur, der virker uanset, hvor meget man spiser!
"Hotellet" viste sig ikke at være et hotel, men et lejlighedskompleks med en ubemandet reception. Jeg prøvede at ringe til et par telefonnumre, men fik i det ene tilfælde blot en telefonsvarer og i det andet en besked om, at den pågælden person ikke kunne træffes...
Jeg fandt så ud af, at jeg faktisk kunne tjekke ind via en computer i væggen, som efter en lang dialog og et bid af mit visa-/dankort udspyttede et key-card og en kvittering med værelsesnummeret. Værelset viste sig at være en et-værelses, spritny, men der var ingen mulighed for servering af nogen art på stedet, og dermed heller ikke for Frühstück i morgen tidlig.
Jeg har gort km-regnskabet op til 950 km siden starten sidste mandag. Med tre ret korte etaper tilbage kommer det oprindelige skøn til at passe ret præcist. Dagens billeder.
5/6 Donauwörth - Augsburg (Rom. Strasse)
Donauwörth - Augsburg, 56 km.
Gade i Fuggerei, Augsburg.
Hotellet i Donauwörth - som slet ikke var noget hotel - var godt nok en misforståelse: Beliggenheden var forfærdelig for en cyklist, øverst på en meget høj og stejl bakke og 3-4 km ned til centrum. Receptionen var ubemandet og man kunne hverken få vådt eller tørt; her skulle man altså helst ikke gå ud af rummet uden nøglekortet, for der var ingen hjælp at få... Men bortset fra det, var det udmærker, helt nyt og skinnende rent, i virkeligheden en 1-værelses lejlighed.
Desuden var byen stendød pga. en bayersk helligdag, og når de nu var igang kunne de jo lisså godt også holde fri i dag, hvad langt de fleste da også har gjort.
Vejret er nu lig med hedebølge, heldigvis med kun ringe vind, og da jeg jo ikke kunne få morgenmad, kunne jeg lige så godt starte meget tidligt for at udnytte morgenkøligheden.
Jeg oplevede faktisk ikke noget på vejen til Augsburg undtagen solsortesang og deslige, så jeg troppede op på vandrerhjemmet inden kl. 12, velvidende at værelset ikke ville være klart før meget senere, men jeg vidste også, at jeg kunne få min bagage ins Gepäckraum og således meget lettere kunne komme rundt i byen. Vandrerhjemmet ligger næsten i centrum, men med cykel går det jo li'godt meget hurtigere.
Augsburg er vel især kendt (i DK) for to ting/forhold: Fugger-slægten og den Augsburgske trosbekendelse, som de af os der går i kirke kender. Den er en udløber af den augsburgske religionsfred (1555), der var en aftale mellem kejser Karl V og de tyske lutheranere. Den fred holdt jo ikke, stridighederne fortsatte og mundede ud i 30-årskrigen.
Nå, men Fuggerslægten her i Augsburg blev uden sammenligning verdens dengang rigeste slægt, personificeret ved Jakob Fugger (1459-1525), som med sine penge kunne bestemme, hvem der skulle være kejser i Europa, og altså havde en afgørende indflydelse på politikken i hele Europa.
Han satte naturligvis også sit helt afgørende præg på Augsburg med pragtbyggeri - og verdens første sociale boligbyggeri: Fuggerei, som jeg aflagde et besøg. De statutter, der blev nedlagt for ca. 500 år siden, er stadig gældende. Det er meget billigt, meget pittoresk og sikkert meget svært at komme ind i.
Der skulle betales entré og der sad en endog meget moden dame i lugen, og hun så godt nok muggen ud, men vi blev alligevel hurtigt fine venner, da hun jo kunne skønne, at vi nok var nogenlunde jævnaldrende. Da jeg så fortalte, at jeg har 6 børnebørn, gav hun 1 euro i rabat!
Det værste er, at de slet ikke taler tysk, men bayersk og det er som vist tidligere nævnt lidt ud over min kompetence.
Jeg orkede altså ikke for alvor at endevende byen (over 30 grader i skyggen). Jeg fandt i stedet en sval gård inde på hovedstrøget, hvor der sad en masse fine mennesker, og der fik jeg mig 0,5 liter Fassbier, dunkel - og (Jytte, hvad siger du så?) en portion blandet salat, som smagte chokerende godt. Den søde serveringsdame havde det der omsorgsgen, så hun spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at låne en avis. Det gik der mindst en time med.
I går glemte jeg at fortælle, at jeg nær var blevet ædt af en meget stor hund (større end Max, Anne!).
Racen er ikke så ualmindelig, men jeg ved desværre ikke hvad den hedder. Jeg møder masser af hunde, der er ude at lufte deres mennesker på cykelstierne, og normalt håndterer de situationen helt perfekt, dvs. får hunden til at sidde nogenlunde pænt, mens de snakker med hinanden.
I dette tilfælde havde hunden sin helt egen plan, og den var altså at æde mig. Den var helt afsindig, øjnene lignede glødende kul, gabet var vidt åbent, fråden fløj til alle sider i kaskader og så gøede den som besat (hvad den helt sikkert også var). Dens menneske kæmpede for at holde den fast i fortøjningen. - Hvis den var sluppet løs, havde den sikkert kun levnet en kvart lårbensknogle og lidt af kraniet; ja, jeg kan jo ikke vide det, men det var min vurdering på gerningsstedet. - Jeg stoppede altså ikke for at spørge om, hvad det egentlig er for en race.
Og så her på Fars dag har jeg lige præcist rundet 1.000 km. Med 140-150 km tilbage passer det meget fint med planen. Dagens billeder.
6/6 Augsburg - Epfach (Rom. Strasse)
Augsburg - Epfach, ca. 65 km.
Byg og hvede...
En vidunderlig, omend også meget varm dag, vel et pænt stykke over de 30 grader, men en stor del af tiden kørte jeg gennem skove, som sammen med fartvinden gjorde det ganske behageligt. - Jeg tror, jeg havde det lidt som en gammel luftkølet folkevognsmotor ("Hitlerslæde").
Igen her til morgen var GPS'en en uvurderlig hjælp til at gelejde mig fra centrum og skyde genvej til D9/Romantische Strasse uden for byen. Syd for Augsburg er der adskillige km gennem park og skov ned til Lech-floden, der virker endog meget tiltalende og derfor også tiltrækker en masse mennesker en dejlig sommerdag.
Da jeg skulle pakke min cykel ved DJH i Augsburg, var en anden turcyklist i gang med samme opgave, og vi faldt naturligvis i snak. Han var fra Kiel og hans kone fra Flensborg, så vi var jo næsten naboer. Han havde kørt 430 km på to meget lange dage (!). Undertiden kørte han indtil midnat og overnattede så i parker i en dertil medbragt sovepose. - Han var også kun 55 år gammel, og jo altså stadig en vild knægt. Sjovt nok var hans cykel ganske almindelig med indvendige gear.
Lige ved cykelstien passerede jeg det mest indtagende lille bitte kapel, beklædt udvendigt og indvendigt med kobber (billeder), opført i 2006. Indvendigt var det vel ca. 20 m2. Det var til at blive helt katolsk af.
Kort før Landsberg am Lech kom jeg gennem Kaufering, hvor der under krigen var en stor koncentrationslejr, en del af Dachau-komplekset, men det skiltede de nu ikke med, og det er slet ikke til at forestille sådan en skøn sommerdag.
Landsberg er meget smuk med delvis bevaret bymur, byporte flot torv og en kæmpestor barok kirke, der ikke blev ødelagt under krigen. Jeg gik ind og for første gang på turen fik jeg en "whau-oplevelse", et helt overdådigt flot kirkerum, som kun barokken kan byde på (billeder). Jeg oversprang et besøg i den fængselscelle, hvor Hitler afsonede dommen efter det mislykkede ølstuekup i München. Det var i denne celle, han udnyttede tiden til at skrive "Mein Kampf", der i øvrigt gjorde ham til mangemillionær.
I morgen kommer Wieskirche, som er med i næsten alle kunstbøger, men kirken i Landsberg var en perfekt overtoure.
Jeg har ikke kunnet lade være med at tage en masse billeder på turen. Bl.a. har jeg lagt mærke til, at kornmarkerne ofte forekommer med byg på den ene side og hvede på den anden side af vejen; byggen vifter så med sit silkehår over til hveden, som står strunk, og undertiden er der blomstrende røde valmuer i kanterne... Jamen, er der ikke lidt Venus og Mars på færde her, eller har jeg bare været for længe væk hjemmefra? (Billeder).
Nogle km syd for Landsberg kunne jeg begynde at skimte Alperne i sommerdisen, et stort øjeblik efter ca. 1.065 km.
I morgen vil de mere og mere materialisere sig i terrænet med en masse stigninger og nedkørsler, men der er mindre end 60 km til Füssen, turens endestation, og det er næsten ikke til at forstå.
Er tjekket ind på en beskedendent (og MEGET billigt, dvs. ca. kr. 250 med Frühstück!) landhotel, "Wirtshaus Zur Sonne", og navnet kunne ikke have passet bedre. Det ligger lige på Via Claudia, den gamle romerske landevej. Klods op ad stedet er der et lille bitte museum, med artifakter og plancher om romertiden. Perlen var en utrolig smuk Venus-figur, funder få meter herfra. En anden nabo er kirken og kirkegården, hvor der blev snakket, så jeg følte mig nødsaget til lige at tjekke, om der nu også var nogen (og det var der, pyha). Udefra er kirken absolut nydelig, uden at være prangende, men invendig utrolig smuk. Der sad en enlig kvinde fordybet i bøn; noget man ser stort set uden undtagelse i katolske kirker - de bliver faktisk brugt på alle tider af dagen.
Ud på aftenen kom der så torden, lyn og regn. Nu bliver det spændende, om det er ensbetydende med et egentligt vejrskifte i morgen.
Epfach, tilføjet kl. 05:30, den 7/6 -
Nabo til kirken.
Klokkeringning sker hvert kvarter: 1. kvarter, 2. kvarter, 3. kvarter og så timeslag, der for en sikkerheds skyld gentages med en ny tone, altså dobbelt antal slag. Men klokken halvseks gik den hel amok med 5 minutters uafbrudt ringning. Givetvis "så-står-vi-op-og-går-til-bøn" besked. - Hanerne må føle sig inderligt overflødige i kirkenære områder... De faste naboer hører det sikkert ikke, men så må vi turister jo tage slæbet. Trods alt er lyder kirkeklokker jo godt i modsætning til minareternes mjaven. Dagens billeder.
7/6 Epfach - Füssen (Rom. Strasse)
Epfach - Füssen, ca. 60 km, sidste etape til målet - hvad siger I så?
Nær Füssen.
Dagen kunne ikke være smukkere med strålende sol fra morgenstunden og en anelse køligere end i går.
Og turen kunne heller ikke være smukkere (billeder) med alpetinderne rykkende nærmere og et utrolig smukt landskab hele vejen. Landbruget består her stort set udelukkende af græs og kvæg - køer med bjælder om halsen. Her kan passende associeres "The sound of Music", bare uden the von Trap Family og nazister.
Dagens absolutte højdepunkt (og nok også turens, og når bortses fra den solbeskinnede natur) var Wieskirche, der virkelig er et af verdens vidundere. Kirken ligger ude i ingenting, og er naturligvis opført på baggrund af et under: I begyndelse af 1700-tallet fandt (eller fik) Maria Lory et udskåret helgenbillede, tog det med hjem og begyndte at bede til det. Og en juniaften i 1738 skete det: Passionsfiguren havde ægte tårer i øjnene. Så var det sket med freden og roen på stedet, pilgrimme begyndte at komme i hobetal. Der blev først opført et lille kapel på stedet, men det forslog ingenting, og så besluttede abbeden i Steingaden at lade en rigtig valfartskirke opføre.
Opgaven blev overgivet til datidens berømteste multi-kunstner, Dominikus Zimmermann. - Temaet skulle være en bodskirke, som udtrykker Jesu barmhjertighed - hvad der må siges slet ikke at være lykkedes. Kirkens indre pragt og overdådighed giver ikke umiddelbart associationer til den lidende og asketiske Kristus. Men lyset trænger uhindret ind gennem vinduerne og oplyser den overdådige arkitektur, der spiller sammen med skulptur og malerkunst, som man har meget svært ved at gennemskue, hvad der er hvad.
Da jeg kom, var messen i fuld gang (søndag i kirketiden), men jeg listede mig lige så stille ind bagerst i det pragtfulde rum. - Min diskretion må åbenbart have været værdsat, for efter nogen tid kom en mand hen, gav mig hånden og bød mig lavmælt varmt velkommen. Jeg kan faktisk godt lide messer, der er lissom mere "swung" over dem end danske gudstjenester.
Wieskirche var var vist også i fysisk forstand turens højdepunkt, nemlig knap 800 meter over havet, mens Füssen ligger lidt lavere, omend også nærmere ved Alperne.
Byen (Füssen) er åbenbart en turistmagnet, hvilket man let kan afgøre af et stort antal asiatiske turister, japanere og den slags - jeg kan faktisk ikke kende forskel på dem...
Jeg kunne strengt taget nok godt have nået en tur til Neuschwanstein-slottet, men turistkontoret var lukket, og man kan vist ikke bare sådan lige tage derop, så det projekt vil jeg bruge en del af morgendagen på, inden jeg skal på toget mod Esbjerg.
Og nu er jeg så nået i mål efter godt 1.100 km siden 2. pinsedag ved middagstid.
Jeg vil lige sunde mig nogle dage, inden jeg forsøger en sammenfatning, men ja, det har så absolut været anstrengelserne værd. Jeg har ikke fået den mindste skramme, og føler mig kun stærkere, end da jeg startede. Jeg har end ikke pådraget mig en lille snue, tværtimod er min næse holdt op med at løbe - hvad den ellers gør for et godt ord... Dagens billeder.
8/6 De kongelige slotte ved Füssen
Toget tilbage til DK afgik først ved 18-tiden, så der var god tid til slottene.
Udsigt fra Neuschwanstein, bl.a. til slottet Hohenschwanstein. (Billedet er taget med min Huawei telefon!)
De to slotte ligger nogle få km fra Füssen ved den lille by Schwangau, nemlig Schloss Hohenschwangau og Schloss Neuschwanstein, to af mange slotte, som tilhørte den bayerske kongefamilie. De ligger ganske få km fra hinanden og har vidt forskellige historier.
Hohenschwangau er bygget oven på resterne af en ældgammel borg, med rødder tilbage til 1200-tallet. Borgruinen blev købt af den bayerske kronprins Maximilian i 1832 (1811-1864, konge af Bayern 1848-64 som Maximilian II. Joseph). Han var blevet opmærksom på den under en bjergvandring i området få år tidligere og lod den 1833-37 genopbygge som sommer- og jagtresidens. Hans hustru, dronning Marie af Bayern (oprindelig preussisk prinsesse) var også begejstret for området, idet hun var et meget aktivt friluftsmenneske, f.eks. elskede hun bjergbestigning, som der jo er rige muligheder for i området. Hendes største ønske var således at bestige Zugspitze, hvad kongen hende dog forbød - men hun gjorde det alligevel, Tysklands højeste bjerg, og som den 8. bjergbestigerske...
Slottet er bygget i nygotisk stil og er stadig i familiens eje - i modsætning til Neuschwanstein, der ejes af den bayerske stat.
Af ydre ligner det den middelalderlige borg. Indvendigt er væggene i de kongelige rum alle udsmykket med vægmalerier over temaer som slottets historie og sagn, herunder sagnet om Lohengrin, der senere blev taget op af Wagner. Borgen kan kun beses indvendigt ved en guidet rundvisning.
Kongeparrets to sønner, den senere kong Ludwig II (1845-86, konge af Bayern 1864-86) og Otto, der blev sindsyg, voksede til dels op i Hohenschwangau.
Neuschwanstein står noget højere end men jo absolut inden for synsvidde af Hohenschwangau. Det blev opført af kong Ludwig II fra 1869 som en idealiseret forestilling om en middelalderlig ridderborg - hvilket må siges at være lykkedes over al måde, idet det simpelthen er forlægget for Walt Disneys tegninger af et eventyrslot. Det er det berømteste af Ludwig II.' slotte og vel også et af de berømteste slotte i verden med et besøgstal på 1,3 mio/år.
Det, som egentlig overraskede mig mest, var slottets kolossale størrelse - og så skulle det faktisk endda have været yderligere meget større, men da kongen døde i 1886, blev byggeriet stoppet. Selve residensen blev færdig i 1884, men Ludwig nåede kun at tilbringe 172 nætter der inden hans tragiske død under endnu ikke opklarede omstændigheder sammen med hans læge og ven, så han fik ikke megen glæde af stedet. Kongen var vild med Wagner, hvilket tydeligt fremgår af slottets interiør, som i meget høj grad er dekoreret med motiver fra Wagners operaer. Slottet minder i det hele taget om en teaterkulisse. Kun guidede ture i slottet.
De to slotte er en gigantisk turistmagnet med masser af ventetid i endeløse køer, hvis man ikke kommer meget tidligt eller har reserveret billetter. Især asiater synes at være vilde med slottet, alt for mange af dem (vistnok mest kinesere) gør desværre et meget uheldigt indtryk, og de er faktisk ikke så lidt af en pest. Dagens billeder.